Skip til hoved indholdet

Nyt fra byrådets møde den 30. maj 2023

Med disse overskrifter: ”Nu begynder byggemodning af to boligområder i Borup” og ”Forslag til et nyt Agerbækhuse går et skridt videre”.

Nu begynder byggemodning af to boligområder i Borup

Byrådet har givet grønt lys til, at projekteringen af byggemodningen af to boligområder i Møllebankerne kan sættes i gang. Det betyder, at op til 55 parcelhusgrunde bliver klar til muligt salg, når byggemodningen er afsluttet. 

-    Jeg er meget glad for, at vi snart vil kunne byde endnu flere borgere velkommen i vores kommune, denne gang ved Møllebankerne i Borup. Naturen er tænkt ind i byggeplanerne, så hele området bindes sammen af grønne områder og stisystemer. I nærheden er der lokalt bymiljø i hyggelige Borup, som også har egen station og tog til København, og dermed forener området nogle af de bedste ting ved at bo i Køge Kommune, siger borgmester i Køge Kommune Marie Stærke. 

Parcelhusgrundene vil blive byggemodnet som en del af opfyldelsen af lokalplan 1025, og anlægsprojektet er finansieret i Budget 2023. Når byggemodningen er afsluttet, vil der både være rækkehusbebyggelser og matrikler til parcelhuse i Møllebankerne ved Borup. 

Forslag til et nyt Agerbækhuse går et skridt videre

Agerbækhuse er et bosted for 38 fysisk og psykisk handicappede borgere. Bostedets fysiske rammer trænger til et løft, og det er der nu udarbejdet et forslag til, som byrådet har taget til efterretning. 

Forslaget er udarbejdet efter en længere proces med arkitekter og inddragelse af beboernes pårørende og personale, og det sigter mod en moderne indretning præcist tilpasset beboernes behov.

-    Forslaget er et fint grundlag for at se videre på at løfte de fysiske rammer for beboerne og dermed også personalet på Agerbækhuse. Vi kan se på andre steder, hvor de fysiske rammer er blevet løftet, at det har stor betydning for roen i hverdagen, og det harmonerer jo rigtig fint med vores ansvar for at skabe gode rammer for sårbare medborgere, siger borgmester i Køge Kommune Marie Stærke. 

Forslaget for det nye Agerbækhuse indeholder flere scenarier, både for hvem der skal opføre bygningerne, og for hvor de skal placeres. Nu regner forvaltningen videre på de forskellige scenarier, så de kan indgå i budgetforhandlingerne for 2024. 

 

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje