Ny undersøgelse: Høj tilfredshed blandt Køge Kommunes plejehjemsbeboere
En ny landsdækkende tilfredshedsundersøgelse fra Ældreministeriet viser, at hele 93 % af de adspurgte beboere på Køge Kommunes plejehjem er tilfredse eller meget tilfredse med den hjælp, de modtager. Det placerer Køge et stykke over landsgennemsnittet.
Dugfriske tal er netop landet fra Ældreministeriet – og de tegner et klart billede af høj tilfredshed på plejeboligområdet i Køge Kommune. Køge placerer sig over landsgennemsnittet på stort set alle parametre, som undersøgelsen måler på, og 93 % af de adspurgte beboere er tilfredse eller meget tilfredse med den hjælp, de modtager. Landsgennemsnittet ligger på 91 %. Ud af de 93 % svarer hele 74 % af beboerne i Køge, at de er meget tilfredse. Til sammenligning er det tal på landsplan 54 %.
Tallene fra ministeriet understøtter den tilfredshedsundersøgelse, som Køge Kommune selv har gennemført tidligere på året, hvor 92 % svarede, at de er tilfredse med Køge Kommunes plejehjem. Kommunens egen undersøgelse har også spurgt pårørende, hvor 9 ud af 10 svarer, at de er tilfredse.
- Det her er først og fremmest et kæmpe skulderklap til alle vores dygtige medarbejdere, som hver dag gør en kæmpe forskel for kommunens ældre. Jeg er utrolig stolt af resultaterne, som viser os, at vores indsats for at sikre nærhed, tryghed og faste medarbejdere i ældreplejen virker, siger formand for Ældre- og Sundhedsudvalget Bent Sten Andersen.
Ældreministeriets rapport giver det hidtil mest omfattende billede af plejehjemsbeboernes tilfredshed og dykker blandt andet ned i, om de ældre har indflydelse på hjælpen, om de ældres oplevelse af kontinuiteten i hjælpen, og om de ældre oplever, at deres pårørende inddrages.
Stor ros til medarbejderne
Dykker man ned i undersøgelsen, er der ingen tvivl om, at der er stor ros til medarbejdere på Køge Kommunes plejehjem. 80 % af de adspurgte svarer, at de i høj grad føler sig trygge ved de medarbejdere, som kommer hos dem, mens 86 % svarer, at de føler sig behandlet værdigt og med respekt. Samtidig ligger Køge højt i forhold til, at hele 96 % af de adspurgte i nogen eller høj grad føler, at det er de samme medarbejdere, som kommer hos dem. I kommunens egen undersøgelse er det også især det faste personales faglige og menneskelige kvaliteter, som både borgerne og deres pårørende fremhæver.
- I Køge Kommune har vi generelt haft et stort fokus på at sikre faste medarbejdere både på vores plejehjem og i hjemmeplejen, hvor vi var en af de første kommuner til at indføre faste lokale teams. Der er ingen tvivl om, at det virkelig er noget af det som betyder meget for både ældre og medarbejdere. Herudover arbejder vi også på at implementere pejlemærkerne i den nye ældrelov som skal give de ældre mere selvbestemmelse i deres hverdag og indflydelse på hjælpen, siger Bent Sten Andersen.
Fakta om Ældreministeriets nationale brugertilfredshedsundersøgelse
- Undersøgelsen er den første landsdækkende undersøgelse af plejehjemsbeboeres tilfredshed på landsplan og er gennemført januar–juni 2025.
- I Køge var svarprocenten 36 %. Dataindsamlingen sluttede med en samlet svarprocent på 35 % på landsplan.
- Undersøgelsen omfatter alle plejehjemsbeboere i Danmark.
- Fokus på blandt andet indflydelse på hjælpen, kontinuitet og inddragelse af pårørende.
- Brugertilfredshedsundersøgelser gennemføres fremover hvert andet år – skiftevis i hjemmeplejen og på plejehjem.
- Dataindsamlingen er indsamlet via personlige interviews på plejehjemmene af Danmarks Statistiks besøgsinterviewere.
- Ca. 28.000 beboere på 67+ år var inviteret til at deltage i et interview – omkring 9.900 tilmeldte sig.
Link til ministeriets rapport: Ny undersøgelse viser høj tilfredshed blandt beboerne på landets plejehjem - Ældreministeriet
Fakta om Køge Kommunes egen tilfredshedsundersøgelse:
- Ca. 10 % af borgerne på ældreområdet har deltaget. Det svarer til cirka 350 adspurgte ud af 3000 borgere, der modtager hjemmepleje, bor i plejebolig eller kommer på et daghjem.
- 92 % af beboerne på plejehjem er tilfredse – en fremgang på 6 procentpoint fra 2024.
- 91 % af de pårørende til plejehjemsbeboere er tilfredse – en fremgang på 5 procentpoint fra 2024.
- Undersøgelsen er gennemført maj - august 2025.
- Udarbejdet af det eksterne firma Peytz & Co.
- Data indsamlet gennem face-to-face-interviews og telefoninterviews samt spørgeskemaer til både borgere og pårørende.
- Deltagerne i undersøgelsen er tilfældigt udvalgt.