Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Oplev Myriad og danseforestillingen Stella Utero i Søndre Havn

Myriad er skabt af den britiske kunstnergruppe Architects of Air og består af en 900 kvadratmeter stor oppustelig labyrint fyldt med lys, farver og former, der inviterer til både nysgerrighed og fordybelse. Kunstværket har allerede begejstret millioner af besøgende – og nu kan borgere i Køge og omegn opleve magien helt tæt på.

– Det er en helt særlig oplevelse, som taler til både sanser og fantasi – for både børn og voksne. At vi i Køge får besøg af en kunstinstallation, som har tryllebundet millioner af mennesker på tværs af kulturer og kontinenter, er en stor gave til byen og vores borgere. Jeg glæder mig til at se, hvordan Myriad bliver taget imod her hos os, siger Ken Kristensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune.

En unik danseoplevelse inde i Myriad

Som noget helt særligt kan publikum i Køge også opleve danseforestillingen Stella Utero, der foregår inde i selve Myriad. Forestillingen er skabt af koreograf Thomas Bentin, der bor her i Køge, og som har optrådt og undervist internationalt. Stella Utero er en guidet rejse, hvor publikum føres med af tre dansere i en koreografi, der viser forskellige relaterbare situationer med kunstinstallationen som ramme.

– Det har været en spændende og udfordrende proces at skabe en danseforestilling til et så konkret rum som Myriad. Stjernerne har været en gennemgående inspiration for mig – som et billede på menneskets længsel efter noget større, selvom vi altid er bundet i det jordiske. Det har været en stor fornøjelse at være en del af så professionelt og inspirerende et samarbejde, siger Thomas Bentin.

Stella Utero er produceret i samarbejde med Passage Festival og støttet af Statens Kunstfond.

Lokale aktører skaber ekstra oplevelser

Myriad er en del af kommunens nye initiativ SceneKANT, der skal bringe scenekunsten ud i det fri og tættere på borgerne – og gerne til steder, hvor man ikke forventer at møde kultur. I år er fokus lagt på Søndre Havn, hvor en lang række af vores engagerede, lokale aktører har bidraget til programmet. Blandt andre har Søndre Havns Bydelsforening, Kjøge Miniby, Køge Ungdomsskole og Tapperiet været centrale samarbejdspartnere og står bag et væld af gratis aktiviteter rundt om kunstinstallationen.

Her kan man fx deltage i kreative workshops, tekstilværksted, bevægelsesworkshop med kunstner Clara Ferreira Cores, lege med Gerlev Center for leg og bevægelse, cykle sig til en smoothie og meget mere.

En oplevelse for alle

Køge Kommune har lagt vægt på at gøre scenekunstoplevelser tilgængelige for alle. Derfor er både kommunens dagtilbud, SFO’er og udvalgte grupper fra Sundhedscenteret inviteret gratis indenfor i Myriad. Også Søndre Havns Bydelsforening har fået adgang til billetter, som de giver videre til andre borgere, der skal have en god oplevelse i sommerferien.

Praktisk information

Sted

Dyreskuepladsen på Søndre Havn i Køge. Du finder pladsen langs Strandpromenaden (ved siden af Kjøge Miniby).

Datoer og tider

Torsdag 7. august og fredag 8. august

• Myriad: kl. 14–17 med sidste indgang kl. 16:30 (billettype 1)

• Stella Utero: kl. 17-18 fordelt på to forestillinger (billettype 2)

Lørdag 9. august

• Myriad: kl. 13-19 med sidste indgang kl. 18:30 (billettype 1)

• Stella Utero: kl. 12-13 og kl. 19-20 fordelt på to forestillinger i hvert tidsrum (billettype 2)

Køb billet

Myriad - billettype 1:

Billetten giver adgang til oplevelse på egen hånd i Myriad i op til 30 minutter. Billetten købes kun i døren til Myriad på selve dagen. Du kan derfor forvente kø. Billetpris: 50 kr. for voksen. Børn/unge under 16 år gratis. Alle børn/unge skal ledsages af voksen.

Stella Utero – billettype 2:

Billetten giver adgang til Myriad i danseforestillingens varighed (ca. 25 minutter). Der er kun 25 billetter til salg per forestilling. Billetten købes kun som forsalg her via Stella Utero billetter | Officielt Ticketmaster billetsalg inden ankomst. Billetpris: Voksen: 85 kr. inkl. gebyr. Børn/unge under 16 år 65 kr. inkl. gebyr. Alle børn/unge skal ledsages af voksen.

Forestillingen anbefales fra 10 år.

Læs mere og se det fulde aktivitetsprogram her MYRIAD - MYRIAD - En magisk verden af lys og luft

Presse

På åbningsdagen den 7. august kl. 11.30 vil der være mulighed for den fremmødte presse for at stille spørgsmål til formanden for Kultur- og Idrætsudvalget, Ken Kristensen, samt koreograf Thomas Bentin.

Pressekontakt

Ken Kristensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Køge Kommune, tlf: 42642250

Thomas Bentin, koreograf på Stella Utero, tlf: 61428994

Giv feedback

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje