---
title: "Ny rapport: Køge Kommune træffer tusindvis af sociale afgørelser hvert år – kun få ender som klagesager"
description: "En ny opgørelse fra Ankestyrelsen viser, at klagesager udgør en lille del af de mange afgørelser, Køge Kommune hvert år træffer på socialområdet. Ud af 6.823 indsatser har Ankestyrelsen behandlet 177 klagesager, hvor kun ganske få er blevet omgjort."
date: "2026-06-24"
created: "2026-06-24"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Nyheder](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/nyheder)

                [Ny rapport: Køge Kommune træffer tusindvis af sociale afgørelser hvert år – kun få ender som klagesager](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/nyheder/ny-rapport-koege-kommune-traeffer-tusindvis-af-sociale-afgoerelser-hvert-aar-kun-faa-ender-som-klagesager)

# Ny rapport: Køge Kommune træffer tusindvis af sociale afgørelser hvert år – kun få ender som klagesager

En ny opgørelse fra Ankestyrelsen viser, at klagesager udgør en lille del af de mange afgørelser, Køge Kommune hvert år træffer på socialområdet. Ud af 6.823 indsatser har Ankestyrelsen behandlet 177 klagesager, hvor kun ganske få er blevet omgjort.

Hvert år modtager børn, unge, familier og voksne i Køge Kommune tusindvis af indsatser og ydelser efter barnets lov og serviceloven. Bag hver indsats ligger en konkret faglig vurdering og afgørelse, som skal sikre, at borgerne får den hjælp og støtte, de har behov for.

En ny opgørelse fra Ankestyrelsen viser, at kun en meget lille del af kommunens afgørelser bliver påklaget. Danmarkskortet bygger på de klagesager, som Ankestyrelsen har behandlet i 2025, og giver dermed et indblik i den begrænsede del af kommunens afgørelser, som er blevet prøvet af Ankestyrelsen.

I 2024 modtog borgere i Køge Kommune samlet 6.823 ydelser på tværs af det specialiserede børne-, unge- og voksenområde. Og ud af dem har Ankestyrelsen behandlet 177 klagesager. Det svarer til lidt under 3 %. I størstedelen af sagerne har Ankestyrelsen enten stadfæstet kommunens afgørelse eller hjemvist sagen til fornyet behandling, mens et mindre antal sager er blevet ændret eller ophævet.

Borgmester Ken Kristensen understreger, at Danmarkskortet skal læses i den rette sammenhæng:

-    Det specialiserede område er af stor betydning for de børn, familier og voksne, som har brug for kommunens hjælp, og lovgivningen er kompleks. Derfor kan vi også godt være meget tilfredse med, at det ud af mange tusinde sager er ganske få, som bliver sendt tilbage til fornyet behandling eller ændret. Det viser, at medarbejderne lykkes med at træffe den rigtige afgørelse i langt de fleste tilfælde, siger borgmester Ken Kristensen.

## Ingen forkerte afgørelser på voksenhandicapområdet

Rapporten viser, at der har været i alt 217 ydelser på voksenhandicapområdet – og ud af dem, er der blevet klaget over ni sager. Ankestyrelsen har ikke i én eneste af de ni klagesager på voksenhandicapområdet vurderet, at Køge Kommune har truffet en forkert afgørelse.

Formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget Susanne Farnø glæder sig over resultatet:

-    Tallene i undersøgelsen vidner om høj faglig kvalitet og stor grundighed i medarbejdernes arbejde og i sagsbehandlingen. Når det er sagt, er det vigtigt for os, at borgerne oplever en god dialog og forstår baggrunden for kommunens afgørelser – også når afgørelsen ikke er den, de havde håbet på. Derfor tager vi alle klager alvorligt og bruger dem aktivt til at styrke både vores sagsbehandling og kommunikationen med borgerne, siger hun.

## Styrkede arbejdsgange på børnehandicapområdet

På børnehandicapområdet viser undersøgelsen, at der har været i alt 331 ydelser, heraf 29 klager. Størstedelen af de sager, der er blevet omgjort, omhandler krav til dokumentation, sagsoplysning og inddragelse i forbindelse med implementeringen af barnets lov, som trådte i kraft i 2024 og dermed har medført nye arbejdsgange og praksisser.

-    Jeg er imponeret over det store engagement der er i Familiecenter Køge i forhold til at lære at arbejde efter barnets lov. Der har ikke været en færdig manual fra starten, hvilket naturligt har medført omgjorte sager i denne overgangsperiode, hvor praksis løbende er blevet defineret af Ankestyrelsen. For at understøtte det gode og dedikerede arbejde, vi allerede ser, har vi blandt andet styrket familiecentrets ledelse og faglige understøttelse, tilpasset arbejdsgange og sat fokus på de nye elementer i barnets lov, siger formand for Børn-, Unge- og Skoleudvalget Jan B. Larsen.

Både på børne- og voksenhandicapområdet vil Køge Kommune fortsat bruge Ankestyrelsens afgørelser aktivt til at udvikle kvaliteten i sagsbehandlingen og sikre, at borgere og familier oplever en grundig, faglig og forståelig behandling af deres sag.

Ankestyrelsens Danmarkskort 2025 forventes at blive offentliggjort 1. juli 2026 på Ankestyrelsens hjemmeside.
