Nu kan foreningerne i Køge Kommune tilmelde sig affaldsindsamling med Ren Natur
Køge Kommune deltager igen i år i projektet Ren Natur, hvor lokale foreninger får mulighed for at samle affald langs en rute og samtidig tjene penge til foreningskassen.
Ren Natur er en del af et landsdækkende koncept, der hvert år samler tusindvis af frivillige til en fælles indsats for et renere nærmiljø.
I 2025 bidrog foreningerne i Køge med en stærk indsats. 261 frivillige deltog i affaldsindsamlingen via 15 ruter, hvor der i alt blev samlet 114 fyldte sække affald. Resultaterne vidner om en lokal opbakning, der gør en reel forskel for både naturen og fællesskabet.
Formand for Teknik- og Ejendomsudvalget, Anders Gøthe udtaler sin begejstring for projektet:
“Ren Natur viser tydeligt, at fællesskab gør en forskel. Det glæder mig, at foreningerne både får gode oplevelser med indsamlingerne og har mulighed for at styrke deres aktiviteter økonomisk. Foreningernes indsats giver et renere lokalområde, og det er positivt at se, at mængden af indsamlet affald er faldende.
Jeg vil gerne rette en stor tak til de mange foreninger, der hvert år engagerer sig i Ren Natur. Deres indsats er med til, at vi kan holde vores lokalområder rene og indbydende,” siger Anders Gøthe
Ren Natur-konceptet er enkelt: Foreningerne vælger en rute, samler affald i 2–3 timer og modtager efterfølgende et økonomisk bidrag til klubkassen.
Køge Kommune opfordrer alle lokale foreninger til at være med og bidrage til at holde lokalområderne rene og indbydende.
Tilmelding via følgende link: Ren Natur - tilmelding
Pressekontakt:
Anders Gøthe, Formand for Teknik- og Ejendomsudvalget. Telefon: 31770322