---
title: "Månebordene lander! Nyt værk af kendt billedkunstner opsættes hele tre steder i Køge Nord"
description: "Nyt værk af kendt billedkunstner opsættes hele tre steder i Køge Nord"
date: "2026-04-27"
created: "2026-04-27"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Nyheder](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/nyheder)

                [Månebordene lander! Nyt værk af kendt billedkunstner opsættes hele tre steder i Køge Nord](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/nyheder/maanebordene-lander-nyt-vaerk-af-kendt-billedkunstner-opsaettes-hele-tre-steder-i-koege-nord)

# Månebordene lander! Nyt værk af kendt billedkunstner opsættes hele tre steder i Køge Nord

 Med støtte fra en række fonde og i tæt samarbejde mellem Museum Sydøstdanmark, Køge kommune og MAPS - Museum of Art in Public Spaces er det lykkedes at rejse midler til et nyt monumentalt kunstværk af den anerkendte billedkunstner Christian Vind. Værket får plads hele tre forskellige steder i Køge Nord. Månebordene, som værket hedder, indvies officielt d. 20. juni, men kan allerede besøges fra d. 1. maj.

Hans arbejde findes på museer som Museum Jorn, Silkeborg, Den Kongelige Kobberstiksamling, Statens Museum for Kunst og Kunsten - Museum for Moderne Kunst. Navnet er Christian Vind, og for første gang har den anerkendte billedkunstner nu skabt kunst, som kan opleves i det offentlige rum.

”Det er en glædelig nyhed, at vi meget snart kan præsentere spektakulær kunst i Køge Nord. Værket vil bidrage til, at Køge Nord bliver en bydel, hvor kunsten indgår som et levende element i hverdagen”, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Kirsten Larsen.

**Månebordene**

Kunstværket Månebordene består af tre monumentale stenborde dedikeret til henholdsvis jord, himmel og måne. Bordene er hver især en fortolkning af hvordan tiden er til stede i omgivelserne omkring os: i jordlagene under vores fødder, i himmellegemernes bevægelser over vores hoveder og i landskabet, der omgiver os. Omkring hvert bord gengiver otte skamler månens skiftende faser, som et symbol på tidens gang. Alle tre stenborde er hugget i bornholmsk granit.

Det tredelte kunstværk placeres tre steder i Køge Nord, hvor borgere på tværs af generationer færdes dagligt. Udover at Månebordene kan opleves som kunstværk i sig selv, kan de også bruges som samlingssteder for naboer, legeplads for eventyrlystne børn og som hvilested for den vandrende.

**Nærværende fortid og fremtid**

Værket er resultatet af et samarbejde mellem Museum Sydøstdanmark, Køge Kommune og MAPS - Museum of Art in Public Spaces og med afgørende midler fra Velux Fonden, Statens Kunstfond, Øernes Kunstfond, Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Knud Højgaards Fond, Jorcks Fond og Køge Kommunes egen kulturpulje.

Værket indgår i vandreruten Tidslinien, der er skabt på baggrund af de omfattende arkæologiske udgravninger forud for byggeriet af den nye bydel i Køge Nord. Vandreruten og ikke mindst Christian Vinds værker skal gøre områdets fortid og fremtid nærværende for borgerne i området.

”Formålet med Tidslinien er selvfølgelig at fortælle om områdets fortid, men vi vil gerne gøre det på en måde, som også stiller spørgsmål til, hvordan vi vil bo på stedet i fremtiden”, siger projektleder og arkæolog Anna S. Beck fra Museum Sydøstdanmark. ”Så vi har inddraget kunsten, fordi den har en lang tradition for at stille spørgsmål og invitere til refleksion”.

**Givende samarbejde**

Som lokal kunstinstitution ønsker MAPS - Museum of Art in Public Spaces også at bringe kunsten i spil i udviklingen af Køge. Man øjnede derfor store muligheder i samarbejdet og i at bidrage med udpegningen af kunstneren Christian Vind til at udvikle et kunstværk integreret i vandreruten:

"Det har været en inspirerende proces at koble billedkunst og den arkæologi, der danner fundamentet for Tidslinien. Det er en fornøjelse at se, at det tværfaglige samarbejde har resulteret i et værk, der kan tale til mange”, siger Malene Natascha Ratcliffe, direktør for MAPS – Museum of Art in Public Spaces.

Værket kan besøges fra fredag d. 1. maj og bliver officielt indviet lørdag d. 20. juni kl 12.

Månebordene findes henholdsvis på det grønne areal for enden af Rishøjvej, ved Bramhøjgaard på Ølsemagle Kirkevej 62a og på det grønne areal mellem Munkeageren og Humleageren.

**For yderligere information, kontakt:**

Kirsten Larsen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Køge Kommune: 31 75 74 45

Anna S. Beck, projektleder for Tidslinien, Museum Sydøstdanmark: 29 91 08 20; asb@museerne.dk

Zara Wali, kommunikationschef, MAPS – Museum of Art in Public Spaces: zw@mapsmuseum.com
