---
title: "Nyt fra kommunalbestyrelsens møde den 29. september 2026"
description: "Med disse overskrifter: Køge bakker op om Greater Copenhagen, frivilligpuljen skal fordeles på tre områder, 1,1 mio. kr. skal styrke kræftindsatsen, 10. klasse fortsætter på campus i ny organisering, fælles retningslinjer skal skabe bedre indkøb på det sp"
date: "2026-09-29"
created: "2026-09-29"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Nyheder](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/nyheder)

                [Nyt fra kommunalbestyrelsens møde den 29. september 2026](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/nyheder/nyt-fra-kommunalbestyrelsens-moede-den-29-september-2026)

# Nyt fra kommunalbestyrelsens møde den 29. september 2026

Med disse overskrifter: Køge bakker op om Greater Copenhagen, frivilligpuljen skal fordeles på tre områder, 1,1 mio. kr. skal styrke kræftindsatsen, 10. klasse fortsætter på campus i ny organisering, fælles retningslinjer skal skabe bedre indkøb på det specialiserede socialområde og dæmme op for social svindel, og flere ladestandere skal understøtte Køge Kommunes grønne bilflåde

## Køge bakker op om Greater Copenhagen

Køge Kommune vil fortsat være en del af Greater Copenhagen-samarbejdet, der arbejder for vækst, udvikling og jobskabelse på tværs af Østdanmark og Sydsverige.
Fra 2027 lægges der op til en ny finansieringsmodel, hvor kommunerne bidrager til samarbejdet. For Køge Kommune betyder det en årlig udgift på cirka 37.000 kr., som finansieres inden for kommunens eksisterende budget til erhvervs- og turismeaktiviteter.
Greater Copenhagen har blandt andet fokus på arbejdsmarked, mobilitet og infrastruktur samt mulighederne i forbindelse med Femern-forbindelsen. Den nye finansieringsordning skal evalueres efter et år.

- Samarbejdet i Greater Copenhagen giver os mulighed for at løfte blikket ud over kommunegrænsen og arbejde sammen om vækst, arbejdspladser og bedre infrastruktur, siger borgmester Ken Kristensen.

## Frivilligpuljen skal fordeles på tre områder

Køge Kommune vil ændre måden, kommunens frivilligpulje bliver fordelt og administreret på. Baggrunden er ny lovgivning, som betyder, at kommunen skal afsætte midler til frivilligt socialt arbejde særskilt på børne- og ungeområdet, voksen-socialområdet og ældreområdet.
I 2026 er der i alt cirka 2,1 mio. kr. i puljen. Der er udarbejdet fire forskellige modeller for, hvordan pengene kan fordeles mellem de tre områder. Fremover skal de relevante fagudvalg fastlægge rammer og kriterier for puljerne, mens forvaltningerne står for den konkrete tildeling.
Den nye organisering ændrer ikke på det samlede beløb i frivilligpuljen.

- De frivillige gør hver dag en stor forskel for mange mennesker i Køge Kommune. Derfor er det vigtigt, at vi også fremover har gode rammer for det frivillige sociale arbejde, siger borgmester Ken Kristensen.

## 1,1 mio. kr. skal styrke kræftindsatsen i Køge Kommune

Køge Kommune får årligt 1,055 mio. kr. til kommunale indsatser som led i Kræftplan V. Pengene skal bruges på tre områder: palliation, nikotinstop og en indsats for børn med svær overvægt.
Der lægges op til at bruge 785.000 kr. på den palliative indsats, blandt andet til en medarbejder med specialiserede kompetencer og kompetenceudvikling. 100.000 kr. skal gå til vederlagsfri nikotinstopmedicin, mens 170.000 kr. skal bruges på indsatsen for børn med svær overvægt.
Indsatsen for børn forankres i Sundhedsplejen og gennemføres i tæt samarbejde med kommunens folkesundhedsteam.

- Det er vigtigt, at vi sætter ind både med forebyggelse og med støtte til mennesker, der er ramt af alvorlig sygdom. De nye midler giver os mulighed for at styrke indsatsen på flere områder, siger borgmester Ken Kristensen.

## Høring: 10. klasse fortsætter på campus i ny organisering

Elever, der ønsker at afslutte folkeskolen med 10. klasse, vil fra august 2027 fortsat kunne gøre det på Campus Køge. Kommunalbestyrelsen besluttede den 29. september at sende et forslag i høring, som skal sikre et fortsat 10. klassetilbud frem mod indførelsen af EPX i 2030. Af høringsmaterialet kan man se, at det i givet fald vil blive en erhvervsskole og ikke Køge Kommune, der skal stå for undervisningen fra skoleåret 2027. Hvilken erhvervsskole det bliver, skal afklares gennem et udbud. For eleverne betyder ændringen, at muligheden for at vælge et 10. skoleår fortsætter frem mod indførelsen af EPX.
Baggrunden er den nationale beslutning om, at 10. klasse fra 2030 afskaffes som selvstændigt tilbud i kommunalt regi i forbindelse med indførelsen af EPX. Den nye organisering skal være med til at sikre et stabilt tilbud med tilstrækkeligt mange kvalificerede lærere i årene frem mod 2030.
Alle medarbejdere på det nuværende 10. klassetilbud vil få tilbud om at følge med til den erhvervsskole, der fremover skal stå for undervisningen.

- Det vigtigste er, at de unge fortsat har mulighed for at vælge 10. klasse i Køge. Med den her løsning vil vi skabe størst mulig tryghed og kontinuitet for både elever og medarbejdere og samtidig sikre et stærkt 10. klassetilbud helt frem til, at EPX bliver indført, siger borgmester Ken Kristensen.

Forslaget er nu sendt i offentlig høring frem til den 27. november 2026. Herefter indgår høringssvarene i den videre politiske behandling, inden der træffes endelig beslutning.
Høringen vil fremgå på [Køge Kommune](https://www.koege.dk/MOLIRIPAGE/d52dc01e-f92a-48d1-a2e5-8f20c10dafe0 "Køge Kommune")s hjemmeside.

## Fælles retningslinjer skal skabe bedre indkøb på det specialiserede socialområde samt dæmme op for social svindel

Køge Kommune tilslutter sig fem fælles retningslinjer, der skal give de sjællandske kommuner bedre redskaber kontrol til at sikre sammenhæng mellem pris og kvalitet ved køb af tilbud på det specialiserede socialområde – og samtidig være med til at dæmme op for social svindel og urimelige priser.
Retningslinjerne er fælles for de 17 kommuner i KKR Sjælland og stiller blandt andet krav om større gennemsigtighed i priser, ensartet dokumentation og tættere opfølgning på kontrakter. Kommunerne skal samtidig kun acceptere priser og prisstigninger, når der er et klart og dokumenteret fagligt, juridisk og økonomisk grundlag.
Målet er både at sikre borgerne den rette kvalitet i tilbuddene og styrke kommunernes mulighed for at reagere, hvis leverandører opkræver urimelige priser eller ikke leverer den aftalte indsats.

- Det er vigtigt, at borgerne får den kvalitet, vi har aftalt, til en pris, der står mål med indsatsen. Derfor er det positivt, at vi på tværs af kommunerne og sammen med Region Sjælland styrker samarbejdet og gennemsigtigheden mellem pris og kvalitet. Samtidig styrker vi kampen mod de brodne kar, der forsøger at tjene penge på nogle af vores mest udsatte borgere. Det er kynisk, og det har vi som samfund ikke råd til, siger borgmester Ken Kristensen.

## Flere ladestandere skal understøtte Køge Kommunes grønne bilflåde

Fremover kan borgerne i Køge Kommune se endnu flere kommunale kørekøjer på el – en omstilling, der er et vigtigst skridt i den rigtige retning: Elbilerne støjer mindre, forurener mindre lokalt og bidrager til en reduktion af CO₂-udledningen – alt sammen ambitioner, der harmonerer godt med Køge Kommunes visioner på klimaområdet.
Kommunalbestyrelsen i Køge Kommune har nu vedtaget at fortsætte etableringen af ladestandere til brug for de kommunale køretøjer. Kommunen har allerede som led i et pilotprojekt etableret 20 ladestandere på syv forskellige lokationer – ladestandere, der med hver to udtag giver dermed mulighed for opladning af i alt 40 el-biler på samme tid.
I første omgang drejer det sig om ladestandere til brug for kommunens sundhedspersonale på bl.a. Tingstedet, Møllebo, Borup, Ejby og Ølby ældrecentre.
Og med Kommunalbestyrelsens beslutning kan arbejdet med ladeinfrastrukturen altså fortsætte:

- Når vi omstiller kommunens biler til el, skal ladeinfrastrukturen selvfølgelig følge med. Vi er allerede godt i gang, og med beslutningen om at udvide kan vi fortsætte arbejdet og skabe mulighed for, at endnu flere af kommunens biler kan køre på el. Det er en konkret del af den grønne omstilling af Køge Kommunes egen drift, siger borgmester Ken Kristensen.

Teknik- og Miljøforvaltningen undersøger mulighederne for at etablere flere ladestandere og dermed understøtte den fortsatte omstilling af Køge Kommunes bilflåde fra fossile brændstoffer til el.
