Nyt fra byrådets møde den 28. oktober 2025
Med blandt andet disse overskrifter: ”Faglokalerne på Køges skoler får et løft”, ”Køge Kommune blandt landets førende på it-sikkerhed”, og ”Samarbejde i opgaveudvalg giver bedre beslutninger i Køge Kommune ”.
Faglokalerne på Køges skoler får et løft
Et enigt byråd besluttede på aftenens møde at frigive penge til at sætte gang i en større opgradering af folkeskolernes faglokaler og hermed skabe endnu bedre rammer for læring i blandt andet fysik/kemi, madkundskab og billedkunst.
Opgraderingerne bliver planlagt i tæt dialog med skolerne, som har givet input til, hvordan faglokalerne bedst kan understøtte undervisningen. Det forventes, at alle kommunens skoler får glæde af projektet – med undtagelse af Vemmedrupskolen, som for nylig er blevet totalrenoveret.
Opgraderingerne kan for eksempel bestå af nyt inventar og bedre indretning, der gør det lettere og mere inspirerende for eleverne at arbejde praktisk og eksperimenterende.
- De praktiske fag har stor betydning i folkeskolen – både for kreativitet og faglig udvikling. Og de er kun blevet vigtigere de seneste år, hvor der mangler unge, der vælger en erhvervsuddannelse. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu investerer målrettet i at løfte skolernes faglokaler, så eleverne får de bedste rammer for at udfolde sig, siger borgmester Marie Stærke.
I alt har Byrådet afsat 27 millioner kroner til projektet i perioden 2025-2028. Det sker som led i den nationale Aftale om Folkeskolens kvalitetsprogram, der skal styrke kvaliteten i undervisningen og sikre tidssvarende læringsmiljøer på landets skoler.
Køge Kommunes erfaringer med skærmbesøg i hjemmeplejen skal bredes ud til flere kommuner
Skærmbesøg i hjemmeplejen kan i nogle tilfælde give rigtig god mening. Og erfaringen fra Køge Kommune er, at de både frigør tid, skaber tryghed og giver borgerne mere fleksibilitet i hverdagen. Skærmbesøg betyder rent praktisk, at en medarbejder støtter og vejleder gennem et videoopkald til borgeren på en tablet.
Med de gode erfaringer i bagagen er Køge Kommune nu blevet udvalgt som en af de kommuner, der skal stå i spidsen for et landsdækkende samarbejde om at udbrede brugen af skærmbesøg i hjemmeplejen. Det sker som led i KL’s nationale skaleringsindsats, hvor kommuner med gode erfaringer hjælper andre med at tage ny velfærdsteknologi i brug.
Med rollen som skaleringsleder får Køge Kommune samtidig styrket sin egen viden og kompetencer i at udbrede velfærdsteknologi til gavn for både medarbejdere og borgere.
- Teknologien er med til at frigøre tid til de borgere, der har mest brug for fysisk hjælp. Og jeg er stolt af, at vi i Køge Kommune er lykkedes med at sætte det i spil på en måde, der giver værdi for både borgere og medarbejder. Det giver rigtig god mening, at kommunerne deler deres viden med hinanden, og jeg glæder mig over, at vi nu kan inspirere andre kommuner i forhold til, hvordan skærmbesøgene kan implementeres i hverdagen, siger borgmester Marie Stærke.
Som såkaldt skaleringsledende kommune får Køge Kommune 900.000 kroner til at drive samarbejdet og understøtte syv andre kommuner i at indføre og få mest muligt ud af teknologien.
Midlerne skal bruges til projektledelse, erfaringsudveksling og workshops, der skal sikre, at flere ældre får glæde af de digitale løsninger.
Samarbejdet om skærmbesøg løber fra september 2025 til marts 2027 og støttes af midler fra regeringens reform af ældreområdet.
Køge Kommune blandt landets førende på it-sikkerhed
Køge Kommune har de seneste år haft stort fokus på it-sikkerhed og beskyttelse af borgernes data. Og nu viser en ny national undersøgelse fra Kommunernes Landsforening, at kommunen har nået sit mål på området og placerer sig helt i front, når det kommer til it-sikkerhed i den offentlige sektor. Køge Kommune scorer 4,4 på en skala fra 0 til 5 og placerer sig hermed på en ottendeplads i forhold til alle landets kommuner.
- It-sikkerhed handler om langt mere end teknik. Det handler om borgernes tryghed og deres tillid til, at vi passer godt på deres data. Et hackerangreb kan få alvorlige konsekvenser for den enkelte, og derfor har vi i Køge Kommune investeret massivt i at beskytte både systemer og oplysninger. Det arbejde bærer nu frugt, og jeg er utrolig stolt af den flotte placering i undersøgelsen, siger borgmester Marie Stærke.
Blandt de konkrete tiltag er for eksempel træning af medarbejdere i at spotte phishingforsøg og interne testangreb, hvor ”hackere” forsøger at finde såkaldte sikkerhedshuller.
Det styrkede fokus på it-sikkerhed kommer på et tidspunkt, hvor kravene til kommunerne bliver skærpet. Med Folketingets beslutning om at lade kommunerne være omfattet af EU’s nye NIS2-direktiv skal alle kommuner fremover leve op til en række nye krav til sikkerhed, dokumentation og beredskab.
Den indsats, som Byrådet satte i gang i 2024, gør det muligt at leve op til NIS2-direktivets krav og sikre, at borgernes data og kommunens systemer beskyttes mod trusler udefra.
Selvom målet er nået, fortsætter arbejdet løbende med at styrke it-sikkerheden, så kommunen også fremover kan modstå nye trusler.
Samarbejde i opgaveudvalg giver bedre beslutninger i Køge Kommune
Køge Kommune vil i højere grad inddrage borgere, erhvervsliv, foreninger og andre relevante aktører i de beslutninger, der træffes. Sådan lød ambitionen, da byrådet nedsatte to såkaldte opgaveudvalg om henholdsvis frisættelse af kommunens folkeskoler og etableringen af et lokalplejehjem.
Et opgaveudvalg er et midlertidigt, rådgivende udvalg nedsat af Byrådet, hvor aktører, som beslutningerne vedrører, inviteres med ved bordet. Og en ny slutevaluering af arbejdet i de to udvalg, viser nu, at arbejdsformen har fungeret over al forventning. Hele 80-100 procent af deltagerne anbefaler, at Køge Kommune fortsætter med metoden, og 60 procent oplever, at opgaveudvalg giver et bedre beslutningsgrundlag end de stående fagudvalg alene.
- Når vi bringer forskellige perspektiver i spil, bliver vores beslutninger både klogere og mere forankrede i virkeligheden. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at det her er vejen frem, når vi i fremtiden skal finde de bedste løsninger for vores kommune og for de beslutninger, vi tager, som har betydning for borgerne, siger borgmester Marie Stærke.
På baggrund af de gode erfaringer besluttede Byrådet, at der i den kommende byrådsperiode skal nedsættes 1-2 nye opgaveudvalg hvert år. Målet er at fortsætte udviklingen af en moderne og inddragende politisk kultur, der bygger bro mellem kommune, borgere, civilsamfund og erhvervsliv og som styrker grundlaget for fremtidens velfærd i Køge Kommune.
Pressekontakt:
Borgmester Marie Stærke, tlf. 2490 2000