Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Nyheder Spørgsmål og svar om den ulovlige helårsbeboelse på Corona Camping

Spørgsmål og svar om den ulovlige helårsbeboelse på Corona Camping

Her finder du de oftest stillede spørgsmål og svar i sagen om den ulovlige helårsbeboelse på Corona Camping samt en tidslinje over forløbet.

Hvad er Corona Camping?

Corona Camping er en campingplads i Køge Kommune, beliggende i Borup. 
I løbet af sommerhalvåret fungerer pladsen som almindelig campingplads – men derudover er der sket en udvikling, hvor pladsen også benyttes til beboelse om vinteren. Det er en overtrædelse af campingreglementet, som hører under Sommerhusloven, at benytte campingpladser til beboelse om vinteren – udover til ophold i kortere perioder. 


Hvad siger reglerne om ophold på Corona Camping?

I sommerhalvåret må Corona Camping benyttes til campering i perioden fra den 1. marts-31. oktober for op til 100 campingenheder. I perioden fra den 20. juni-10. august skal mindst 50 % af den tilladte kapacitet være til rådighed for campering af højst fire ugers varighed (korttidscampering).
I vinterhalvåret må campingpladsen benyttes til vintercampering i perioden 1.  november-28. februar for højest 20 campingenheder. Camperingen må kun være af kortere varighed, højst 7 dage ad gangen. De campingvogne, der ikke benyttes til vintercampering, skal opstilles således at de ikke kan anvendes til campering.


Hvornår tog Køge Kommune første gang kontakt til Corona Camping om helårsbeboelse?

I 2017 indledte Køge Kommune en dialog med Corona Camping på baggrund af klager fra naboer og Danmarks Naturfredningsforening. Man var bekymret for, at campingpladsen byggede på fredet område, og man var bekymret for de sociale forhold, blandt andet for de børn, der boede derude. 
Naboklagerne blev givet ad flere omgange og gik blandt andet på den megen larm fra fester med videre samt øget trafik i nabolaget. Køge Kommune konstaterede dengang, at campingpladsen have udvidet til helårsbeboelse, hvilket ikke er en mulighed inden for rammerne af lovgivningen.


Hvorfor må de ikke bare blive boende hele året, når det nu fungerer godt for dem?

Fordi det er ulovligt. Som kommune har vi pligt til vi sørge for, at loven bliver overholdt – vi kan ikke bare vælge at se bort fra lovgivningen eller borgernes retssikkerhed. Det er således ikke muligt at vælge, hvilke dele af lovgivningen, vi eksempelvis måtte mene er rimelige eller urimelige. 
Køge Kommune har igennem hele forløbet haft et håb om, at campingpladsens ejere ville erkende, at de må leve op til reglerne for camping i sommersæsonen, så den mangeårige strid kan få en ende.


Kan I ikke bare give dispensation fra loven?

Køge Kommune har undervejs i processen undersøgt muligheden for at give dispensation til Corona Camping, så helårsbeboelse principielt kunne blev en mulighed. Grundet campingpladsens placering – tæt på naboer og i fredet området samt i landzone – er det ikke muligt inden for planlovgivningen. Lovgivningen siger blandt andet, at vi ikke må byudvikle med boligområder i landzonen.


Hjælp til boligsituationen

Når Corona Camping har taget imod borgere ud fra den forudsætning, at borgerne kunne slå sig ned med helårsbopæl på campingpladsen, har det ikke været inden for lovens rammer. Det betyder også, at der lige nu på Corona Camping bor flere borgere, der har solgt deres hjem og står i en for dem rigtig dårlig situation. 
Borgere, der er hjemmehørende i Køge Kommune og ikke på egen hånd kan finde en bolig, kan i visse tilfælde henvende sig hos Køge Kommune for hjælp. Den sociale boliganvisning i Køge Kommune er forbeholdt udsatte borgere, som står med et akut boligproblem og som desuden har eller er i risiko for at få andre alvorlige sociale, økonomiske -og sundhedsmæssige problemer. Hjælp med bolig vil bero på en konkret og individuel vurdering af både borgerens samlede udfordringer og borgerens mulighed for selv at løse udfordringen. 
Muligheden for hjælp har vi løbende gjort beboerne på Corona Camping opmærksom på. Der har i ca. 2 år været en opsøgende medarbejder fra Socialafdelingen på Corona-camping den første onsdag i hver måned for at tilbyde råd og vejledning til borgerne i forhold til eksempelvis opskrivning til akut boligliste, ansøgning om enkeltydelse eller kontakt til Jobcenter.
Ifølge kommunens anvisningsregler kan man som udgangspunkt ikke blive skrevet op til en bolig, hvis man flytter til kommunen med et kendt boligproblem.


Har Køge Kommune henvist boligløse borgere til at bo på Corona Camping?

Det har været fremme, at Køge Kommune selv henviser socialt udsatte borgere til at bo på Corona Camping. Køge Kommunes Socialafdeling har ikke kunne finde nogen eksempler på, at der har været tilfælde af henvisninger til ulovlig helårsbeboelse på campingpladsen. 


Hvordan kan man have folkeregisteradresse på Corona Camping og eksempelvis et sundhedskort med den adresse, hvis det er ulovligt at bo der?

Enhver borger skal tilmelde sig folkeregisteret, der hvor de bor. 
Det forhold, at borgerne opholder sig på Corona Camping i strid med Campingreglementet, er uden betydning for borgerne ret og Køge Kommunes pligt til at registrere dem med bopæl på campingpladsen i CPR-registeret. CPR-registeret tager med andre ord ikke højde for, om folk bor ulovligt.
Når borgeren er registeret i CPR-registeret, bliver Køge Kommune såkaldt handle- og betalingskommune – både i forhold til sociale indsatser og ydelser.
Der kan bo borgere på Corona Camping, der har folkeregisteradresse på andre adresser / i andre kommuner. Her er Køge Kommune som udgangspunkt ikke handle- og betalingskommune.


Tidslinje:


• Køge Kommune indledte den aktuelle sagsbehandling i 2017.


• Campingpladsen ligger op ad fredet naturområde. Danmarks Naturfredningsforening har anmeldt pladsen i marts 2017 for ulovlige terrænændringer og begyndende beboelse i det fredede område af mosen.


• I december 2018 besluttede kommunen at udstede påbud mod helårsbeboelse på Corona Camping – med en frist pr. 31/12 2019. Dvs. ejer og beboere fik et år til at afvikle helårsbeboelse.


• Herefter fulgte en dialog mellem kommunen og pladsens ejer og advokater, som førte til, at fristen blev forlænget til den 31. mal 2020.


• Corona Camping klagede over afgørelsen til Planklagenævnet, som i december 2021 hjemsendte afgørelsen til kommunen, da påbuddet var udstedt med en forkert lovhjemmel.


• Køge Kommune sendte den 17. maj 2022 et nyt varsel om påbud jf. sommerhusloven om lovliggørelse af Corona Camping og ophør med helårsbeboelse inden 1. november 2022.


• Det endelige påbud blev sendt den 6. september 2022 – med samme frist den 1. november 2022.


• Planklagenævnet stadfæstede påbuddet den 5. december 2022, og pålagde kommunen at fastsætte en ny frist.


• På deres møde den 5. januar besluttede Klima- og Planudvalget, at den nye frist skulle fastsættes til den 15. februar 2023.


• Den 15. februar 2023 gennemførte Køge Kommune det varslede tilsyn. På baggrund af det tilsyn, vil Køge Kommune tage kontakt til Corona Camping.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje