Skip til hoved indholdet

Analyser skal skaffe et økonomisk forspring

En række analyser skal give Køge Kommune et økonomisk forspring til efterårets budgetproces. Analyserne igangsættes for at være på forkant med den økonomiske udvikling, der sætter landets kommuner under pres.

Hvor den økonomiske fremgang i mange år har betydet mulighed for udvikling og stigende service, ser det nu anderledes ud. I landets kommuner står man med flere og mere komplekse udfordringer end tidligere. Energipriserne stiger fortsat, ligesom Staten ikke kompenserer for stigende udgifter på fx socialområdet. Det lægger et tilsammen pres på den kommunale økonomi. 


- Køge Kommune har et ønske om at møde udfordringerne i god tid for på den måde at sikre et råderum, der gør, at vi kan prioritere den borgernære velfærd og service. At vi som arbejdsplads har beslutningskraft til at blive ved med at fokusere på, hvordan vi er et godt sted at gå på arbejde. At vi har rum og plads til faglig udvikling og gode fællesskaber, siger borgmester Marie Stærke.

Derfor igangsætter Køge Kommune allerede nu analyser, der skal sikre et økonomisk råderum for efterårets budgetproces. Tanken er, at analyser på den lange bane kan finde bedre og mere holdbare løsninger, end besparelser som skal findes i en fart.

- Fra nationalt hold er signalet, at landets kommuner skal løfte større behov i velfærden for de samme penge. Det betyder fx, at når behovet for indsatser på det specialiserede socialområde stiger, og når energipriserne går i vejret, så kan kommunerne ikke forvente nogen økonomisk kompensation fra Staten. Det kommer til at lægge et pres på årets budgetproces. For at finde de bedste løsninger når det gælder mulige besparelser, igangsættes nu en række analyser, der har til formål at finde et økonomisk råderum, siger borgmester Marie Stærke.

Analyserne sættes i gang på følgende områder:
• Ældreområdet
• Idrætsfaciliteter
• Det specialiserede børne- og voksenområde
• Vedligeholdelse af kommunens bygninger
• Øget konkurrenceudsættelse på det tekniske område
• Busdrift
• Administrationen

Kommissoriet for de enkelte analyser forelægges det politiske udvalg, som analysen hører under i januar og februar, og gennemføres i løbet af året frem til august.

 

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje