Skip til hoved indholdet

Jernbanetransport bliver nu muligt fra Skandinavisk Transport Center

En helt ny lejeaftale for et område ved Skandinavisk Transport Center i Køge Kommune åbner for, at mere gods kan flyttes fra vej til jernbane og dermed bidrage til den grønne omstilling.

Hver dag bliver store mænger gods transporteret til og fra Skandinavisk Transport Center (STC) i Køge. STC er i dag et af Danmarks størst sammenhængende erhvervs- og transportområder, og nu er der godt nyt for både de virksomheder, der er knyttet til centeret og for den grønne omstilling.

Der har igennem flere år været ambitioner om at kunne benytte jernbane som transportform til og fra transportcenteret, og nu bliver det muligt med en ny lejeaftale, som er indgået mellem Køge Kommune og virksomheden C Rail.

-    Det er langt mere klimavenligt at transportere gods med tog på jernbane end med lastbiler på vejene. Derfor er jeg meget glad for, at vi nu kan gøre det muligt at etablere transport med tog i regi af STC. Transport er en stor og vigtig branche, som Køge har satset på gennem mange år, og den nye aftale er helt i tråd med vores ambitioner om også at være i spidsen for en grøn udvikling, siger borgmester Marie Stærke.

Også direktør for STC, Thomas Kampmann er begejstret:

-    I de mere end de 20 år, som transportcentret har eksisteret, har det været svært at gøre planerne om jernbanetransport til virkelighed, fordi vi har manglet en operatør; men nu er der gode kræfter, der gerne vil, siger Thomas Kampmann.

Grunden er ejet af Køge Kommune, som altså lejer ud for foreløbig to år til C Rail, som den kommende periode vil undersøge mulighederne for at etablere en moderne kombiterminal, hvor gods fra eksempelvis trailere og container kan omlastes mellem vej og bane.

Ifølge Kim Laustrup, ejer og CEO hos C Rail, arbejder man med at flytte mere gods fra vej til bane, som en vigtig del af visionen for at støtte den grønne omstilling:

-    Målet er at integrere jernbane- og vejtransport på en effektiv måde og dermed skabe et sammenhængende transportsystem, der tilgodeser både virksomheder og miljøet. Vi er overbeviste om, at dette samarbejde vil bidrage til at reducere CO2-udledningen og fremme mere bæredygtige transportformer i regionen, siger han.

Jernbanesporene findes allerede i området, og tilslutningen til hovedsporet, der går mellem Køge og Roskilde, er ligeledes på plads. Ifølge Thomas Kampmann skal der udvides med nogle flere spor, hvorefter togtransporten til og fra området kan realiseres.

- C Rail har deres egne lokomotiver og er fuldkommen klar til at drive en trafik. Og mig bekendt ønsker flere at de virksomheder, der ligger i transportcentret at benytte jernbanen, hvis det bliver en mulighed, siger han.


Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje