Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Åbent hus - Sådan håndterer vi stormflodshændelser i Køge Kommune

Hvordan forbereder Køge Kommune sig på stormflod og oversvømmelser – og hvad kan du som borger selv gøre for at sikre dit hjem? Det kan du lære mere om, når Køge Kommune holder åbent hus om håndtering af stormflodshændelser lørdag den 16. august.

Selvom sommermånederne stadig er over os, og tankerne ikke nødvendigvis er på stormflod fra Køge Bugt, kan det være fornuftigt allerede nu at starte forberedelserne mod efteråret og sæsonen for stormflod og oversvømmelser.

Derfor afholder Køge Kommune åbent hus lørdag den 16. august kl. 10-13, hvor alle er velkomne til at kigge forbi det gamle vandværk ved Blegdammen.

Det vil være muligt at se, hvordan watertubes fungerer, hvordan et tæt sandsækkedige kan holde på vandet og selv lære, hvordan man bedst muligt opbygger et sandsækkedige.

Derudover vil man kunne møde stande med information fra Teknik- og Miljøforvaltningen, KLAR Forsyning og også BorgerBeredskabet, som tilbyder gratis kurser i at være kriseparat.

Borgmester Marie Stærke deltager også i arrangementet og indleder dagen med en tale kl. 10:

”Det er blevet en ny virkelighed for os alle sammen både her i Køge og i andre steder i verden, at vi oftere skal forholde os til naturkatastrofer, oversvømmelser og generelt ændrede vejrforhold. Derfor skal vi selvfølgelig forberede os så godt som muligt og i god tid, så vi bedst muligt kan stå imod det, når krisen rammer.

Derfor er jeg glad for, at vi i Køge Kommune kan invitere til åbent hus om håndtering af stormflodshændelser og vise, hvordan vi i kommunen håndterer de store vandmasser. Vi har heldigvis et dige på vej, som vil hjælpe os, men indtil da skal vi have et godt og stærkt beredskab, som også kan hjælpe borgerne til selvhjælp”, fortæller Marie Stærke.

Formand for Teknik- og Ejendomsudvalget ser også frem til en dag, hvor den praktiske del af stormflodsberedskabet er i fokus.

”På rådhuset er der stort fokus på beredskabsplaner og administrativ krisehåndtering, men den her dag handler det om, hvordan vi rent praktisk udfører dele af vores stormflodsberedskab, og hvordan borgerne selv kan få nogle gode tips til at håndtere de store vandmasser.

Derfor håber jeg, at der er mange borgere, der har lyst til at kigge forbi vandværket, så vi kan dele den viden vi har”, fortæller Lene Møller Nielsen, Formand for Teknik- og Ejendomsudvalget.

Arrangementet afholdes på det gamle vandværk ved Søndre Alle 6, og alle er velkomne.

Parkeringspladsen ved vandværket vil være afspærret fra fredag den 15. august til lørdag den 16. august.

Pressekontakt:

Marie Stærke, borgmester. Telefon: 24902000

Lene Møller Nielsen, Formand for Teknik- og Ejendomsudvalget. Telefon: 24529282

Vej, Park og Byrum (drift)

Ørnevej 15, 4600 Køge
Giv feedback

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje