Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Nyheder Nyt fra byrådets møde den 2. april 2024

Nyt fra byrådets møde den 2. april 2024

Med blandt andet disse overskrifter ”Ny lokalplan for Køge Dige”, ”Ny pulje til stormflodsudgifter” og ”Endnu flere vikingeoplevelser venter i Køge fra 2025”.

Ny lokalplan for Køge Dige
Efter dialog med Miljøstyrelsen om især naturbeskyttelse i det sårbare Natura2000 område på den nordlige del af Køge Diges strækning, er der justeret i forhold til linjeføringen af diget. Desuden skal der etableres en højvandsport i Køge Havn. Samlet set betyder justeringerne også en ny lokalplan, som sammen med en ny miljøvurdering forventes klar til politisk behandling i efteråret. Tidsplanen og forventningen er, at Køge Dige står klar ved udgangen af 2026.

-    Arbejdet med Køge Dige er både komplekst, ambitiøst og – som vi har set flere gange i løbet af det sidste halve år – helt nødvendigt. Det er mange hensyn at tage, herunder naturligvis til naturen. Jeg er glad for, at vi nu er så godt i gang i processen, at vi inden længe kan se det helt færdige forslag, siger borgmester Marie Stærke.

Ny pulje til stormflodsudgifter
Tre omfattende oversvømmelseshændelser i løbet af det seneste halve har sat sine spor – både hos de ramte grundejere og i de kommunale budgetter. Men ubrugte midler fra sidste års budget har gjort det muligt at oprette en pulje, som skal kunne dække eventuelle fremtidige udgifter til stormflod eller andre klimarelaterede hændelser:

-    Vi har set, hvordan vi oftere bliver ramt af uvejr. Det har trukket store veksler – også på de kommunale ressourcer i form af både arbejdstimer og indkøb af udstyr. Med en forventning om, at oversvømmelser desværre vil være et hyppigere fænomen i fremtiden, er vi med puljen med til at sikre os, at der er råd til de tiltag, som er nødvendige, når uvejret rammer. Derfor er jeg glad for, at økonomien har gjort det muligt at oprette en pulje til formålet, siger borgmester Marie Stærke. 

Også en anden aktuel dagsorden har kunnet blive prioriteret ved en pulje med ubrugte ressourcer fra 2023, nemlig udgifter til ukrainske flygtninge. 

42 familieboliger i Køge Nord Skovby nærmer sig første spadestik
Der er godt nyt på vej til familier, der ønsker en fremtid i Køge Nord Skovby. Byrådet har nemlig taget næste skridt og godkendt den nødvendige finansiering af projektet for opførelsen af de 42 familieboliger, der blev ansøgt om tilbage i 2022. 

Bygherren FSB har ligeledes fået den nødvendige byggetilladelse og kan dermed tage første spadestik – forventelig i april måned. Med finansieringen på plads er der lagt op til 42 familieboliger fordelt på 12 2-værelses boliger, 2 stk. 3-værelses boliger og 28 4-værelsesboliger. Byggeriet forventes afsluttet februar 2026.

-    Jeg ser frem til at se de nye boliger tage form. Det er et visionært byggeri, som er arkitektonisk ambitiøst. Der er plads til både det private og det fælles, og jeg håber, at de mange nye familier, som får deres hjem her, kommer til at finde sig godt til rette i de smukke omgivelser, som Køge Nord Skovby er beriget med, siger borgmester Marie Stærke.


Endnu flere vikingeoplevelser venter i Køge fra 2025
Sidste år blev vikingeborgen Borgring i Køge, sammen med de fire andre vikingeborge i Danmark, optaget på UNESCOS verdensarvsliste. Og fra 2025 kan man opleve endnu mere af vikingernes forunderlige verden, når ’Oplevelsescenter Borgring’, slår dørene op. Oplevelsescenteret skal rumme Borgring, som vi kender den i dag, men med digitale oplevelser i området, samt et formidlingscenter for ringborgen, Harald Blåtand og nordisk mytologi med blandt andet udstillinger, restaurant, cafe og butik. Oplevelsescenter Borgring forventes at slå dørene op i løbet af 2025.

- Borgring er en vigtig del af fortællingen om Danmarks overgang fra asatro til kristendom og en vigtig del af Køge Kommunes historie. Og så er den beviset på den unikke placering, Køge havde for Harald Blåtand og for Danmark, og på den måde knytter det an til hele Køgeområdet i dag, med alt det, vi er, og alt det gode, vi har i gang. Jeg glæder mig til, at vi kan præsentere oplevelsescenteret og samle historieinteresserede fra nær og fjern om denne vigtige verdensarv”, siger borgmester Marie Stærke.

Oplevelsescenter ved Lellinge kommer til at strække sig over 1.800 kvadratmeter og forventes at blive en lokal, national og international attraktion. Det er LOOP Architects, der har vundet arkitektkonkurrencen og skal tegne oplevelsescenteret. LOOP Architects har med en enkel og rektangulær bygning, beklædt med sort træ og et karakteristisk tag fortolket vikingernes enkle langhus-arkitektur i en nutidig kontekst, der passer til landskabet omkring borgring.

På aftenens møde godkendte byrådet at give kommunegaranti til lånet på 7,1 millioner til projektet, som sammen med kommunegarantien på de 16 millioner, som tidligere er givet, skal afdrages og betales tilbage til Kommunekredit over de næste 25 år. Derudover har Køge kommune givet et anlægstilskud på 15,2 mio. kr.

Udover de penge, som Køge Kommune støtter projektet med, har AP Møller Fonden doneret 15 mio. kr., Knud Højgaards Fond 3 mio. kr., Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond 200.000 kr., mens Museum Sydøstdanmark har afsat 4 mio. kr. til projektet.


Støtte til forslag om at rykke børn fra Valmuen over i Børnehuset Ravnsborg
Forslaget om at rykke alle børn i Børnehuset Valmuen over i det nye, moderne dagtilbud Børnehuset Ravnsborg, har nu været sendt i høring, og der er kommet generel støtte tilbage fra de to forældrekontaktudvalg i de to dagtilbud, områdebestyrelsen og MED-udvalg. Derfor besluttede byrådet også at godkende forslaget på aftenens møde. 

Forslaget kommer på baggrund af, at Børnehus Ravnsborg stadig har en del ledige pladser, siden sin åbning i december sidste år. Samtidig er Børnehuset Valmuen et ældre dagtilbud, som blev bygget som et midlertidigt tilbud. Udearealet er et af kommunens mindste, og de fysiske rammer trænger til vedligeholdelse:

-    Det giver rigtig god mening, at børn i Valmuen rykkes over i Børnehuset Ravnsborg, hvor de kan se frem til at folde sig ud i et helt nyt moderne dagtilbud med fantastiske omgivelser inde og ude. Og ikke mindst tæt på natur. Personale i Valmuen tilbydes alle at blive overflyttet til Børnehuset Ravnsborg, hvilket er med til at gøre det til en tryg overgang for børnene, siger borgmester Marie Stærke.
Flytningen forventes at ske senere på foråret men inden sommerferien. Høringssvarene indeholdt i øvrigt også input til, hvordan børnene kan flyttes på den bedste måde, og Køge Kommune tager inputtene med videre i planlægningen af flytningen. 

Projekt skal bidrage til at forlænge levetid hos borgere med psykisk sygdom
Undersøgelser viser, at mennesker med psykiske sygdomme har en betydeligt kortere levetid end dem uden. Det skyldes blandt andet, at den psykiske sygdom kan gøre det svært at opdage alvorlige fysiske sygdomme som for eksempel diabetes og hjertesygdomme, fordi sygdomsbilledet er mere komplekst hos disse patienter.

Derfor sætter Køge Kommune nu, sammen med resten af sundhedsklyngen i Region Sjælland, gang i et projekt, som sigter mod at forhindre tidlig død og forbedre livskvaliteten for borgere med psykisk sygdom. Sundhedsklyngen består af kommunerne Køge, Roskilde, Greve, Solrød, Stevns og Faxe, Region Sjælland ved Sjællands Universitetshospital samt repræsentanter for praktiserende læger:

-    For at lykkedes med det her projekt, er det afgørende, at vi samarbejder på tværs. Og det kan vi i regi af sundhedsklyngen. Sammen styrker vi nu opsporingen, udredningen og behandlingen af sygdomme hos sårbare patienter med psykiske sygdomme for forhåbentlig at forlænge levetiden. Det omfatter blandt andet udvikling af en model for tidlig opsporing og kompetenceudvikling af fagpersonale, siger borgmester Marie Stærke.

Projektet ledes af Køge Kommune og vil involvere en styregruppe bestående af repræsentanter fra kommunen, almen praksis, SUH, og patientinddragelsesudvalget i Region Sjælland. Projektgruppen består af projektledere, sygeplejersker fra de seks klyngekommuner samt en praktiserende læge. 

Projektet strækker sig over hele 2024 og evalueres i slutningen af året. 

På aftenens byrådsmøde godkendte byrådet økonomien i projektet. Klyngesamarbejdets parter deler udgifterne til projektet, og til projektet ’Systematisk Afklaring af Somatisk Sygdom’ er afsat i alt 3.500.000 kr., hvoraf 3.125.007 kr. finansieres af de øvrige parter, og resten finansieres af Køge Kommune.

 

 

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje