Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Pressemeddelelser Indvielse af Ravnsborg Børnehus

Indvielse af Ravnsborg Børnehus

Det nye dagtilbud Ravnsborg Børnehus står nu helt klar med flotte lokaler og udeområder, og det er med stor glæde, at Køge Kommune kan invitere til officiel indvielse. Det foregår den 13. februar, og pressen er velkommen i tidsrummet 15.00-16.30.

Den nye integrerede institution Ravnsborg Børnehus er placeret ved Ravnsborghallen nær byudviklingsområdet Ravnsborg Enge og har plads til hele 114 børn. Børnehuset er allerede taget delvist i brug, men nu står alle stuer og udeområder klar til den officielle indvielse, hvor Køge Kommune har inviteret samarbejdspartnere og pressen til at deltage.

Det er en dag, som formand for Børneudvalget, Pernille Sylvest, har set frem til:

- Jeg er meget glad for, at vi nu kan indvie Ravnsborg Børnehus. Her er skabt rammer til mange børn, og det møder både et aktuelt behov og giver plads til de børnefamilier, der på sigt flytter til som en del af den kommende byudvikling i Ravnsborg Enge. Byggeriets fokus på flere forskellige uderum og miljøer understøtter de dygtige pædagogers arbejde med at danne små fællesskaber mellem børnene. Dermed har Køge Kommune fået et nyt børnehus, der på fin vis forener stor kapacitet med nære og bekendte rammer for de små, siger Pernille Sylvest.

Stor institution med små fællesskaber

Ravnsborg Børnehus fordeler de 114 pladser på fire vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper, der har hver sin indgang og legeplads. Desuden får børnene glæde af et stort krea-rum, et pædagogisk køkken og en børnescene.

I Ravnsborg Børnehus er der et særligt pædagogisk fokus på at danne små fællesskaber og på den måde skabe de bedste rammer for leg, læring, tryghed og nye relationer. Det fokus har været med til at forme børnehusets mange miljøer, hvor hverdagen skal være præget af leg og bevægelse, som inspirerende områder både inde og ude skaber rum for.

Program for indvielsen:

15.00: Velkommen v/ Frederik Winding (institutionsleder) 
15.15: Kort overdragelse fra Teknik- og Ejendomsudvalgets formand Lene Møller Nielsen
15:25: Tale fra Børneudvalgets formand Pernille Sylvest
15:40: Rundvisning i dagtilbuddet 

Indvielsen foregår på Ravnsborgvej 3B, 4600 Køge. 

Pressekontakt: 

Formand for børneudvalget Pernille Sylvest, telefon: 60 70 37 03

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje