Skip til hoved indholdet

Byrådet lykkes med at genskabe balance i økonomien

Byrådet er lykkedes med at genskabe balancen i kommunens økonomi. Det sker efter et forår, hvor et merforbrug på flere udvalgsområder ellers truede med behov for besparelser

Politikerne i Køge Kommunes byråd måtte på ekstra arbejde før sommerferien. Her viste sig nemlig et merforbrug på Ældreområdet som skyldes, at man ikke er nået helt i mål med de sparemål man satte i efterårets budgetforlig. Endvidere oplever også Køge Kommune konsekvenserne af den samfundsmæssige trivselskrise, hvor flere børn, unge og voksne har det svært, og dermed får brug for hjælp fra det specialiserede socialområde. Det betyder et højere forbrug på socialområdet i 2024, end der er budgetteret med.

Mandag den 19. august blev Økonomiudvalget præsenteret for en ekstraordinær økonomisk redegørelse, der er bestilt som en opfølgning på udfordringerne.

Redegørelsen konkluderer, at økonomien i de enkelte politiske udvalg igen er i balance, og at de respektive fagpolitiske udvalg bag merforbruget er lykkedes med at omprioritere inden for egne udvalg. De sidste udfordringer løses af byrådet ved hjælp af midler, som egentlig var afsat til en stigning i ledigheden, som har udviklet sig bedre end forventet.

-    Foråret var fyldt med bekymring over det merforbrug, vi oplevede, særligt på ældre- og socialområdet. Det betød, at mulige besparelser truede vores budget. Jeg er meget glad for at se, at byrådet og de politiske udvalg har leveret, så det ikke bliver tilfældet. Det er et flot stykke politisk arbejde, siger borgmester Marie Stærke.

Køge Kommune får tre gange om året udarbejdet økonomiske redegørelser, der giver byrådet mulighed for løbende at justere økonomien ved behov.

-    Som kommune har vi ansvaret for tilbud og hjælp, der har direkte betydning for borgerne. Den bedste og mest kontinuerlige service og hjælp giver vi, når vi har styr på økonomien, og undgår overraskelser. Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes os at bremse op og omprioritere, så vi til de kommende budgetforhandlinger ikke tager udgangspunkt i krav til besparelser, siger borgmester Marie Stærke.


Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje