Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Nyheder Tryghedsmåling: Ellemarken er blevet et bedre sted at bo

Tryghedsmåling: Ellemarken er blevet et bedre sted at bo

Beboere i Ellemarken er blevet mere tilfredse og især mere trygge i løbet af de to seneste år. Det viser en ny undersøgelse, som er udarbejdet i forbindelse med afslutningen af det tværgående Projekt Fælles Fremtid, der har haft til formål at forebygge utryghed og kriminalitet i Ellemarken.

Ellemarken er et godt sted at bo, fordi området er tæt på både by og natur, der er billige og gode boliger, boligerne og området er velholdt og meget velfungerende, og det opleves mere trygt. Sådan svarer beboerne i en ny tryghedsundersøgelse, som er foretaget i forbindelse med afslutningen af Projekt Fælles Fremtid, som Køge Kommune har gennemført i samarbejde med Midt- og Vestsjællands Politi, Boligsocial helhedsplan Køge og Boligselskabet DAB.

Fra 2021 til 2023 har Projekt Fælles Fremtid haft til formål at forebygge utryghed og kriminalitet i Ellemarken. Projektet har rummet flere konkrete tiltag, som fx en mentorindsats med råd og vejledning, drenge- og pigecafé fra 6. til 9. klasse og en fremtidsklub for unge mellem 17 og 25 år. 

Beboerne i Ellemarken har også haft lokal adgang til hjælp til at finde fritidsjob, praktik- og lærepladser, jobsøgning og CV-skrivning, uddannelsesvejledning, økonomisk rådgivning og familierådgivning i en pavillon, som Projekt Fælles Fremtid åbnede centralt i Ellemarken. I perioden er tilfredsheden med at bo i Ellemarken steget til 72 procent siden den første tryghedsundersøgelse i 2021, hvor 63 procent var enige i, at et Ellemarken er et godt sted at bo. 

Det er især en øget følelse af tryghed, som gør beboerne gladere for deres bydel. 70 procent føler sig grundlæggende trygge i Ellemarken – en betydelig stigning fra 2021, hvor 55 procent følte sig trygge. 

- Jeg glæder mig over den positive udvikling, Ellemarken har gennemgået. Det er ikke mange år siden, vi hørte fra beboerne om utryghed og oplevelsen af at bo i et besat område. Det ville et enigt byråd ændre på og bevilgede derfor penge til Projekt Fælles Fremtid. Ellemarken er et dejligt sted med mange muligheder, hvor beboerne i tiden under Projekt Fælles Fremtid er blevet tilbudt konkret og meget tilgængelig hjælp og rammer for nye fællesskaber. Det har kunnet lade sig gøre i samarbejde med mange dygtige og dedikerede mennesker, og det er skønt nu at se, at indsatserne har båret frugt, siger borgmester Marie Stærke.

”Vi har fået et fællesskab” 

Lawe Mamundi på 21 år har boet i Ellemarken hele sit liv, og han har deltaget i Fremtidsklubben, som har tilbudt råd og vejledning om uddannelse og jobmuligheder og fokuseret på at opbygge et fællesskab med blandt andet fodboldturneringer, ture i svømmehallen og fællesspisning under ramadanen. Han er begejstret for udviklingen:

- Ellemarken har ændret sig meget, især i de seneste år. Fælles Fremtid har sat en stopper for utrygheden, det har bragt os sammen og fået os på rette spor. Vi har fået et fællesskab, som vi ikke havde fået, hvis vi ikke havde været i fremtidsklubben. Nogle havde nok været et andet sted i dag, hvis det ikke var for Projekt Fælles Fremtid. Det har haft en kæmpe indflydelse, siger Lawe Mamundi.

Tilfredsheden med at bo i Ellemarken er steget i alle aldersgrupper, men særligt unge mellem 18 og 29 år blevet gladere for at bo i Ellemarken. Her er tallet steget fra 49 til 64 procent, der svarer ja til, at Ellemarken er et godt sted at bo. 

Men blandt de ældre beboere er der også tilfredshed med forholdene. Bent Erik Jørgensen har boet i Ellemarken i 10 år og blev medlem af lokalbestyrelsen i januar i 2023.

- Jeg er meget glad for at bo her. Her er rart, rent og pænt, og det bliver holdt fint. Jeg har aldrig haft grund til at synes, at her ikke var trygt, siger Bent Erik Jørgensen. 

Nu bliver Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, Børneudvalget og Skoleudvalget på kommende udvalgsmøder præsenteret for resultaterne fra Fælles Fremtid. Udvalgene beslutter, om forvaltningen skal nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan der kan arbejdes videre med de gode resultater.

Pressekontakt:

Borgmester Marie Stærke, telefon: 24 90 20 00

 

Baggrund for tryghedsundersøgelsen i Ellemarken

Byrådet godkendte i august 2020 en handleplan over to år til forebyggelse af utryghed og kriminalitet i Ellemarken - Projekt Fælles Fremtid. Som retningslinje for projektets indsatser blev der i 2021 gennemført en tryghedsundersøgelse blandt beboerne i Ellemarken. Ved Projekt Fælles Fremtids afslutning i juni 2023 er tryghedsundersøgelsen gentaget. I alt 468 beboere har svaret på et elektronisk spørgeskema, og der er gennemført 22 opfølgende dybdegående interview med beboere i Ellemarken. Undersøgelsen er gennemført i maj/juni 2023. Begge tryghedsundersøgelser er gennemført af et eksternt analysebureau.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje