---
title: "Borgere sætter gang i leg og fællesskab i Køge Kommune"
description: "Voksne med udviklingshandicap skal ikke bare deltage i aktiviteter – de skal selv være med til at skabe dem. Køge Kommune bliver en del af projektet ParaLeg, Idræt & Fællesskaber, hvor borgere uddannes til at sætte gang i leg, bevægelse og fællesskaber fo"
date: "2026-09-08"
created: "2026-09-08"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Pressemeddelelser](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/pressemeddelelser)

                [Borgere sætter gang i leg og fællesskab i Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/pressemeddelelser/borgere-saetter-gang-i-leg-og-faellesskab-i-koege-kommune)

# Borgere sætter gang i leg og fællesskab i Køge Kommune

Voksne med udviklingshandicap skal ikke bare deltage i aktiviteter – de skal selv være med til at skabe dem. Køge Kommune bliver en del af projektet ParaLeg, Idræt & Fællesskaber, hvor borgere uddannes til at sætte gang i leg, bevægelse og fællesskaber for andre.

Hvordan skaber man mere bevægelse og stærkere fællesskaber i hverdagen for voksne med udviklingshandicap? I Køge Kommune skal en del af svaret være at give borgerne selv en central rolle.
Køge Kommune er gået med i projektet ParaLeg, Idræt & Fællesskaber. Her bliver voksne med udviklingshandicap uddannet til instruktører, så de selv kan stå i spidsen for lege og idrætsaktiviteter på kommunens botilbud.
Målet er ikke alene at få mere bevægelse ind i hverdagen. Det handler også om at give den enkelte mulighed for at tage initiativ, opleve at kunne noget og være den, der inviterer andre med ind i et fællesskab.

- For mig handler det om at se det enkelte menneske og de muligheder og ressourcer, der er hos den enkelte. Det er netop det, jeg synes er så stærkt ved ParaLeg. Her er borgerne ikke bare nogen, vi laver aktiviteter for. De får mulighed for selv at tage initiativ, stå i spidsen og være dem, der får andre med. Det kan både skabe glæde og bevægelse, men også give en oplevelse af bidrage til fællesskabet, siger Susanne Palskov Farnø, formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget i Køge Kommune.

Også for borgmester Ken Kristensen er ParaLeg et vigtigt projekt:

- Idræt kan noget helt særligt. Det handler selvfølgelig om at bevæge sig og være aktiv, men mindst lige så meget om glæden ved at være en del af et hold og et fællesskab. I Køge Kommune har vi store ambitioner for idrætten, og for mig er det vigtigt, at de ambitioner gælder alle. Derfor synes jeg, ParaLeg er et fantastisk initiativ. Her får flere mulighed for at opleve glæden ved idræt – og samtidig får nogle af deltagerne chancen for at gå forrest, tage ansvar og få andre med. Det er idræt og fællesskab, når det er allerbedst, siger han.

## Fra deltager til instruktør

I ParaLeg bliver borgerne uddannet som instruktører gennem et praktisk uddannelsesforløb, hvor de lærer lege, aktiviteter og metoder til at involvere andre i fællesskabet. Samtidig bliver medarbejdere fra de deltagende tilbud klædt på til at understøtte instruktørerne og sikre, at aktiviteterne bliver en naturlig del af hverdagen.
- Vi oplever hver dag, at borgerne har mange ressourcer og lyst til at bidrage til fællesskabet. Med ParaLeg får de mulighed for at træde frem i en ny rolle, hvor de ikke kun deltager i aktiviteter, men selv er med til at skabe dem. Det giver mulighed for større selvstændighed, flere relationer og nye fællesskaber på tværs af vores tilbud, siger Karina Binau, leder af Aktivitetscentret Blumesvej og lokal tovholder på ParaLeg i Køge Kommune.
I Køge Kommune forventes 14-18 borgere at blive uddannet som ParaLeg-instruktører, mens mindst 10 medarbejdere deltager i kompetenceforløbet. Deltagerne kommer fra flere af socialområdets tilbud, herunder Agerbækhuse, Blumesvej, ITC, Føllehavegård og Lyngtoften.

Opstarten sker i efteråret 2026, mens uddannelsesforløbet gennemføres i 2027.

## Leg skal gøre det lettere at være med

ParaLeg tager udgangspunkt i leg frem for traditionelle motions- og træningsformer. Aktiviteterne kan tilpasses forskellige deltagere og kræver ikke særlige idrætsfærdigheder. Dermed skabes flere muligheder for, at mennesker med udviklingshandicap kan deltage aktivt i fællesskaber og opleve glæden ved bevægelse.
Som en del af projektet afholdes der også en fælles eventdag på tværs af tilbuddene, hvor de nyuddannede instruktører er med til at skabe aktiviteter for andre borgere. I Køge Kommune arbejdes der med en event inspireret af Special Olympics.
Køge Kommune er én af syv kommuner, der deltager i projektet.

![](https://www.koege.dk/i/MOLIRIMEDIA/c5c1ffb1-07c8-419c-b86f-ca3b054f686d?width=800)

## Fakta om ParaLeg, Idræt & Fællesskaber

• Målrettet voksne med udviklingshandicap.
• Borgere uddannes til instruktører i leg og idræt, mens medarbejdere kompetenceudvikles til at understøtte aktiviteterne.
• I Køge Kommune uddannes 14-18 borgere og minimum 8 medarbejdere.
• Projektet gennemføres i syv danske kommuner.
• Projektet er støttet af VELUX FONDEN.
• Projektet er et samarbejde mellem Gerlev Center for Leg & Bevægelse, Parasport Danmark og LEV.
