---
title: "Hele Køge inviteres til indvielse af den moderniserede Køge Idrætspark"
description: "Efter flere års målrettet udvikling står Køge Idrætspark nu som et moderne samlingspunkt for både bredde- og eliteidrætten."
date: "2026-08-10"
created: "2026-08-10"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Pressemeddelelser](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/pressemeddelelser)

                [Hele Køge inviteres til indvielse af den moderniserede Køge Idrætspark](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/pressemeddelelser/hele-koege-inviteres-til-indvielse-af-den-moderniserede-koege-idraetspark)

# Hele Køge inviteres til indvielse af den moderniserede Køge Idrætspark

Efter flere års målrettet udvikling står Køge Idrætspark nu som et moderne samlingspunkt for både bredde- og eliteidrætten. Lørdag den 15. august markerer Køge Kommune indvielsen af de nye faciliteter og inviterer alle borgere til en festlig dag, hvor der vil være gratis adgang til stadion hele dagen med tre fodboldkampe på programmet, musik med Anna David, taler og hestevognskørsel.

Lørdag den 15. august markerer Køge Kommune officielt indvielsen af den moderniserede Køge Idrætspark. Alle borgere er inviteret til en dag med fodbold, fællesskab og fejring af et anlæg, der gennem de seneste syv år har udviklet sig til et moderne samlingspunkt for både bredde- og eliteidrætten.

Siden 2018 er Køge Idrætspark blevet forvandlet med et nyt stadion med 6000 overdækkede pladser –en moderne foreningsbygning, opvisningshal og en ny forplads, der binder området sammen. Moderniseringen har også medført en betydelig opgradering af parkeringspladser samt nye lyskryds, der sikrer, at de mange børn og unge kan komme trygt til og fra aktiviteterne på Idrætspladsen.

Processen har krævet tålmodighed af brugere og klubber, men resultatet er et tidssvarende idrætsanlæg med bedre faciliteter for foreningerne og et stadion, der lever op til kravene til fodbold på højeste nationale niveau.

De nye rammer har allerede sat deres præg på idrætslivet i Køge. Senest har HB Køge Women kunnet fejre klubbens historiske sæson med *The Double* på hjemmebanen og hos HB Køges herrer ser man lokale talenter blomstre.

Idrætsparken danner i dag rammen om både daglig træning, foreningsliv og store sportslige oplevelser.

- Køge Idrætspark er blevet et sted, vi som kommune kan være stolte af. Vi har skabt moderne rammer, der samler mennesker om idrætten og giver plads til både de store oplevelser og det aktive hverdagsliv. Nu glæder vi os til at åbne dørene og fejre resultatet sammen med borgerne, og jeg håber, at rigtig mange vil lægge vejen forbi og være med til en festlig dag, siger borgmester Ken Kristensen.

Også hos både HB Køge Women og HB Køge er der stor glade over de nye rammer:

- Hos HB Køge Women har vi en klar ambition om at etablere klubben som et af Europas førende hold. De nye og opgraderede stadionfaciliteter er et vigtigt skridt mod at løfte den samlede fanoplevelse og skabe de bedste rammer omkring vores kampe. Vi vil gerne rette en stor og oprigtig tak til Køge Kommune for deres investering og engagement gennem hele projektet. siger Alex Levin, direktør i HB Køge Women.

- HB Køge er en klub med en stor lokal forankring. Derfor glæder det os, at vi nu har nogle rammer som kan huse flere tilskuere, så tendensen med stigende tilskuertal forhåbentlig fortsætter. Det har været et stort arbejde i flere år, med Capelli Sport og ejer George Altirs, som en vigtig medspiller. Vi værner samtidig om det gode samarbejde med Køge Kommune, som vi har haft undervejs i processen, siger HB Køges formand Søren Storgaard.

**Gratis entré hele dagen** Der er lagt op til en hel dag med fodbold og fejring i Køge Idrætspark, og der er gratis entre hele dagen, hvis man har downloadet billet. Det gør man på: http://www.hbkoge.eventii.dk eller på http://www.hbkogew.eventii.dk

**Program for dagen:**

- **Kl. 10.30-11.15:** Ungdomskamp U14: Køge Boldklub – Greve
- **Kl. 11:00 – 13:00:** Gratis hestevognskørsel rundt om stadion (mødested er foran på pladsen foran hovedindgangen)
- **12:45 – 13:00**: Velkomsttale ved borgmester Ken Kristensen
- **Kl. 13.00-15.00:** HB Køge Women – Odense Q
- **Kl.** **15.00 – 15:30:** Musik ved Anna David
- **Kl. 15.45-15.55:** Indvielsestale ved borgmester Ken Kristensen
- **Kl. 16.00-18.00:** HB Køges herrer – Hvidovre IF

**Moderne faciliteter styrker foreningslivet**
 For formand for Kultur- og Idrætsudvalget Kirsten Larsen er de nye faciliteter først og fremmest en gevinst for de mange børn, unge og voksne, der bruger idrætsparken hver eneste uge.

- Det er fantastisk, at vi nu har faciliteter, som løfter både elite- og breddeidrætten. De moderne omklædningsfaciliteter og de forbedrede rammer giver klubberne langt bedre muligheder i hverdagen og skaber gode forhold for de mange børn, unge og voksne, som er en del af foreningslivet i Køge Kommune. Det er med til at styrke fællesskabet omkring idrætten, pointerer hun.

Formand for Teknik- og Ejendomsudvalget Anders Gøthe fremhæver, at udviklingen har handlet om langt mere end et stadion:

- Moderniseringen af Køge Idrætspark er resultatet af en ambitiøs udvikling af hele området. Med det nye stadion, Hal 3 og den moderne foreningsbygning har vi skabt et tidssvarende idrætsanlæg, som kommer både foreningerne, de mange brugere og resten af kommunen til gavn i mange år frem, siger han.

Køge Kommune håber, at mange borgere vil være med til at markere den nye milepæl for Køge Idrætspark og opleve de moderne faciliteter, fællesskabet og fodbolden, når idrætsparken officielt indvies lørdag den 15. august.

**Sådan får du fat i gratis billet til indvielsen**

Det er gratis at deltage i indvielsen af Køge Idrætspark og overvære alle dagens kampe. Af hensyn til kapaciteten på stadion skal alle gæster dog hente en gratis billet på HB Køges hjemmeside.

Billetter kan downloades på http://www.hbkoge.eventii.dk eller på www.hbkogew.eventii.dk
