Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Nyheder Ny erhvervspolitik inddrager virksomhederne

Ny erhvervspolitik inddrager virksomhederne

Krav til grøn omstilling, mangel på arbejdskraft, stigende priser på forsyning med videre er bare nogle af de behov, der sætter dagsordenen for Køge Kommunes aktive og stærke virksomheder. Nu sætter byrådet en ny erhvervspolitik i gang, der skal bygge på virksomhedernes behov.

Hvilke behov, ønsker og muligheder ser Køge Kommunes virksomheder som væsentlige, når det gælder erhvervslivets rammer og samspillet med kommunen? Det er spørgsmål, som virksomhederne selv skal hjælpe med at svare på – og svarene kommer til at danne baggrund for Køge Kommunes nye erhvervspolitik.
  

På sit møde tirsdag igangsatte byrådet den proces, der skal lægge grunden for en robust og gennemført erhvervspolitik med udgangspunkt i virksomhedernes behov. Ved hjælp af et spørgeskema gennemføres en kvantitativ analyse i februar og marts måned hos udvalgte virksomheder. Denne suppleres af kvalitative interviews, som bliver foretaget på virksomhedsarrangementer rundt omkring i Køge Kommune. 

- Køge Kommunes virksomheder er fyldt med initiativer og drivkraft. Jeg er sikker på, at kommune og erhvervsliv kan få endnu mere til at ske i et tættere samarbejde. Derfor er jeg enormt glad for, at vi nu sætter gang i en proces, hvor vi lytter til, hvad virksomhederne har brug for – og at vi ad den vej får skabt en dynamisk og stærk erhvervspolitik, siger borgmester Marie Stærke.

Det bliver Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget der er den drivende kraft i arbejdet med politikken.

- Jeg ser frem til et spændende år, hvor vi i den grad skal sætte dagsordenen for et stærkt og succesrigt erhvervsliv i Køge Kommune. Jeg glæder mig enormt til at lytte til det, virksomhederne byder ind med, og til at skrue en erhvervspolitik sammen, der kommer til at gøre en forskel for vores virksomheder, siger Mette Wigand Bode, formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Når virksomhedernes behov er belyst, bliver der lejlighed til at drøfte analysens resultater og betydning med de relevante erhvervsfora, inden der udarbejdes endeligt forslag til ny politik, der forventes at være klar på den anden side af sommerferien. Politikken sendes herefter i høring og forventes at blive vedtaget af byrådet sidst på året. 

 

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje