---
title: "Nyt fra byrådets møde den 27. maj 2025"
description: "Med blandt andet disse overskrifter: ”Nye boliger og erhverv på vej ved Stensbjergvej i Køge”, ”Nye ældreboliger styrker plejen i Køge Nord” og ”Ny sundhedsreform på vej”."
date: "2025-05-27"
created: "2025-05-27"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Nyheder](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/nyheder)

                [Nyt fra byrådets møde den 27. maj 2025](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/nyheder/nyt-fra-byraadets-moede-den-27-maj-2025)

# Nyt fra byrådets møde den 27. maj 2025

Med blandt andet disse overskrifter: ”Nye boliger og erhverv på vej ved Stensbjergvej i Køge”, ”Nye ældreboliger styrker plejen i Køge Nord” og ”Ny sundhedsreform på vej”.

**Nye boliger og erhverv på vej ved Stensbjergvej i Køge**

Køge Kommune sender nu et forslag til lokalplan 1116 i offentlig høring. Planen
skal gøre det muligt at opføre ca. 106 boliger og op til 150 m2 kontor- eller
serviceerhverv på den såkaldte Trekantsgrunden ved Stensbjergvej i Køge. Der er
tale om et bynært projekt med bebyggelse i 2-4 etager lige nord for Køge
Idrætspark.

Lokalplanområdet er i dag udlagt til aflastningsparkering
for idrætsparken, men får nu ny betydning i byens udvikling. Lokalplanen
stiller bl.a. krav om tilpasning af byggeriet til nærområdet med placering af
rækkehuse mod Fuglevejskvarteret og etageboliger mod idrætsparken. Lokalplanen
stiller desuden krav til håndtering af regnvand og om erstatning af en
eksisterende sti gennem området.  Samtidig er der lagt op til færre
p-pladser end der normalt kræves, fordi området ligger tæt på både station og
stisystemer.

- Med projektet på Trekantsgrunden får vi flere
boliger tæt på bymidten, sygehuset og på den offentlige transport. Det er en
meget attraktiv beliggenhed, og jeg ser frem til at følge udviklingen på den
fine grund i umiddelbar nærhed af både Køge Idrætspark og alt det gode, der er
at finde i Køge Bymidte, siger borgmester Marie Stærke.

Lokalplanforslaget er i høring over sommeren, og der vil
blive afholdt borgermøde den 10. juni kl. 17-18.30 i kantinen på Køge Rådhus.

Projektet er en del af den samlede finansiering af Køge
Idrætspark.

**Nye ældreboliger styrker plejen i Køge Nord**

39 moderne ældreboliger og servicearealer ved Køge Nord Plejecenter kan inden
længe tage form. Byrådet har nemlig godkendt den finansiering, der betyder, at
processen med at vælge en totalentreprenør nu kan gå i gang.

Projektet bliver den tredje etape i området og skal styrke
både kapaciteten og kvaliteten i ældreplejen.

Boligerne skal opføres som moderne toværelseslejligheder, og
byggeriet opføres i to etager. To af boligerne bliver indrettet som
ægtefælleboliger, og alle beboere får adgang til fællesarealer, som
understøtter både trivsel og tryghed.

- I Køge Kommune prioriterer vi trygge og værdige
rammer for vores ældre borgere. De nye boliger og servicefaciliteter i Køge
Nord er et vigtigt skridt i at sikre, at flere kan få den støtte og omsorg, de
har brug for – tæt på lokalmiljøet og med høj kvalitet, siger borgmester Marie
Stærke.

Kommunen er selv bygherre og stiller derfor krav til både
kvalitet og bæredygtighed i byggeriet. Projektet finansieres via en kombination
af realkreditlån, statslig støtte og kommunal medfinansiering. En del af
finansieringen dækkes også af beboernes egne indskud.

De nye boliger forventes at stå klar som en del af den
fortsatte udbygning af Køge Nord Plejecenter.

**Ny sundhedsreform på vej**

Når vi bliver syge, ringer vi til lægen. Er det akut, må vi forbi skadestuen.
Og når vi har brug for genoptræning, er det kommunen, der tager over. Bag det
danske sundhedsvæsen, ligger et fintmasket net af organisering, som den
kommende Sundhedsreform kommer til at ændre på.

Byrådet blev på sit maj-møde præsenteret for en sag, som
viser de første skridt mod den organisering. Planen er, at Region Sjælland
deles i to såkaldte Sundhedsråd. Her vil Køge Kommune være repræsenteret i
Sundhedsrådet for Østsjælland og øerne sammen med Greve, Solrød, Roskilde,
Faxe, Stevns Vordingborg, Guldborgsund og Lolland Kommuner og 11 regionale
repræsentanter.

Sundhedsrådene skal fremover være de centrale
samarbejdsplatforme, hvor kommuner og regioner arbejder tæt sammen om at styrke
det nære sundhedsvæsen.

- Sundhedsreformen har til formål at styrke
sundhedsvæsenet i hele landet, og sørge for en mere ligelig fordeling af
tilbuddene. Det er nogle spændende tanker, og en ambitiøs målsætning, og jeg
ser frem til at arbejde for at få skabt et godt og stærkt samarbejde i de nye
sundhedsråd, så borgerne oplever et sundhedsvæsen, der hænger bedre sammen,
siger borgmester Marie Stærke.

Baggrunden for reformen er, at sundhedsvæsenet er under et
stigende pres. Den demografiske udvikling med flere ældre og færre i den
arbejdsdygtige alder betyder, at flere får behov for pleje og behandling, og at
der vil mangle medarbejdere i sundhedsvæsenet. Samtidig skal reformen gøre
udbuddet af sundhedsydelser mere ensartet på tværs af landet.

De første forberedende sundhedsråd etableres allerede pr. 1.
januar 2026, og her skal fundamentet lægges for det nye samarbejde.

**Skovbegravelsesplads i Purlunden ved Vallø er nu godkendt**

Et grønt og roligt alternativ til de traditionelle kirkegårde bliver nu en del
af mulighederne for borgerne i Køge Kommune. Byrådet har godkendt vedtægter og
priser for den kommende skovbegravelsesplads i Purlunden, nord for Vallø
slotspark.

Skovbegravelsesparken etableres af Vallø Stift og vil tilbyde
forskellige typer urnepladser – fra enkeltpladser til pladser ved familietræer
– og prissætningen følger niveauet fra lignende pladser i Danmark. Priserne
spænder fra 6.900 kr. til 27.600 kr., afhængig af gravstedets størrelse og
type.

Vallø Stift står for etablering og drift, mens Køge Kommune
fører et årligt tilsyn med pladsen. Kommunen har ikke ansvar for selve arealet,
men sikrer gennem tilsynet, at alt forløber efter gældende regler og godkendte
vedtægter.

Borgmester Marie Stærke glæder sig over beslutningen:

- Vi ved, at der er en voksende interesse for mere
naturnære og bæredygtige begravelsesformer – også fra mennesker, der er
medlemmer af folkekirken. Så jeg er glad for, at den mulighed nu ser ud til at
kunne blive en realitet her i vores kommune også, siger Marie Stærke.

Næste skridt er, at vedtægterne sendes til Kirkeministeriet
til endelig godkendelse. Herefter kan skovbegravelsespladsen i Purlunden tages
i brug.
