Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Nyheder Ny rapport: Køge Kommune har gode idrætsfaciliteter

Ny rapport: Køge Kommune har gode idrætsfaciliteter

En ny rapport giver kommunen et robust grundlag til at være på forkant med behovet for idrætsfaciliteter og indsigt i udviklingstendenser på området. Rapporten konkluderer, at overordnet set er tilstrækkelig med idrætsfaciliteter i Køge Kommune, men udnyttelsen kan forbedres, og at der er et potentiale for udnytte kommunens gode muligheder for outdoorfaciliteter.

Det er især de unge borgere i Køge Kommune, der er flinke til at komme op af sofaen og hen i hallen. Det dokumenterer en ny rapport, som ikke overraskende også viser, at sportsgrene som svømning, fodbold og gymnastik topper børnenes popularitetsbarometer. Blandt de voksne idrætsudøvere er det løb, gang og cykling som er de mest foretrukne. Her er det udendørsområderne, som udgør de primære steder at dyrke sport. Interessen for fitness starter allerede i ungdomsårene, hvilket fylder godt i træningscentrene. 

Blandt idrætsudøvelsen ses ønsket om mere selvbestemmelse, lettere tilgængelighed og mere uformelle organiseringsrammer omkring idrætsfaciliteterne. Rapporten baserer sig blandt andet på en række undersøgelser med foreninger og borgere – såvel voksne som børn – og sammenholder brugen af de eksisterende idrætsfaciliteter med det reelle behov. 

Rapporten er udarbejdet i årets første halvdel, og den skal danne grundlag for politiske drøftelser i samspil med borgere og kommunens foreninger, fortæller formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Ken Kristensen:

-    Det er en meget solid rapport, som giver os en godt overblik over borgernes idrætsvaner og over de faciliteter, der er til rådighed. Vi kan se, at der generelt er tilstrækkelig med plads i vores haller, og analysen peger på muligheder for at vi kan udnytte vores idrætsfaciliteter endnu bedre til gavn for både foreninger og vores borgere, siger udvalgsformanden.

Køge Kommune prioriterer idrætten


Rapporten, der er udarbejdet af Idrættens Analyseinstitut (IDAN), konkluderer, at der er behov for de traditionelle idrætsfaciliteter som haller, sale og boldbaner. Men selvom der forventes flere borgere til kommunen i de kommende år, er løsningen ikke nødvendigvis at bygge nyt. 

Ifølge rapporten kan behovene måske opfyldes ved at opdele hallerne, stille krav om antal deltagere, åbne for flere aktiviteter samtidig eller øge åbningstiden. 

-    Vi har nogle gode faciliteter i dag. Men rapporten viser os, at vi skal tænke grundigt over, hvordan vi udnytter de eksisterende haller, sale og boldbaner endnu bedre. Dertil kommer også en bedre benyttelse af kommunens attraktive udeområder, som på tværs af alder betyder rigtig meget for motionsdyrkelsen, siger Ken Kristensen.

Rapporten viser også, at Køge Kommune, i sammenligning med andre kommuner, prioriterer idrætten højt. I perioden 2019-2021 har Køge Kommune haft udgifter til såvel drift som anlæg, som ligger over landsgennemsnittet.

Foreninger og borgere med på råd


Formand for formandsrådet for de selvejende haller i Køge Kommune, Kai Jensen, kalder rapporten ’interessant læsning’:

-    Der er ingen tvivl om, at analysen vil danne grundlag for de næste 5-8 års beslutninger inden for idrætsområdet. Det handler både om åbningstider og om, hvordan vi bedst udnytter både udendørs- og indendørsfaciliteterne. Jeg mener eksempelvis, at vi er nødt til at se hallerne som ét samlet hele, hvor de ikke alle sammen skal kunne det samme, siger Kai Jensen.

Kai Jensen har været en del af en følgegruppe til arbejdet med rapporten, og det samme har Ernst Lykke Nielsen, som er formand for Kultur- og Idrætsrådet i Køge Kommune:

-    Det bliver interessant at se, hvordan der vil blive taget hånd om rapportens konklusioner. Det kan eksempelvis vise sig at være svært at definere præcis, hvornår en hal står tom – er det, når der er to, der spiller badminton? Der kan jo godt være uenigheder, men politikerne i Køge Kommune skal have ros for at tage fat på drøftelserne og for, at vi nu har en analyse, så vi har et fælles udgangspunkt for drøftelserne, siger Ernst Lykke Nielsen.

Idrætsfacilitetsanalysen ser også nærmere på attraktive udemiljøer til idræt og bevægelse og på idrætsvaner blandt særlige målgrupper og sårbare borgere.

Rapporten vil til september blive præsenteret for borgere og foreninger på et dialogmøde, mens der til november vil blive inviteret til ’Idrætstopmøde’ – ligeledes for borgere og foreninger - med målsætning om at nå frem til de relevante indsatsområder. Begge møder vil blive annonceret i både dagspressen og på www.koege.dk

Herefter er planen, at Kultur- og Idrætsudvalget i begyndelsen af det nye år vil blive præsenteret for en konkret handleplan for idrætsfaciliteter i Køge Kommune.

Rapporten består af to dele . et visionsnotat og en baggrundsrapport.

Her kan du se visionsnotatet

Her kan du se baggrundrapporten

Pressekontakt:

Ken Kristensen: 42 64 22 50
Kai Jensen: 40 59 97 29
Ernst Lykke Nielsen: 20 30 53 33
For spørgsmål om analyserne og metoder henvises til IDAN, chefanalytiker Peter Forsberg: 40 88 52 79.

Fakta om rapporten


Idrætsfacilitetsanalyse i Køge Kommune er udarbejdet af Idrættens Analyseinstitut. 
Rapporten peger på fire mulige indsatsområder:

1.    Behov for traditionelle dedikerede idrætsfaciliteter 
Særligt børn og unge benytter de traditionelle faciliterer som haller, sale, boldbaner og svømmeanlæg, som også fremover vil være centrale. I takt med befolkningstilvæksten vil der komme lidt flere borgere per facilitetstype. Inden man bygger nyt, bør man dykke mere ned i booking og benyttelsestal, samt se på muligheder for at forbedre benyttelsesgraderne.

2.    Organisering, styring og ledelse af idrætsanlæg
Der er stigende fokus på, hvordan idrætsfaciliteter kan gøre sig relevante for en større del af borgerne. Det er nødvendigt at flytte fokus på booking til i stedet at se på reel benyttelse. Man kan eventuelt understøtte politiske hensigter og forventning med økonomiske incitamenter i anvendelsen af faciliteterne.

3.    Attraktive udemiljøer til idræt og bevægelse
Udendørsområder og naturen er danskernes mest benyttede idrætsarena, om end brugen i Køge Kommune blandt voksne er mindre end på landsplan. Understøttelse af borgernes brug af udemiljøer har været en klar tendens de seneste ti år. Tilgængelighed er afgørende.

4.    Særlige målgrupper og sårbare borgere 

Hvis den samlede idrætsdeltagelse skal øges, kræver det særligt fokus på de borgergrupper, som har lav idrætsdeltagelse. Der er allerede tiltag i regi af Bevæg dig for livet, fritidspas og Get2Sport. 
Børn og unges deltagelse er præget af forældres vaner, etnicitet og tilknytning til arbejdsmarkedet – kan det brydes? Der er lavere idrætsdeltagelse blandt ledige, borgere på kontanthjælp samt borgere med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse og mistrivsel.

Rapporten viser desuden, at foreningerne har en relativ stabilitet i antal medlemmer over tid - dog med en lille fremgang efter et dyk i antal medlemmer under corona-nedlukningen - og at de fleste foreninger har det samme antal frivillige, som for fem år siden. 

Kilde: Idrætsfacilitetsanalyse i Køge Kommune, Idrættens Analyseinstitut (IDAN).

 

 

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje