Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Byrådet planlægger budgetproces: Reformer og stram økonomi får betydning for fremtidens velfærd

Når byrådet til efteråret skal beslutte Køge Kommunes budget for de næste fire år, bliver det med udgangspunkt i implementering af en række reformer fra statsligt hold, der har til formål at skabe et bedre fundament under velfærden. Fremtidens velfærd – også i Køge Kommune – kommer i langt højere grad til at bygge på inddragelse af civilsamfund og erhvervsliv. Økonomiudvalget behandlede på sit møde tirsdag årets budgetvejledning, der lægger rammerne for budgetforhandlingerne.

Bilerne er blevet større, rejserne flere, og varerne i indkøbskurven dyrere. Den gennemsnitlige dansker har et større økonomisk råderum end for ti år siden. Det har betydning for den enkeltes forventninger til velfærdssamfundet – men det offentlige Danmark har ikke oplevet samme økonomiske vækst.

Helt kort betyder det, at velfærden ikke kan følge med borgernes forventninger. Den udfordring bliver kun yderligere aktualiseret af en verden, der er præget af geopolitisk uro og krav til oprustning af forsvarsbudgettet. Det økonomiske råderum kanaliseres herhen, og kan dermed ikke bruges til at polstre velfærdssamfundet.

Nogenlunde sådan kan de udfordringer, som kommuner over det ganske land sidder med, ridses op. En række reformer fra statsligt hold har til formål at styrke velfærden. Det skal blandt andet ske ved, at en række regler og statslig styring falder bort – men også ved at fremtidens velfærd i langt højere grad skal bygge på bidrag fra civilsamfund og erhvervsliv.

Reformerne, stram økonomi og mangel på arbejdskraft danner dermed baggrundstæppet for de budgetforhandlinger, Køge Kommunes byråd skal igennem til efteråret. Økonomiudvalget behandlede årets budgetvejledning på sit møde tirsdag den 22. april. I den kan man se, at der ikke er krav til besparelser i 2026, men at byrådet fra 2027 skal finde rundt regnet 65 millioner kroner og 100 millioner kroner fra 2028, for at få budgettet til at hænge sammen. Forholdsmæssigt svarer det til 2,3 procent, og stigende til 3,5 procent af servicebudgettet.

Budgetvejledningen giver dermed plads til, at 2026 år kan bruges på at blive klogere på reformernes økonomiske betydninger, og udarbejdelse af analyser, så besparelserne foretages med omtanke og med inddragelse af alle relevante parter.

Den stramme økonomi kombineret med de mange reformer betyder, at Køge Kommune er i fuld gang med at forandre sig som arbejdsplads – og at man som borger også vil mærke forandringer i den måde, kommunens velfærdsydelser fungerer på.

- Billedligt talt kan man sige, at vi som samfund skal rykke tættere sammen, hvis vi fortsat ønsker et velfærdssamfund, hvor vi hjælper dem, der har brug for det. Der bliver brug for alle gode kræfter når det handler om, at vi sammen holder hænderne under vores skoler, dagtilbud og plejehjem. Jeg er fuld af tiltro til, at de stærke fællesskaber, som altid har tegnet vores kommune, og vores dygtige erhvervsliv vil træde til. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der kan findes masser af nye, spændende samarbejder, og at vi ad den vej kan få skabt en endnu større sammenhængskraft i vores lokalsamfund, siger borgmester Marie Stærke.

-

Det er ikke nyt i en kommunal kontekst at have stramme økonomiske rammer. Men kravene til en hurtig oprustning af forsvaret er en relativ ny komponent, som mindsker mulighederne for at justere velfærdsydelserne op.

- I mange år har Danmark været et lille trygt land, som ikke har spekuleret på at skulle forsvare vores grænser. Det har givet nogle værdifulde muligheder, som vi her i Køge har brugt til blandt andet at udvikle vores kommune. Nu er tiden en anden. Vi vil fortsat gerne være et trygt samfund, og det koster penge at opbygge vores forsvar. Det betyder, at vi skal finde nye måder at sikre velfærden på. Her hos os i Køge Kommune skal vi i gang med at planlægge besparelser fra 2027, ligesom vi skal se på, hvordan vi får inddraget flere parter i at bidrage til velfærden, siger borgmester Marie Stærke.

Budgetvejledningen behandles endeligt af byrådet den 29. april, og selve budgetforhandlingerne pågår til efteråret.

Giv feedback

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje