Skip til hoved indholdet

Gode erfaringer med betalt forberedelsestid til pædagoger i Køge Kommune

18 daginstitutioner i Køge Kommune er med i et forsøg med finansieret forberedelsestid til pædagogerne, og de første evalueringer af forsøget viser, at både ledere og pædagoger er glade for muligheden.

Øget professionalisering af pædagogfaget, faglig udvikling, mindre arbejdspres og øget arbejdsglæde – sådan lyder de første vurderinger fra pædagoger i de 18 dagtilbud, som deltager i et forsøg med finansieret forberedelsestid.

Den finansierede forberedelsestid giver mulighed for, at pædagogerne kan forberede blandt andet aktiviteter og faglige indsatser, uden at tiden går fra deres planlagte tid med børnene, eller normeringen på stuen forringes. Forsøget har været i gang i 18 dagtilbud i Køge Kommune siden april, og de første tilbagemeldinger via spørgeskemaundersøgelse og interviews med ledere og pædagoger er tydeligt positive.

-    Det glæder mig meget, at der er en god udvikling på det her område. Køge Kommune er attraktiv for børnefamilier, som i stor stil er flyttet til kommunen. Forsøget her styrker de faglige rammer, og bidrager til en bedre hverdag for både børn og medarbejdere i Køge Kommunes dagtilbud, siger borgmester Marie Stærke. 

-    Det er meget positivt at høre de gode tilbagemeldinger fra pædagogerne, der gennem en periode har haft tid til forberedelse af deres arbejde. Jeg hæfter mig også ved, at det flere steder er lykkedes at få pædagoger til at gå op i arbejdstid på grund af forberedelsestiden, og det tyder jo på, at den måde at arbejde på også giver flere faglige ressourcer at trække på – og dem skal vi have i spil, siger Pernille Sylvester, formand for Børneudvalget.

Forberedelsestid giver øget samspil og nærvær med børnene
Moseengens Børnehus i Karlemosen er blandt dagtilbuddene, der er med i forsøget, og her er pædagog Rikke Møllegaard Pind glad for ordningen:

-    Det her handler om at kunne give børnene de bedste rammer. Forberedelsestiden giver øget samspil og nærvær med børnene, fordi kvalificeret pædagogisk arbejde kræver forberedelsestid, hvor vi kan planlægge, reflektere og evaluere. Vi vil jo gerne give de bedste udviklingsmuligheder for børnene – både for det enkelte barn og for gruppen, siger Rikke Møllegaard Pind.

Forsøget med finansieret forberedelsestid løber året ud og er en del af en styrket indsats for fastholdelse og rekruttering af kommunens medarbejdere. Byrådet har afsat to millioner kroner til forsøget, som skal ses i lyset af udfordringerne med at rekruttere og fastholde kvalificerede pædagoger. Børne- og Uddannelsesforvaltningen indsamler erfaringer fra de 18 dagtilbud i forsøget for at understøtte videreudviklingen af arbejdet med forberedelsestid.

Pressekontakt:
Borgmester Marie Stærke, telefon 24 90 20 00
Formand for Børneudvalget i Køge Kommune Pernille Sylvest, telefon: 60 70 37 03

 

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje