---
title: "Køge Kommune indleder nyt samarbejde om erhvervsservicen"
description: "Efter en ekstern og uvildig vurdering fra Iris Group bliver Erhvervshus Sjælland ny leverandør af erhvervsservicen for virksomheder og iværksættere i Køge Kommune. Målet er at samle og styrke indsatsen, så virksomhederne får endnu bedre adgang til den råd"
date: "2026-08-20"
created: "2026-08-20"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Pressemeddelelser](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/pressemeddelelser)

                [Køge Kommune indleder nyt samarbejde om erhvervsservicen](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/pressemeddelelser/koege-kommune-indleder-nyt-samarbejde-om-erhvervsservicen)

# Køge Kommune indleder nyt samarbejde om erhvervsservicen

Efter en ekstern og uvildig vurdering fra Iris Group bliver Erhvervshus Sjælland ny leverandør af erhvervsservicen for virksomheder og iværksættere i Køge Kommune. Målet er at samle og styrke indsatsen, så virksomhederne får endnu bedre adgang til den rådgivning og sparring, der kan hjælpe dem med at udvikle og vækste deres forretning.

Med en ny aftale på erhvervsområdet vil Køge Kommune i højere grad samle den kommunale erhvervsservice ét sted og give virksomheder og iværksættere adgang til den hjælp de har brug for, hvad enten det handler om at starte virksomhed, skabe vækst, finde nye markeder, udvikle forretningen eller håndtere konkrete udfordringer.
I 2025 aftalte det tidligere byråd at sende erhvervsservicen i udbud og tidsplanen herfor. Konsulenthuset Iris Group har vurderet to tilbud på den lokale erhvervsservice og anbefalet Erhvervshus Sjælland. Køge Kommune ønsker på den baggrund, at Erhvervshus Sjælland fremover skal varetage den kommunale erhvervsservice. Den endelige aftale kan indgås efter en stand still periode på 10 dage, som slutter den 31. august.

Opgaven har siden 2018 været varetaget af Connect Køge.

- Køge Kommune ligger i top blandt sjællandske kommuner, når det kommer til at skabe jobs. Den succes har baggrund i politiske visioner, som har udviklet kommunen over tid, og skabt et utroligt stærkt fundament for et driftigt erhvervsliv. Den udvikling stiller krav til os som kommune om, at vi er der for erhvervslivet og iværksætterne med rådgivning, sparring og tillid, så de får de bedste rammer til at vækste og udvikle sig. Vi ser frem til sammen med Erhvervshus Sjælland at fortsætte det gode og vigtige arbejde, siger borgmester Ken Kristensen.

Erhvervshus Sjælland er allerede en kendt aktør med en hel del erfaring fra Køge Kommune, hvor de igennem flere år har hjulpet kommunens iværksættere på Vækstfabrikken og haft ansvaret for den specialiserede erhvervsservice og derigennem hjulpet mange lokale virksomheder.

- Vi glæder os til at blive en del af erhvervslivet i Køge og komme endnu tættere på de lokale virksomheder og iværksættere. Køge har et stærkt udgangspunkt og et stort potentiale, og vores opgave bliver at hjælpe endnu flere virksomheder med at omsætte deres ambitioner til vækst. Det gør vi bedst ved at være tæt på virksomhederne, forstå deres behov og koble dem til de rette kompetencer og muligheder, siger Line Fossing Riel, direktør i Erhvervshus Sjælland.
Den nye erhvervsservice skal dermed både understøtte nye og etablerede virksomheder og give iværksættere én indgang til rådgivning og hjælp i de første år.
-Et stærkt erhvervsliv skaber ikke kun vækst for virksomhederne. Det skaber også arbejdspladser, indtægter og liv i kommunen. Derfor er en velfungerende lokal erhvervsservice en vigtig del af vores samlede indsats for at gøre Køge Kommune til et endnu bedre sted at drive virksomhed og skabe nye arbejdspladser, siger Ken Kristensen.

Han understreger, at der skal lyde en stor tak til Connect Køge for den store indsats de hidtil har gjort gennem årene for erhvervslivet i Køge Kommune.

## Fakta

- Aftalen om at sende den lokale erhvervsservice i udbud blev truffet af det tidligere byråd i 2025.
- Konsulentvirksomheden Iris Group har vurderet de indkomne tilbud, og ud fra en objektiv betragtning og fremsatte målepunkter anbefalet Erhvervshus Sjælland som ny leverandør af den lokale erhvervsservice. Den endelige aftale kan indgås efter en stand still periode på 10 dage, som slutter den 31. august.
- Erhvervshus Sjælland overtager opgaven pr 1. januar 2027
- Den lokale erhvervsservice er målrettet både iværksættere og nye og etablerede virksomheder.
