---
title: "9. klasse fik indblik i demokratiet på Køge Rådhus"
description: "Hvad laver en borgmester egentlig, hvorfor skal kommunen spare, og hvordan fungerer demokratiet i praksis? En 9. klasse fra Ellemarksskolen besøgte i dag borgmester Ken Kristensen på Køge Rådhus og fik mulighed for at spørge ind til både de politiske bes"
date: "2026-09-23"
created: "2026-09-23"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Pressemeddelelser](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/pressemeddelelser)

                [9. klasse fik indblik i demokratiet på Køge Rådhus](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/pressemeddelelser/9-klasse-fik-indblik-i-demokratiet-paa-koege-raadhus)

# 9. klasse fik indblik i demokratiet på Køge Rådhus

Hvad laver en borgmester egentlig, hvorfor skal kommunen spare, og hvordan fungerer demokratiet i praksis?  En 9. klasse fra Ellemarksskolen besøgte i dag borgmester Ken Kristensen på Køge Rådhus og fik mulighed for at spørge ind til både de politiske beslutninger og personen bag borgmesterposten.

Borgmester Ken Kristensen tog imod eleverne fra Ellemarksskolen i rådhusgården, inden turen gik forbi borgmesterkontoret og videre til Danmarks ældste fungerende rådhussal fra 1552.
Her fortalte borgmesteren om arbejdet i kommunalbestyrelsen, kommunens økonomi og de demokratiske spilleregler bag de beslutninger, der bliver truffet i Køge Kommune.

- Demokrati kan være både tungt og langsomt, fordi vi skal lytte til hinanden og finde flertal. Men alternativet er, at én person bestemmer det hele. Så jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg foretrækker, sagde Ken Kristensen med henvisning til Winston Churchills berømte bemærkning om, at demokrati er den værste styreform - bortset fra alle de andre.

Borgmesteren fortalte også, at kommunalbestyrelsen består af 27 medlemmer, og trak tråde tilbage til demokratiets udvikling i Danmark fra Grundloven i 1849 til kvinders stemmeret i 1915.

## Kommunens penge er borgernes penge

Eleverne spurgte også til kommunens spareplan på 100 mio. kr. Her forklarede Ken Kristensen, at kommunens økonomi som udgangspunkt er god, men at kommunen var på vej til at bruge flere penge, end der kom ind.

- Hvis du bruger 10.000 kroner mere om måneden, end du tjener, får du på et tidspunkt svært ved at betale huslejen og have råd til alt det sjove. Det samme gælder for kommunen. Vi kan ikke blive ved med at bruge flere penge, end vi har.

Og ansvaret for kommunekassen er ifølge borgmesteren enkelt:

- Det er borgernes penge. Dem skal vi passe på og bruge fornuftigt.

Selvom budgettet har fyldt meget, er det ikke økonomiske bekymringer, der ifølge Ken Kristensen kendetegner hans møder med borgerne.

- Mit generelle indtryk er, at folk er stolte og glade for at bo i Køge Kommune.

## Borgmester - også i supermarkedet

Eleverne var også nysgerrige på personen bag borgmesterposten, og hvad der har ændret sig mest, siden Ken Kristensen blev borgmester.

- Flere kommer hen og taler med mig, også når jeg står og handler i supermarkedet. Jeg har ikke oplevet noget ubehageligt, men som borgmester må man være indstillet på, at folk har en holdning til det, man gør.

Det har mindet ham om et råd, han fik som ung politibetjent. Da han dengang kunne blive overrasket over borgere, der i nattelivet eller i Vesterbros hårde misbruger miljø talte med ukvemsord til ham, sagde en erfaren kollega: "Ken, husk det er uniformen de taler til og ikke dig."

Det råd har han taget med sig ind på borgmesterkontoret.

- Folk kan være utilfredse med borgmesteren eller en politisk beslutning, uden at det handler om mig som person. Det er vigtigt at kunne skelne mellem de to ting.

Besøget gav dermed eleverne mulighed for at komme tæt på både kommunalpolitikken og borgmesterrollen i den historiske rådhussal, hvor kommunalbestyrelsen fortsat debatterer og træffer beslutninger om Køge Kommune.
