Køge Kommune uddeler gratis affaldssnappere på bibliotekerne
Er du også træt af cigaretskodder og andet henkastet affald, der skæmmer naturen og vores gader? Så er der godt nyt. I uge 17 er det igen i år muligt at hente en gratis snapper til affaldsindsamling på biblioteket i Herfølge, Borup eller Køge.
Fra den 14. til den 26. april bliver det igen muligt at hente en gratis affaldssnapper på bibliotekerne i Borup, Herfølge og Køge.
Køge Kommunes afdeling for Vej, Park og Byrum står bag uddelingen, som er en gentagelse af sidste års succes. Uddelingen af snappere er en del af en større indsats mod henkastet affald, som fortsat er en stor udfordring i Køge Kommune.
”I Køge Kommune er vi så heldige, at der går mange frivillige rundt og samler affald op. Det vil vi rigtig gerne bakke op om ved at tilbyde gratis snappere til de ildsjæle, der tager en for holdet. Vi kan høre fra flere af de frivillige, at indsamlingen heldigvis også ofte er en social begivenhed med familie og venner, og at de får søde ord med på vejen fra dem, de går forbi. Og det synes jeg er en rigtig dejlig ting. Vi skal passe på hinanden og på naturen – og rigtig gerne med en snapper i hånden,” siger Lene Møller Nielsen, der er formand for Teknik- og Ejendomsudvalget.
Sådan får du en snapper
- Snapperne kan hentes i bibliotekets betjente åbningstid.
- Der kan udleveres 1-2 snappere per person, familie eller hold.
- Snapperne er gratis og kan beholdes til fremtidige affaldsindsamlinger. Hvis du kun ønsker at bruge den én gang, kan du aflevere den tilbage på et af de tre biblioteker, så andre kan få glæde af den.
Uddelingen af snappere er en del af uge 17, som er en landsdækkende temauge for FN’s 17 verdensmål. Dette markeres også på KøgeBibliotekerne med grønne aktiviteter for både børn og voksne. Se mere på køgebib.dk.
Har du samlet meget affald, kan du melde det ind via Køge Kommunes app Tip Køge. Så henter Vej, Park og Byrum affaldet hurtigst muligt. Husk at bære sikkerhedsvest, hvis du går langs en trafikeret vej.
Hvis man har spørgsmål til indsatsen mod henkastet affald, eller har lyst til at fortælle om og styrke den frivillige indsats, kan man skrive til Vej, Park og Byrum på mail renkoege@koege.dk.
Pressekontakt:
Lene Møller Nielsen, formand for Teknik- og Ejendomsudvalget. Telefon: 24529282