---
title: "Nyt fra Kommunalbestyrelsens møde den 26. maj 2026"
description: "Med disse overskrifter; ”Nyt grønt råd skal styrke natur og friluftsliv i Køge Kommune”, ”Ny lokalplan skal bevare særligt boligområde i Køge” og ” Nye LED-lys skal give bedre forhold på stadionanlæg.”"
date: "2026-05-26"
created: "2026-05-26"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Pressemeddelelser](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/pressemeddelelser)

                [Nyt fra Kommunalbestyrelsens møde den 26. maj 2026](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/pressemeddelelser/nyt-fra-kommunalbestyrelsens-moede-den-26-maj-2026)

# Nyt fra Kommunalbestyrelsens møde den 26. maj 2026

Med disse overskrifter; ”Nyt grønt råd skal styrke natur og friluftsliv i Køge Kommune”, ”Ny lokalplan skal bevare særligt boligområde i Køge” og ” Nye LED-lys skal give bedre forhold på stadionanlæg.”

## Nyt grønt råd skal styrke natur og friluftsliv i Køge Kommune

Køge Kommune vil etablere et nyt grønt råd, der skal samle borgere, foreninger, erhvervsliv og lodsejere om arbejdet med natur, biodiversitet og friluftsliv i kommunen. Rådet hænger sammen med kommunens arbejde under Grøn Trepart og skal bidrage med idéer og anbefalinger til indsatsen for at skabe mere skov og natur.
Det nye råd skal afløse det nuværende naturråd og får en bredere sammensætning for at sikre større lokal involvering i den grønne omstilling og udviklingen af kommunens naturområder.
-    Vi står over for store opgaver med både biodiversitet, grøn omstilling og adgang til naturen. Derfor er det vigtigt, at vi samler kræfterne og får endnu flere lokale stemmer med i arbejdet med natur og friluftsliv i Køge Kommune, siger borgmester Ken Kristensen.
Forvaltningen skal nu udarbejde forslag til kommissorium og sammensætning af det nye grønne råd.

## Ny lokalplan skal bevare særligt boligområde i Køge

Køge Kommune har endeligt vedtaget Lokalplan 1124 for området omkring Jernstøbervænget og Ågade. Lokalplanen skal sikre, at områdets særlige arkitektur og historiske miljø bevares, samtidig med at der fortsat bliver mulighed for mindre nybyggeri og udvikling.
Lokalplanen er en såkaldt bevarende lokalplan. Det betyder, at der bliver sat rammer for, hvordan bygninger kan ændres, renoveres eller udvides, så områdets karakter og udtryk bliver fastholdt. Samtidig giver planen mulighed for begrænset fortætning med mulighed for at opføre to dobbelthuse samt en villa i et delområde samt nye udstykningsmuligheder ved Jernstøbervænget.
Baggrunden for arbejdet er et politisk ønske om i højere grad at beskytte de bevaringsværdige områder i Køge by. Lokalplanen er den første af flere kommende bevarende lokalplaner i kommunen.
-    Køge har nogle helt særlige boligområder og bymiljøer, som fortæller historien om vores by. Med den nye lokalplan sørger vi for, at området kan udvikle sig med respekt for den eksisterende bebyggelse og den stemning, som mange borgere sætter pris på, siger borgmester Ken Kristensen.
Lokalplanen skal samtidig være med til at skabe klare rammer for både nuværende og kommende boligejere i området.

##
Nye LED-lys skal give bedre forhold på stadionanlæg

Brugerne af kommunens kunstgræsbaner kan se frem til bedre lysforhold, mere moderne faciliteter og et lavere energiforbrug, når Køge Kommune udskifter stadionlysene til nye LED-anlæg.
Køge Kommune investerer nu i nye LED-lysanlæg på de kommunale kunstgræsbaner for at forbedre forholdene for de mange borgere og foreninger, der bruger banerne året rundt. De nye lysanlæg skal sikre bedre belysning til både træning og kampe samtidig med, at energiforbruget altså reduceres.
På Herfølge Stadion er projektet udviklet i samarbejde med Herfølge Boldklub, og kommunen har modtaget støtte fra DBU’s banefacilitetspulje til projektet.
-    Vores idrætsfaciliteter skal være tidssvarende og fungere godt for både foreninger og borgere. Med de nye LED-lys får vi bedre forhold på stadionerne samtidig med, at vi reducerer energiforbruget, siger borgmester Ken Kristensen.
Arbejdet med de nye lysanlæg forventes gennemført i løbet af 2026, mens yderligere udskiftninger vil følge i de kommende år.
