Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Nyheder Nyt fodbold-samarbejde til glæde for Køge-borgerne og deres sundhed

Nyt fodbold-samarbejde til glæde for Køge-borgerne og deres sundhed

Køge Kommune indgår et samarbejde – en såkaldt velfærdsalliance – med DBU og DBU Sjælland. Gennem en bred vifte af fodboldaktiviteter skal aftalen skabe værdi for kommunens borgere og fodboldklubber.

Fodbold kan være en løftestang for en lang række tiltag: Unge piger og drenge kan få fællesskab, personlig udvikling og øget mental sundhed på et fodboldhold. Små børn i børnehavealderen kan styrke deres motorik med en bold. Og voksne med lyst til at bevæge sig kan komme i bedre form med et Fodbold Fitness-tilbud.

Disse elementer og meget mere er indeholdt i den nye velfærdsalliance, som i går officielt blev underskrevet af Køge Kommune, DBU og DBU Sjælland. Velfærdsalliancen er en samarbejdsaftale, der løber til og med 2027 med mulighed for forlængelse, og med til at sætte sit navn på aftalen var borgmester Marie Stærke samt formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Ken Kristensen.

Styrkelse af fællesskab og trivsel

Marie Stærke ser frem til at følge de mange fodbold-initiativer, der ligger i forlængelse af Velfærdsalliancen:

- Det er en aftale og et samarbejde, jeg er rigtig glad for. Jeg er sikker på, at de mange initiativer for børn – ikke mindst pigerne - og voksne, for bredde og elite vil være med til at styre både fællesskab og trivsel. Når vi går sammen om noget så vigtigt som at løfte velfærden, kan vi som kommune, klubber og DBU meget mere til gavn for mange flere. Så jeg ser i den grad frem til at følge de mange gode initiativer, der ligger som en del af aftalen, siger Marie Stærke.
 

Sunde fællesskaber 

Aftalen bliver til gavn for både borgerne og fodboldklubberne i Køge Kommune. Den kommunale sundhedsindsats vil med den øgede bevægelse på boldbanerne blive styrket, og fodboldklubberne får mulighed for at rekruttere nye medlemmer og frivillige. Formand for Kultur- og Idrætsudvalget Ken Kristensen glæder sig over aftalen og peger på, at Køge Kommune har en ambition om, at mindst hver anden borger skal dyrke idræt i en forening:

- Jeg er rigtig stolt over vi fik landet denne aftale - for børnene og alle vores andres skyld. Sunde fællesskaber skaber glade mennesker. Det skal være både nemt og sjovt at dyrke idræt, og den ambition er jeg overbevist om, at Velfærdsalliancens mange fodboldinitiativer vil bidrage til. Dette nye samarbejde vil forhåbentlig styrke både klubberne og de mange børn, unge, voksne og ældre, som fodbolden som motionsform kan motivere, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Ken Kristensen. 

Vigtigt samarbejde

Med til at underskrive aftalen var også DBU’s formand Jesper Møller og DBU Sjællands formand Jakob Koed. Jesper Møller betoner vigtigheden af et godt samarbejde mellem kommune og foreningsliv. 

- Et godt samarbejde mellem kommune og fodboldklub er helt fundamentalt, hvis fodbolden i endnu højere grad skal bidrage til at løse samfundsudfordringer. Derfor er vi glade for at indgå i et formaliseret samarbejde med Køge Kommune og DBU Sjælland, der har lokale fodboldklubber i fokus og kan være med til at styrke dem, siger Jesper Møller.

Børnene – og især pigerne – står øverst på prioriteringslisten. Klubberne i Køge vil få hjælp af DBU Sjælland til at blive “DBU Børneklub”, som skal øge kvaliteten af fodboldmiljøerne for børn. Der bliver afviklet fodboldfestivaller, der stimulerer til kreativitet og leg gennem fodbolden. Og klubberne vil få mulighed for at styrke deres pige-/kvindeafdelinger gennem det landsdækkende Get Movin’-projekt, som er støttet af Nordea-fonden. Som en del af dette tiltag vil Get Movin’ ambassadører komme ud i skoler og SFO’er og afvikle fodboldaktiviteter, der skal understøtte rekrutteringen af spillere til de lokale klubber.

Flere aktive børn

DBU Sjællands formand Jakob Koed hæfter sig især ved aftalens punkter om børnefodbold og frivillighed.

- At vi kan hjælpe med at få endnu flere piger – og børn i det hele taget – til at dyrke sport, kan jo kun gøre én glad. Og samtidig får klubberne også gavn af den ekstra indsats omkring uddannelse og udvikling af nye frivillige trænere, der kan være med til at styrke frivilligheden i klubberne, siger Jakob Koed. 

Udover de nævnte bredde-aktiviteter indeholder aftalen også mulighed for events og fodboldaktiviteter på eliteområdet. Blandt andet var Køge Kommune vært for en 4-nationersturnering, hvor det danske U19-kvindelandshold deltog.  

 

Indhold i velfærdsalliancen mellem DBU, DBU Sjælland og Køge Kommune: 

•    DBU Børneklub og fodboldfestival: Understøttelse af kommunens klubber i udviklingen af børnefodbold gennem kontinuerlig opfølgning, netværk, uddannelse og rådgivning med henblik på at sikre kvaliteten og børnenes glæde ved fodbold. Derudover en fodboldfestival for børn, der skal stimulere til kreativitet og leg gennem fodbold
•    Bold og Bevægelse: Aktiviteten hjælper den enkelte klub med at tiltrække de yngste børn (2-5 år) og deres forældre. Klubberne får hjælp til opstart, rekruttering, planlægning og øvelser. Herunder hjælp til opstart af samarbejde med udvalgte dagtilbud i Køge Kommune 
•    Get Movin: Med klubberne som omdrejningspunkt ønsker Get Movin’ og skabe ligestilling mellem kønnene i fodboldens fællesskaber samt øge spilleglæden for piger og kvinder landet over. Som led i projektet vil der være fokus på udvikling af klubbernes pigefodbold, afvikling af diversitetsakademier, uddannelse af kvindelige trænere og dommere, udkørende ambassadører samt samarbejde med skole og SFO   
•    Netværk for pige-/kvindefodbolden i Køge Kommune
•    Klubudviklingsforløb med henblik på at styrke kommunens klubber
•    C1-licenstrænerkursus til kommunens fodboldklubber
•    Sundhedsinitiativer: Hjælp til opstart af evidensbaserede koncepter for Fodbold Fitness og motionsfodbold i samarbejde med sundhedscenter og klubber. Hjælp til facilitering, opstart, rekruttering og opfølgning. Mulighed for afholdelse af stævne 
•    Ungdomslandskampe og events: Som en del af aftalen er der afviklet en 4-nationers UEFA-turnering i Køge Kommune, hvor det danske U19-kvindelandshold deltog. Derudover indeholder aftalen mulighed for yderligere events og fodboldaktiviteter på eliteområdet

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje