Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Nyheder Nyt fra byrådets møde den 2. maj 2023

Nyt fra byrådets møde den 2. maj 2023

Med disse overskrifter: ”Kommunens regnskab sendes til revision” og ” Ny værdighedspolitik i ældreplejen”.

Kommunens regnskab sendes til revision

Køge Kommunes regnskab for 2022 afspejler året og verden uden for Danmark. Som følge af de stigende energipriser, har kommunen brugt 20 millioner kroner mere end budgetteret med til el, varme og brændstof. 350 flygtninge fra Ukraine er kommet til kommunen, og indsatsen for at skaffe boliger til familierne og undervisning til børnene, samt en indsats for at skaffe arbejde til de voksne, har kostet i alt 17 millioner kroner. Udgifterne til de ukrainske flygtninge regner Køge Kommune at få refunderet af Staten, men for nu figurerer de altså som en udgift i det regnskab, byrådet på sit møde godkendte at sende videre til revision. 

Regnskabet fortæller også den gode historie om, at det går utrolig godt med beskæftigelsen i hele kommunen.  Det sætter sit tydelige præg på kommunens økonomi, hvor der er 44 millioner kroner tilbage i budgetterne, som var var tiltænkt borgere uden arbejde, som altså er kommet i beskæftigelse. 

-    2022 var et særligt år, hvor Køge Kommune i høj grad blev påvirket af verden omkring os. Høje priser på energi og krigen i Ukraine har betydet ekstra udgifter. På samme tid er der fuld fart på erhvervslivet, og efterspørgsel på arbejdskraft, og det giver en høj beskæftigelse til glæde for borgerne og til gavn for kommunekassen. Regnskabet fortæller også historien om den udvikling, der er sket i årets løb, og igen kan vi se tilbage på en række færdiggjorte projekter rundt omkring, som gør en forskel for borgerne, siger borgmester Marie Stærke.

2022 bød på flere anlægsprojekter til gavn for borgere i hele kommunen. Her åbnede fx bostedet Føllehavegård med nye og moderne rammer til en gruppe af borgere med psykiske og fysiske handicap. Og her fejrede man åbningen af flydebroen i Køge inderhavn, hvor lystbåde har mulighed for at lægge til, og dermed nyde en sommerdag og aften i Køge bymidte. Endelig er Køge Kommune godt i gang med at planlægge udvidelsen af kapaciteten på dagtilbud. 

Ny værdighedspolitik i ældreplejen

Byrådet har godkendt en ny værdighedspolitik, der har som ambition at styrke ældres mulighed for at fortsætte med at leve det liv, de ønsker at leve. Med udgangspunkt i temaer som blandt andet livskvalitet, selvbestemmelse og bekæmpelse af ensomhed beskriver værdighedspolitikken de overordnede værdier, som danner ramme for ældreplejen i kommunen. 

Værdighedspolitikken har været i høring i både Seniorrådet og Handicaprådet.  

-    Værdighedspolitikken viser os de værdier, som borgerne skal møde i Køge Kommunes ældrepleje. Den dialog, der har været ført i udviklingen af politikken, er helt uvurderlig. Jeg ser frem til det videre arbejde med at få værdighedspolitikken i spil hos borgerne, siger borgmester Marie Stærke. 
 I anden sammenhæng foretages interviews blandt borgere og pårørende der er tilknyttet kommunens ældrepleje, og her vil fokus på værdighed blive en del af de emner, der spørges ind til.
Det er lovmæssigt bestemt, at landets kommuner skal vedtage en værdighedspolitik for den kommunale ældrepleje. Værdighedspolitikken gælder for hele den kommunale ældrepleje og er ikke begrænset til særlige grupper af ældre. 

 

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje