Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Ny undersøgelse belyser Køge-forældres oplevelse af sagsbehandlingen på børnehandicapområdet

112 forældre deler deres tilfredshed med og oplevelse af Familiecenter Køges rådgivning og sagsbehandling.

Analysebureauet Megafon har – på vegne af Køge Kommunes Børneudvalg - gennemført en spørgeskemaundersøgelse af forældres oplevelse af rådgivning og sagsbehandling på børnehandicapområdet i Familiecenter Køge. Én forælder per familie med et barn med en funktionsnedsættelse og en åben sag i Familiecenter Køge blev inviteret til at deltage i undersøgelsen, som følger op på en tilsvarende undersøgelse fra 2018. Knap halvdelen har besvaret spørgeskemaet. Undersøgelsen er blevet til på opfordring fra Handicaprådet.

Vi er glade for undersøgelsen, fordi det altid er værdifuldt at lytte til, hvad forældrene oplever. Jeg glæder mig over, at forældrenes overordnede tilfredshed er på niveau med 2018, og over den positive udvikling i forhold til at få forældrene inddraget. Men undersøgelsen sender også et klart signal om, at der er plads til forbedringer – ikke mindst hvad angår kommunikationen mellem rådgivere og forældre, siger Pernille Sylvest, formand for Børneudvalget.

Undersøgelsen finder flere positive resultater og tendenser:

  • Forældrenes overordnede tilfredshed er på niveau med 2018: Omtrent en tredjedel af forældrene er overordnet set (meget) tilfredse med Familiecenter Køges samlede behandling af deres barns sag. Lidt over halvdelen er (meget) tilfredse med deres barns rådgiver, og knap halvdelen fremhæver venlige medarbejdere. Endelig er 4 ud af 10 forældre samlet set (meget) tilfredse med de afgørelser, der er truffet i deres barns sag.

  • Positiv udvikling i forhold til inddragelse af forældrene: Andelen af forældre, der ikke føler sig inddraget i beslutninger vedrørende deres barns sag, er mindre i 2025 end i 2018. I 2025 føler knap 4 ud af 10 forældre sig i (meget) høj grad inddraget i beslutninger vedr. deres barns sag.

  • Positiv udvikling i forhold til information om afgørelser: Andelen af forældre, som oplever mangelfuld information om deres rettigheder i forbindelse med afgørelser, er mindre i 2025 end 2018. I forlængelse heraf har hovedparten af forældrene ikke oplevet at gøre forgæves krav på en skriftlig afgørelse.

Undersøgelsen peger også på udviklingspunkter:

  • En større andel af forældrene oplever langsom sagsbehandling: I 2025 peger lidt over halvdelen af forældrene på langsom sagsbehandling. I 2018 gjaldt det kun en tredjedel af forældrene.

  • En større andel af forældrene oplever dårlig kommunikation fra Familiecenter Køge: I 2025 peger en fjerdedel af forældrene på dårlig mundtlig kommunikation og knap en tredjedel peger på dårlig skriftlig kommunikation. Begge dele er markant mere end i 2018. Desuden føler omtrent 3 ud af 10 forældre i 2025 såvel som i 2018 sig slet ikke informerede om det fremadrettede sagsforløb.

  • Lige mange forældre føler sig godt og dårligt informerede om grundlaget for afgørelser: Knap en tredjedel føler sig i (meget) høj grad informeret om, hvad der ligger til grund for afgørelser, og knap en tredjedel føler sig i mindre grad eller slet ikke informeret om dette.

Forvaltningen tager undersøgelsen til efterretning. Der arbejdes videre med de opmærksomhedspunkter, som undersøgelsen giver anledning til, og med at fastholde og udbrede god praksis i sagsbehandlingen.

Giv feedback

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje