---
title: "Næste skridt taget mod fremtidens erhvervsservice i Køge Kommune"
description: "Fristen for at afgive tilbud på Køge Kommunes erhvervsservice er nu udløbet. Dermed går arbejdet ind i næste fase, hvor de indkomne tilbud skal vurderes med afsæt i kommunens ambition om at styrke servicen til virksomheder og iværksættere."
date: "2026-06-18"
created: "2026-06-18"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Pressemeddelelser](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/pressemeddelelser)

                [Næste skridt taget mod fremtidens erhvervsservice i Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/pressemeddelelser/naeste-skridt-taget-mod-fremtidens-erhvervsservice-i-koege-kommune)

# Næste skridt taget mod fremtidens erhvervsservice i Køge Kommune

Fristen for at afgive tilbud på Køge Kommunes erhvervsservice er nu udløbet. Dermed går arbejdet ind i næste fase, hvor de indkomne tilbud skal vurderes med afsæt i kommunens ambition om at styrke servicen til virksomheder og iværksættere.

Som en af Danmarks vækstkommuner oplever Køge fortsat stor udvikling. Nye virksomheder etablerer sig, eksisterende virksomheder udvider, og kommunen tiltrækker både investeringer og nye borgere. Det stiller krav til, at erhvervsindsatsen løbende udvikles og tilpasses virksomhedernes behov.

Derfor har Kommunalbestyrelsen arbejdet med en ny organisering af indsatsen inden for erhvervsservice, detailhandel og turisme. Som led i dette arbejde blev opgaven med den lokale erhvervsservice sendt i udbud tidligere på året, og nu er fristen for at afgive tilbud udløbet.

-    I Kommunalbestyrelsen har vi en ambition om hele tiden at udvikle vores erhvervsindsats, så den matcher de behov og forventninger, som virksomhederne har i dag og i fremtiden. Jeg forventer mig meget af det udbud, som er i gang. Nu er vi nået til næste milepæl i processen, hvor vi skal vurdere de tilbud, vi har modtaget, siger borgmester Ken Kristensen.

I den kommende periode skal de indkomne tilbud vurderes ud fra en række kriterier, der afspejler Kommunalbestyrelsens ambitioner for fremtidens erhvervsservice. Der vil blandt andet blive lagt vægt på kvaliteten af rådgivningen til virksomheder og iværksættere, evnen til at skabe dokumenterbare resultater og høj brugertilfredshed samt på, hvordan indsatsen kan bidrage til at tiltrække nye virksomheder, investeringer og arbejdspladser til Køge Kommune. Samtidig skal den fremtidige løsning understøtte de netværk, arrangementer og samarbejder, som er med til at gøre Køge Kommune til et attraktivt sted at drive virksomhed.

Bag arbejdet ligger et omfattende forarbejde, hvor Kommunalbestyrelsen over længere tid har drøftet behov, målsætninger og fremtidige ambitioner for erhvervsindsatsen. Målet er både at styrke servicen til de virksomheder, der allerede har valgt Køge Kommune, og at skabe de bedst mulige forudsætninger for fremtidig vækst.

-    Vi ved, at erhvervsservice handler om mere end rådgivning. Det handler også om relationer, netværk og tillid. Derfor er det vigtigt for os at finde den løsning, der samlet set bedst kan understøtte virksomhedernes udvikling og samtidig bidrage til kommunens ambitioner om vækst og flere arbejdspladser. Nu ser vi frem til den grundige og professionelle vurdering af de indkomne tilbud, siger Ken Kristensen.

Tilbuddene bliver vurderet af en uvildig ekstern part efter de kriterier, som er beskrevet i udbuddet, og fremlægges herefter for Økonomiudvalget. Når vurderingen af tilbuddene er afsluttet, vil Kommunalbestyrelsen blive forelagt resultatet. Det sker efter planen til august.
