Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Nyheder Nyt uddannelsestilbud giver bedre trivsel og større arbejdsglæde i dagtilbud

Nyt uddannelsestilbud giver bedre trivsel og større arbejdsglæde i dagtilbud

Bedre trivsel blandt børnene og gladere pædagoger er resultatet i flere dagtilbud i Køge Kommune, hvor pædagoger er blevet videreuddannet i det internationale forebyggelsesprogram ICDP. Programmet har fokus på, hvordan samspil mellem børn og voksne støtter barnets udvikling, og nu får pædagoger i alle kommunens dagtilbud uddannelsen tilbudt.

Fire hold med hver 15 pædagoger fra Køge Kommunes dagtilbud begynder 1. september 2023 uddannelsen i det internationale forebyggelsesprogram ICDP. Tre yderligere hold er planlagt til opstart i foråret 2024, og der arbejdes på flere.

-    Jeg er stolt af, at vi kan søsætte så stort et videreuddannelsesforløb på dagtilbudsområdet i Køge Kommune. Flere kommuner arbejder med ICDP, og her i Køge Kommune har vi allerede flere eksempler på at programmet skaber trivsel og arbejdsglæde. Mit håb er, at videreuddannelsen både vil gøre en positiv forskel for børnene og for pædagogernes hverdag, og at den vil føre til, at flere dygtige pædagoger vælger at blive i eller komme til Køge Kommune, siger formand for Børneudvalget Pernille Sylvest.

De fleste dagtilbudsledere er allerede i gang med uddannelse for at kunne skabe de bedste rammer for at kunne implementere den nye viden i dagtilbuddene. 

”Vi har færre børn, som har det svært”

Dagtilbuddet Dueslaget i Bjæverskov begyndte i 2016 at videreuddanne alle dagtilbuddets pædagoger i ICDP, og her er dagtilbudsleder Karina Øer ikke i tvivl om effekten af den faglige videreuddannelse:

-    Vi oplever at have færre børn, som har det svært, og som kræver visitation og handleplaner, efter at vi har gennemgået uddannelsen. Det er ikke børnene, der skal tilpasse sig dagtilbudslivet, det er os, der skal tilpasse os til dem, og det hjælper ICDP os med. Derfor trives børnene bedre, og pædagogerne bliver gladere, for vi vil jo gerne gøre det bedste for børnene, siger dagtilbudsleder Karina Øer.

Karina Øer har færdiggjort uddannelsen i ICDP og skal være en af underviserne på de første hold i Køge. 

”Det er en hjælp”

Udviklingspædagog Mary Jane Lopera Andersen er for tiden tilknyttet Tumlehuset. Hun er i gang med første modul af ICDP-uddannelsen og oplever også, at uddannelsen gør en forskel:

-    Vi får et fælles sprog, og det er en hjælp. Fokus er på at være nærværende og at se på, hvordan vi kan forstå de små signaler i interaktionen med børnegruppen. ICDP handler blandt andet om følelsesmæssige relationer, og at vi sammen har ansvar for, at interaktionen med børnegruppen lykkes, og for at skabe en stemning, hvor børnene føler sig endnu mere trygge, og har det sjovt, siger udviklingspædagog Mary Jane Lopera Andersen, som allerede er tilmeldt næste modul af videreuddannelsen.

Efter pædagogerne i kommunens dagtilbud får pædagogmedhjælperne også tilbudt ICDP-uddannelsen. 

Pressekontakt:
Formand for Børneudvalget i Køge Kommune Pernille Sylvest, telefon: 60 70 37 03

 

Faktaboks - hvad er ICDP:

ICDP er en forkortelse for ”International Child/ Caregiver Development Programme”, og er et internationalt forebyggelsesprogram baseret på forskning i, hvordan voksne gennem det gode samspil støtter barnets udvikling. Målet er at implementere den nyeste viden om børns udvikling til gavn for alle børn. ICDP anvendes i mere end 50 lande og er baseret på FN-konventionen og børns rettigheder.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje