---
title: "Nyt fra byrådets møde den 25. februar 2025"
description: "Med blandt andet disse overskrifter ”Mini-bibliotek på vej til Ejby”, ”Bedre forhold for cyklister langs Ringvejen og Københavnsvej” og ”Årets første økonomiske redegørelse”."
date: "2025-02-25"
created: "2025-02-25"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Nyheder](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/nyheder)

                [Nyt fra byrådets møde den 25. februar 2025](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/nyheder/nyt-fra-byraadets-moede-den-25-februar-2025)

# Nyt fra byrådets møde den 25. februar 2025

Med blandt andet disse overskrifter ”Mini-bibliotek på vej til Ejby”, ”Bedre forhold for cyklister langs Ringvejen og Københavnsvej” og ”Årets første økonomiske redegørelse”.

**Årets første økonomiske redegørelse**

En række forskellige udfordringer betyder, at årets
første økonomiske redegørelse giver anledning til en økonomisk opbremsning i
Køge Kommune. Byrådet blev præsenteret for redegørelsen på årets andet
byrådsmøde, og her stod det klart, at der endnu engang sker en stigning til
udgifter til børn og voksne, der har det svært. Området presser budgettet på
mellem 10 – 15 millioner kroner. Dertil kommer, at stigende fjernvarmepriser
gør det dyrere at varme kommunens bygninger op. Alt i alt betyder det, at der i
starten af 2025 skal findes omkring 15 millioner kroner på budgettet.

Over de seneste 4 år er der tilført omkring 50 millioner
kroner ekstra til netop det specialiserede børne- og voksenområde. Pengene går
til at sætte ind hos børn og voksne i svære situationer. Men på trods af et
stigende behov, bliver udgifterne ikke kompenseret fra statens side – og det
mærkes nu for alvor i kommunens budget.

- I Køge Kommune er der en stor drivkraft og mange ønsker om
at udvikle en levende kommune med gode rammer for velfærden. Lige nu kan vi se,
at de ønsker bliver presset af den økonomiske udvikling. Det er vi nødt til at
tage alvorligt, og det kommer til at betyde noget for de muligheder, vi har. Vi
er i fuld gang med en task force, der skal finde løsninger på det
specialiserede område. Jeg forventer mig bestemt noget af det arbejde, men
uanset hvordan vi vender og drejer budgettet, så er vi som byråd tvunget til
nøje at overveje, hvordan vi løser den umiddelbare udfordring, siger borgmester
Marie Stærke.

 ****

**Køge Kommunes bilpark skal køre på strøm i2030**

I 2030 skal alle 70 servicebiler i Køge Kommunes bilpark
være skiftet fra brændstofbiler til elbiler. Det er ambitionen i kommunens
klimaplan. Et vigtigt skridt i den omstilling er, at der opsættes tilstrækkelig
med ladestandere rundt om i hele kommunen, så det er nemt for medarbejderne at
få strøm på bilen, når de skal rundt til kommunens borgere.

På aftenens byrådsmøde besluttede et flertal i byrådet
derfor også, at der i efteråret 2025 skal opsættes 19 nye ladestandere på syv
forskellige lokationer rundt om i kommunen. Primært der, hvor medarbejderne i
forvejen parkerer.

- Med beslutningen, sætter vi nu turbo på
omstillingen af kommunens bilpark, og jeg er rigtig glad for, at vi nu er et
skridt tættere på at indfri vores ambition om en eldrevet bilpark, siger
borgmester Marie Stærke.

 ****

**Bedre forhold for cyklister langs Ringvejenog Københavnsvej**

Så er der godt nyt til alle cyklister i kommunen. På
aftenens byrådsmøde besluttede politikkerne nemlig at frigive penge til, at
cykelforholdene skal optimeres langs Ringvejen og Københavnsvej. Helt konkret
betyder det, at der laves forbedringer i 12 vejkryds langs strækningen.
Forbedringerne indeholder blandt andet cykelsignaler, øget markering i form af
cykelsymboler og nemmere og hurtigere højresving. Projektet sættes i gang i
foråret 2025 og forventes færdig i efteråret 2026.

- Det er vigtigt, at vi hele tiden investerer i
bedre infrastruktur for alle dem, der hopper op på cyklen. Og forhåbentlig kan
det give endnu flere lyst til at lade bilen stå. Det er både godt for klimaet
og den enkelte, siger borgmester Marie Stærke.

På aftenen møde besluttede byrådet også at søge midler
fra vejdirektoratets årlige pulje til et projekt, som skal binde Køge og Ejby
sammen med en 3,1 kilometer lang cykelsti. Køge Kommune forventer svar på
ansøgningen i løbet af efteråret.

 ****

**Forslag: Boskovcenteret skal udvides**

Den sydlige del af Hastrup skal have bedre
indkøbsmuligheder. Forslag til ny lokalplan baner nemlig vejen for en
opgradering af det eksisterende Boskovcenter, som vil kunne udvides til i alt
2.400 m2 detailhandel – svarende til i alt to dagligvarebutikker.

Planen er, at det nuværende center rives ned, og at der
efterfølgende opføres et nyt med plads til både den eksisterende Netto og
yderligere en dagligvarebutik. Lokalplanen åbner samtidig for
publikumsorienterede serviceerhverv ud mod Vordingborgvej, hvilket giver
muligheden for, at det eksisterende pizzeria og frisør kan blive i området.

- Boskovcenteret er nedslidt og trænger klart
til et løft. Dette forslag til en ny lokalplan vil forbedre indkøbsmulighederne
for beboerne i området og samtidig sikre en bedre trafikafvikling omkring
centeret, så det er trygt at færdes for de bløde trafikanter, siger borgmester
Marie Stærke.

Udover et mere moderne center er der lagt op til en
forbedring af parkeringsforholdene og en overordnet trafikafvikling i området
for både biler, busser og vareleveringer, der skal gøre det sikkert at færdes
for de bløde trafikanter.

Forslaget til lokalplanen følges af et tillæg til
kommuneplanen. Begge dele bliver nu sendt i høring i syv uger. Samtidig vil der
blive afholdt et borgermøde den 8. april 2025, kl. 19.00 til 20.30 i kantinen
på Køge Rådhus. Borgermødet vil blive annonceret på koege.dk, og invitation vil
blive sendt til umiddelbare naboer.

 ****

**Boliger på vej på Kymervej**

Nu er vejen banet for, at 14 husstande kan få adresse på
Kymervej i det sydlige Borup. Byrådet har netop vedtaget en ny lokalplan, der
undervejs er blevet justeret blandt andet efter en høring i efteråret. De
indkomne svar gav anledning til, at der i den sydvestlige del af området er
lagt større afstand ind mellem de nye boliger og det eksisterende erhverv mod
syd. Samtidig er der blevet gjort tiltag, der skal minimere potentielle
indbliksgener i de eksisterende boliger.

Den nye lokalplan, som giver mulighed for at opføre op
til syv bygninger med i alt 14 boliger, lægger op til, at der kan opføres
bygninger i op til 2 etager med god plads til beplantning, regnvandshåndtering,
fælles opholdsarealer samt en fælles parkeringsløsning.

- Kymervej
er placeret i et rigtig dejligt område, som byder på både naturoplevelser og
Borups byliv i gåafstand. Jeg er glad for, at vi nu gør plads til endnu flere
Borup-borgere, og at lokalplanen samtidig stiller tydelige krav til kvaliteten
i det kommende byggeri, siger borgmester Marie Stærke.

Lokalplanen betyder, at facader på de kommende boliger
skal etableres primært i mursten, skærmtegl og/eller træ, at fællesparkering
placeres, så den ikke bliver direkte synlig fra Kymervej, at der skal etableres
et beplantningsbælte mod eksisterende erhvervsområder, samt at der skal
etableres en offentlig tilgængelig sti mod syd til Bækgårdsvej.

 ****

**Herfølge Bjergby og infrastrukturen**

Den kommende bydel Herfølge Bjergby skal være mangfoldig
og grøn – en bydel for alle, der værdsætter fællesskabet og en bæredygtig
hverdag i naturskønne omgivelser. Bjergbyen skal, når den står færdig, bestå af
fire kvarterer med både daginstitution og friskole og med fokus på den lokale
handel. Med bare 36 minutter i toget til København H er placeringen også ideel
for dem, der har arbejde i eller omkring hovedstaden.

Nu har byrådet afsat midler til anlæg af vejinfrastruktur
i området. De kommende projekter omfatter handler blandt ombygning af krydset
Svansbjergvej/Bjergvej samt udvidelse af Bjergvej og anlæg af stiforbindelser.
I år bliver der taget fat på de indledende arbejder og den konkrete udformning
af projekterne, mens realiseringen vil være koblet op på planen for opførelse
af boligerne i Bjerbyen.

Ambitionen er, at et tæt stinet skal gøre det nemt og
attraktiv at tage cyklen eller gå til stationen, indkøb, skole og sport. For i
Herfølge Bjergby vil der være begrænset kørsel, og parkering vil forgå som
fællesparkering i yderområderne.

- Vi er i gang med at se på både lokalplaner og
de aftaler om udbygninger, vi skal indgå med samarbejdspartnere i Herfølge
Bjergby. Jeg glæder mig meget til at følge udviklingen af en bydel, som jeg
tror, bliver noget særegent og helt i tråd med, hvordan vi skal tænke både
boliger og bydele fremover; bæredygtige og med fokus på fællesskab, siger
borgmester Marie Stærke.

Med i helhedsplanen for Herfølge Bjergby er også
ambitionen om en underføring af sti ved Herfølge Station. Her kan du læse mere
om Herfølge Bjergby (http://www.koege.dk/herfoelgebjergby)

 ****

**Mulighed for erhverv på Naurbjergvej**

På Naurbjergvej er der nu nye muligheder for at drive
erhverv. Den lokalplan, der netop er vedtaget, giver nemlig mulighed for
lettere industri og håndværksvirksomhed i form af lager-, distributions- og
produktionsvirksomhed samt administration i forlængelse af eksisterende
erhvervsområde omkring Hjørnegårdsvej i Ll. Skensved. På baggrund af input fra
borgere i Ll. Skensved og Naurbjerg er der foretaget revideringer af det
forslag til lokalplan, der har været i høring.

- Mulighederne
for at drive erhverv bliver naturligvis givet med udgangspunkt i
åbeskyttelseslinjen omkring Skensved Å. Det betyder, at der ikke kan bygges nyt
i den nordlige del af lokalplanområdet.

På baggrund af gode input fra borgerne
har vi ændret planen, så der nu desuden stilles krav om, at bebyggelsen skal
være sammenhængende på en måde, så den fungerer som afskærmning mellem køre- og
færdselsarealerne mod syd og det fremtidige grønne område omkring Skensved Å,
siger borgmester Marie Stærke.

Samtidig vil der blive stillet krav om et
beplantningsbælte nord for bebyggelsen – hvor der også søges etableret en
trampesti.

 ****

**Mini-bibliotek på vej til Ejby**Medborgerhuset
i Ejby er et livligt samlingspunkt, hvor frivillige i mange år har sørget for
børneteater, koncerter, foredrag og meget mere til glæde for alle i Ejby. Og nu
får medborgerhuset også sit eget minibibliotek. Det gav et enigt byråd nemlig
grønt lys til på aftenens møde.

- Det her er et fantastisk eksempel
på, hvad stærke lokale kræfter kan lykkedes med at skabe. Og jeg vil gerne sige
stor tak til alle de frivillige i Ejby Medborgerhus, som har taget initiativ
til, at vi nu i fællesskab kan åbne et mini-bibliotek. Jeg er sikker på, at
biblioteket kommer til at skabe endnu flere fællesskaber og gode stunder på
tværs af generationer i Ejby, siger borgmester Marie Stærke.

Minibiblioteket bygger ovenpå
det såkaldte ’bibliotekspunkt’, som har været drevet af frivillige i
medborgerhuset siden 2012. Her har man kunne hente reserverede materialer fra
Køge Bibliotek og bytte bøger fra bogbyttehylderne. Med minibiblioteket, vil
KøgeBibliotekerne nu sørge for, at der fast bliver fyldt bøger på hylderne, som
kan lånes med hjem samme dag.

Minibiblioteket skal drives af medborgerhusets
frivillige, som bliver oplært i basal biblioteksbetjening.

**Ansatte i Køge Kommune bruger whistleblowerordning**Hvert år gives en status på, hvor mange indberetninger,
Køge Kommune har modtaget i den whistleblowerordning, der skal sikre en god og
tryg arbejdsplads for Køge Kommunes godt 5000 medarbejdere.

I 2024 har der i alt været otte henvendelser til
whistleblowerordningen, hvor to af dem har givet
anledning til politianmeldelse, mens en sag er blevet afvist, da indberetningen
ikke

faldt ind under ordningens anvendelsesområde. De
resterende fem sager er blevet behandlet af whistleblowergruppen, som har
udført en omhyggelig opfølgning for at undersøge og vurdere rigtigheden af de
påstande, der fremsættes i indberetningerne.

- Whistleblowerordningen et med til at skabe den tillid,
som er nødvendig for, at medarbejderne kan trives på jobbet og har et sted et
trygt sted at gå til med deres bekymringer. Det er helt afgørende for at sikre,
at Køge Kommune er en god og sund arbejdsplads, siger borgmester Marie Stærke.
