---
title: "Nye postkort inviterer børn ind i fællesskaberne"
description: "I disse dage får skoleelever i Køge Kommune postkortene \"Fri Tid\" og \"Velkommen i Klubben\" med hjem. Formålet er enkelt: At inspirere flere børn og unge til at opdage de mange fællesskaber, aktiviteter og fritidsmuligheder, der findes lige i nærmiljøet. P"
date: "2026-08-19"
created: "2026-08-19"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Pressemeddelelser](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/pressemeddelelser)

                [Nye postkort inviterer børn ind i fællesskaberne](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/pressemeddelelser/nye-postkort-inviterer-boern-ind-i-faellesskaberne)

# Nye postkort inviterer børn ind i fællesskaberne

I disse dage får skoleelever i Køge Kommune postkortene "Fri Tid" og "Velkommen i Klubben" med hjem. Formålet er enkelt: At inspirere flere børn og unge til at opdage de mange fællesskaber, aktiviteter og fritidsmuligheder, der findes lige i nærmiljøet. Postkortene sætter fokus på fritidsliv, fællesskab, leg, læring og nye venskaber i kommunens foreninger og klubber.

Når børn og unge fortæller om deres fritidsliv, handler det sjældent om at vinde, præstere eller være den bedste. De fortæller om venner, glæde og om følelsen af at høre til.

Ida Ploug Rodenberg på 11 år spiller badminton i Køge Badminton Klub. Ida fortæller: Dengang jeg startede til badminton, det er et par år siden, der kendte jeg én. Nu kender jeg næsten alle. Jeg har fået mange nye gode venner i hallen og faktisk også venner fra de andre klubber her på Sjælland. Jeg træner sammen med nogle, der er både yngre og også ældre end mig, det kan jeg godt lide. Jeg synes, at vi er gode til at hjælpe hinanden, vi griner sammen og vi har det sjovt. Det er god motion og det gør mig glad.”

**Fra postkort til opdagelsesrejse**

Sammen med postkortene møder børnene også et nyt klistermærkeunivers, der gør det sjovt og legende at gå på opdagelse i fritidslivet.

Inspireret af de samlekoncepter, mange børn allerede kender, består universet af en række farverige ikoner. Hvert klistermærke repræsenterer en aktivitet eller interesse – eksempelvis en fjerbold, en bog, en svømmer, en pensel og mange flere.

Tanken er enkel: Nogle børn drømmer om en fodbold. Andre om en pensel, en bog eller en svømmebane. Ingen interesser er for små, og alle veje ind i fællesskabet tæller.

Klistermærkerne skal vække nysgerrighed, skabe samtaler og inspirere børn til at udforske nye interesser sammen med deres familie. De fungerer som små invitationer til de mange fællesskaber, der findes rundt omkring i kommunen.

**Fritidslivet skaber mere end aktiviteter**

I Køge Kommune findes et væld af muligheder for børn og unge – fra sport, bevægelse og musik til kreative aktiviteter, læse- og andre fællesskaber. Med postkortene ønsker kommunen at gøre det lettere for børn og deres familier at få øje på mulighederne og tage det første skridt.

Ved at scanne QR-koden på postkortene kan børn og forældre gå på opdagelse i de mange aktiviteter og fællesskaber, der findes lokalt. Postkortene er udviklet som en invitation til at udforske fritidslivet og finde et sted, hvor man føler sig velkommen.

"Når jeg taler med børn og unge om deres fritidsliv, hører jeg igen og igen fortællinger om nye venner, fællesskab, glæde og om at blive en del af noget større. Det er oplevelser, der styrker trivsel, selvtillid og livsglæde. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper flere børn med at finde det fællesskab, der passer til dem", siger Kirsten Larsen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune.

**Stærke fællesskaber er en del af Fremtidens Køge**

Initiativet understøtter samtidig ambitionerne om stærke lokalsamfund og et tæt samarbejde mellem kommune, borgere, foreninger og civilsamfund. Arbejdet med Fremtidens Køge peger på fællesskaber, som en vigtig del af det gode liv og en stærk kommune.

”Fremtidens Køge handler om mere end byudvikling og velfærd. Det handler også om de fællesskaber, der binder os sammen. Når børn deltager i fritidsaktiviteter, får de ikke bare motion eller nye færdigheder, de får relationer, ansvar, oplevelser og et sted at høre til. Derfor er det vigtigt, at vi gør det nemt for børn og familier at finde vej ind i de fællesskaber, der styrker både trivsel, sundhed og livsglæde", siger Kirsten Larsen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune

Børnenes Fritidsunivers, herunder postkortene Fri Tid og Velkommen i Klubben samt det tilhørende klistermærkeunivers, er udviklet i et tværgående samarbejde mellem Kultur- og Fritidsområdet og Køge Kommunes sundhedskonsulenter.

"Stærke fællesskaber er en vigtig del af både Fremtidens Køge og vores sundhedspolitik. Når børn og unge oplever at høre til i et fællesskab, styrker det ikke kun deres trivsel her og nu, men også deres mentale og sociale sundhed på længere sigt. Derfor er det afgørende, at vi samarbejder på tværs af skoler, foreninger, kultur- og fritidsområdet, familier og civilsamfund om at skabe gode indgange til fællesskaberne. Jo tidligere vi hjælper børn med at finde et sted, hvor de føler sig velkomne, desto stærkere fundament skaber vi for fremtidens Køge", siger Tanja Glückstadt, formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Køge Kommune
