Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Nyheder Kom og gå med i March mod Ensomhed ´23

Kom og gå med i March mod Ensomhed ´23

Alle inviteres til at gå med, når March mod Ensomhed sætter i gang fra Køge mod Ringsted fredag den 18. august. Marchen er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor initiativtageren Patrick Cakirli går 2.000 kilometer gennem landet for at sætte fokus på fællesskab og kampen mod ensomhed. For hele ruten gælder det, at Patrick Cakirli kun må gå, hvis andre går med ham.

Årets march mod ensomhed går endnu en gang gennem Køge, og alle, der har lyst, kan deltage. Det sker fredag den 18. august 2023, hvor marchen starter fra rådhusgården, Torvet 1 kl. 8.00. Herfra går turen gennem Køge by til Lellinge og over Vemmedrup, Bjæverskov, Slimminge og Fjællebro for at slutte i Ringsted. Borgmester Marie Stærke deltager i marchen.

- Jeg er imponeret over, hvordan March mod Ensomhed er lykkedes med at bryde et tabu og skabe opmærksomhed omkring ensomhed, som er en følelse, vi stort set alle vil opleve gennem livet. Køge Kommune skal være den mindst ensomme kommune i Danmark, og det bliver vi kun, hvis alle bidrager. Derfor er jeg glad for igen i år at byde velkommen March mod Ensomhed fra Køge Kommune, fordi den er en begivenhed, der minder os om, at vi alle har et ansvar for at række ud og invitere ind i fællesskabet. Jeg glæder mig til at følges med jer gennem Køge, siger borgmester Marie Stærke. 
 
- Det glæder mig, at vi endnu en gang kan deltage i March mod Ensomhed i Køge Kommune. Dagen og gåturen er en anledning til, at vi sammen hylder de mange fællesskaber i Køge Kommune og husker vores slogan: Fællesskab er en fælles sag. Derfor håber jeg, at mange endnu en gang vil gå med på ruten eller heppe fra vejkanten, siger formand for Ældre- og Sundhedsudvalget Bent Sten Andersen.
 
Går kun med følgeskab
March mod Ensomhed er den femte af slagsen, og i år vil Patrick Cakirli gå 2.000 kilometer med start på Bornholm og slutdestination i Esbjerg. For hele ruten gælder det, at Patrick Cakirli kun må gå, hvis han har følgeskab - ellers skal han stå stille. På den måde bliver hans vandring symbol på vigtigheden af fællesskab i kampen mod ensomhed. Køge Kommune planlægger dagen for machen i samarbejde med foreninger, frivillige og det øvrige civilsamfund for at sikre, at Patrick Cakirli får følgeskab på hele ruten gennem kommunen.
 
March mod Ensomhed startede med, at Patrick Cakirli i december 2016 oplevede en voldsom ensomhedsfølelse og besluttede at række ud efter fællesskabet på sociale medier, hvor han skrev: Jeg er desperat efter at møde nye mennesker. Jeg er ensom og går igennem den hårdeste periode i mit liv. Jeg vil sidde på trapperne foran Københavns Rådhus fra kl. 14-20. Jeg har sorte bukser og en North Face taske på.” 17 personer dukkede op for at mødes med ham, og et nyt fællesskab opstod. Patrick Cakirli og følgeskab går gennem landet for at aftabuisere følelsen af ensomhed og inspirere ensomhedsramte borgere til at række ud efter hjælp. I år går March mod Ensomhed fra den 7. august til den 13. oktober.

Kom og gå med
Der er samling og morgenkaffe i rådhusgården, Torvet 1 i Køge klokken 7.30 og afgang klokken 8.00. Ruten går over Lellinge, Vemmedrup, Bjæverskov og Slimminge og endestationen for dagens march er Ringsted, hvor Patrick og hans følgeskab forventes at nå frem kl. 14.30. Ruten er på 26 kilometer, men man bestemmer selv, hvor langt man vil gå med. 

Det er selvfølgelig også muligt at støde til marchen langs ruten fra Køge til Ringsted.

Pressekontakt
Borgmester Marie Stærke, telefon 24 90 20 00
Bent Sten Andersen, telefon 31 33 92 31

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje