Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Pressemeddelelser Meld din forening til affaldsindsamling og tjen penge til foreningen

Meld din forening til affaldsindsamling og tjen penge til foreningen

Køge Kommune er igen i år med i projektet Ren Natur, hvor foreninger kan samle affald og tjene penge til klubkassen. Der er nu åbent for tilmeldinger til ruterne.

Meld din forening til affaldsindsamling og tjen penge til foreningen
Køge Kommune er igen i år med i projektet Ren Natur, hvor foreninger kan samle affald og tjene penge til klubkassen. Der er nu åbent for tilmeldinger til ruterne.

03.03.22
Køge Kommune har igen i år valgt at være en del af Ren Natur, som er et koncept under ledelse af Hold Danmark Rent. Her arbejder kommuner, frivillige og sponsorer sammen i en bestræbelse på at skabe et endnu renere Danmark uden affald i naturen.

Formålet er at skabe bevidstgørelse om henkastet affald, styrke sammenholdet lokalt og skabe glæde ved naturen. De tilmeldte foreninger bruger en formiddag eller en eftermiddag på at samle affald og tjener et beløb på 2500-3000 kroner til klubben.

Formand for Teknik- og Ejendomsudvalget, Lene Møller Nielsen, er glad for, at Køge Kommune igen i år deltager i initiativet:

”De sidste par år har der været stor opbakning til Ren Natur fra Køge Kommunes foreninger. Derfor er det en stor glæde igen at kunne tilbyde foreningerne at deltage i affaldsindsamlingen. Foreningerne fortæller, at de nyder tiden sammen med klubkammeraterne, og at de er rigtig glade for den positive tilbagemelding de møder fra forbipasserende på ruterne. Det er jo fantastisk at et initiativ som Ren Natur kan samle folk på den her måde. Udfordringen med affald kræver, at vi løfter i flok. Det er vores alle sammens ansvar, at der ikke ligger affald i naturen.” siger Lene Møller Nielsen. 

Sidste år samlede de 356 frivillige ca. 200 sække affald på de udvalgte ruter i Køge Kommune.


Sådan søger din forening om en rute

Hvis din forening ønsker at komme i betragtning til en rute, skal I melde jer til gennem Ren Naturs hjemmeside. Alle typer af foreninger er velkomne til at søge om en rute. I år kan man vælge mellem 18 indsamlingsruter fordelt rundt omkring i Køge Kommune.

Til indsamlingsopgaven modtager man som forening alt det udstyr, man skal bruge til at samle affald op med: Sikkerhedsveste, handsker, skraldeposer, snappere osv. Køge Kommune afhenter efterfølgende det affald, der er samlet ind.

Hvis du er interesseret i at vide mere om Ren Natur og gerne vil melde din forening til, så gå ind på hjemmesiden: rennatur.org/til-kommuner/tilmeldte-kommuner/

Sponsoratet på de 2500-3000 kroner kan bruges til aktiviteter, der styrker jeres forening. Det kan gå til udstyr, uddannelsesaktiviteter til jeres medlemmer, rejseudgifter osv. Den overordnede regel er, at sponsormidlerne skal bruges foreningsfremmende formål.

Efter indsamlingen skal hver forening udfylde et afrapporteringsskema online med oplysninger om jeres dag sammen.

Ren Natur sikrer sig naturligvis, at de til enhver tid gældende forholdsregler i forbindelse med COVID-19 overholdes.

 

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje