DMI varsler forhøjet vandstand i Køge Bugt
DMI har onsdag eftermiddag varslet kraftig vind af stormstyrke og høje bølger fra øst torsdag til søndag. Den kraftige vind medfører, at der vil blive presset en stor mængde vand ind over kysterne. I Køge Kommune lyder varslet lige nu, at der kan komme en forhøjet vandstand på op mod 156 cm over normalen ved målestationen i Køge Havn. Den forhøjede vandstand kan betyde vand på veje og stier i lavtliggende områder og trafikale ændringer. Vandet forventes lige nu at toppe natten til lørdag.
På DMI’s hjemmeside kan man onsdag den 18. oktober læse, at der varsles vindstød af stormstyrke fra torsdag aften og hermed også forhøjet vandstand. Den forhøjede vandstand betyder, at der kan komme til at stå vand over terræn i lavtliggende områder, og i nogle områder er borgernes kældre også udsat. Lige nu varsler DMI forhøjet vandstand i Køge fra fredag den 20. oktober 2023 kl.13:00. Vandet forventes at toppe i løbet af natten til lørdag.
Beredskabet er i fuld gang
Sammen med ’Vej, Park og Byrum’, Beredskabet og KLAR-forsyning er medarbejdere fra Køge Kommune i gang med at planlægge og sikre, at borgerne kommer til at opleve færrest mulige påvirkninger af den forhøjede vandstand. Der vil blandt andet blive udlagt watertubes og sandsække på kritiske lokationer og opsat pumper til eventuel overpumpning af vand:
”Lige nu arbejder ’Vej, Park og Byrum’, Beredskabet og KLAR-forsyning på at hjælpe borgerne så godt som muligt igennem den forhøjede vandstand – og selvfølgelig særligt dem, der ligger i de mest udsatte områder. Vi håber samtidig, at borgerne vil holde sig opdateret på Køge Kommunes Hjemmeside og Facebook-side, så vi sammen kan komme bedste muligt ud på den anden side med så få skader, som muligt”, siger viceborgmester Ken Kristensen.
Sådan forbereder man sig bedst som borger
Som borger har man selv ansvar for at sikre sin grund mod den forhøjede vandstand. Køge Kommune sørger for, at det bliver muligt for borgere i de mest berørte områder at afhente sandsække. Der vil komme mere info om berørte områder og afhentning af sandsække på kommunens hjemmeside og Facebook torsdag den 19. oktober 2023.
Køge Kommunes beredskab og ”Vej, Park og Byrum’ sætter sammen gang i en overordnet indsats i prioriterede områder, og vil opsætte pumper, watertubes og sandsække, som er med til at beskytte huse i udvalgte områder. Herudover er beredskabet og ”Vej, Park og Byrum” allerede nu i gang med at mobilisere indsatsen, så der kan fyldes 20.000 sandsække.
KLAR-forsyning beder allerede nu alle borgere om hjælp
Den forhøjede vandstand risikerer også at gå ud over kommunens rensningsanlæg som kan blive overbelastet. Derfor lyder en opfordring fra kommunens forsyningsselskab KLAR Forsyning til borgerne: Spar på vandet, når der er forhøjet vandstand:
”Der er jo heldigvis mange borgere i Køge Kommune der ikke er berørte af forhøjet vandstand, men de kan sagtens hjælpe til alligevel. Undgå i videst muligt omfang at bruge vand mens vi har forhøjet vandstand, dvs. fra fredag morgen og til lørdag morgen. Det vil hjælpe vores rensningsanlæg, der er under stor belastning og ikke kan komme af med vandet”, lyder opfordringen fra viceborgmester, Ken Kristensen.
Trafikale ændringer – Blegdammens parkeringsplads bliver spærret
Beredskabets indsats betyder, at borgerne kan komme til at opleve trafikgener, fordi det kan blive nødvendigt at afspærre udvalgte veje. Også her kan man holde sig løbende opdateret på Køge Kommunes hjemmeside. Allerede nu ved vi, at parkeringspladsen ved Blegdammen er afspærret fra i morgen torsdag den 19. oktober kl. 7:00.
Erfaringer fra stormfloden i 2017
Sidste gang Køge Kommune oplevede forhøjet vandstand i samme kaliber var i 2017, hvor vandstanden rundede 157 cm i Køge. Hermed var der dengang tale om en 100-års hændelse:
”Siden sidste stormflod i 2017, er vi heldigvis nogle erfaringer rigere, som vi kan trække på nu, og vi har blandt andet investeret i nye redskaber. Her kan for eksempel nævnes en ny maskine, som fylder sandsækkene automatisk”, siger viceborgmester Ken Kristensen.
Her kan borgerne holde sig opdateret
Køge Kommune kommer til at kommunikere løbende på koege.dk og kommunens Facebook-side. Her vil borgerne hele tiden kunne finde seneste nyt og få svar på de mest stillede spørgsmål. Herudover henviser vi til DMI’s hjemmeside.
Højtryk skyld i forhøjet vandstand
Ifølge DMI skyldes den forhøjede vandstand, at vejret i perioden fra onsdag og resten af ugen er fastlåst med et højtryk over Nordskandinavien og et område med lavere tryk vest og syd for Danmark. Det resulterer i en længere periode med kraftig blæst fra øst.
I løbet af torsdagen forventes øget vind, op til kulingstyrke, og fredag forventes vinden at nå hård kuling, i den sydlige del stedvis stormende kuling med vindstød af stormstyrke. Det er først i løbet af søndagen, at vinden forventes at aftage til under kulingstyrke.
Læs mere på siden: Seneste nyt om forhøjet vandstand i Køge Bugt
Pressekontakt: Viceborgmester Ken Kristensen, tlf. 42 64 22 50