---
title: "Sæt kryds i kalenderen: Historisk dag i vente for HB Køge Women og hele Køge"
description: "Efter pokalsejren spiller HB Køge Women nu om det danske mesterskab på hjemmebane – og hele Køge inviteres til at være med til en potentiel historisk dag."
date: "2026-06-03"
created: "2026-06-03"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Om Køge Kommune](https://www.koege.dk/om-koege-kommune)

                    [Presse og kommunikation](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder og aktuelt](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt)

                    [Pressemeddelelser](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/pressemeddelelser)

                [Sæt kryds i kalenderen: Historisk dag i vente for HB Køge Women og hele Køge](https://www.koege.dk/om-koege-kommune/presse-og-kommunikation/nyheder-og-aktuelt/pressemeddelelser/saet-kryds-i-kalenderen-historisk-dag-i-vente-for-hb-koege-women-og-hele-koege)

# Sæt kryds i kalenderen: Historisk dag i vente for HB Køge Women og hele Køge

Efter pokalsejren spiller HB Køge Women nu om det danske mesterskab på hjemmebane – og hele Køge inviteres til at være med til en potentiel historisk dag.

Lørdag den 13. juni kan blive en historisk dag for HB Køge Women, når klubben tager imod Kolding IF hjemme på Køge Idrætspark i sæsonens sidste kamp i A-Ligaen.

Efter sejren i Kvindepokalfinalen har HB Køge Women nu mulighed for også at sikre sig det danske mesterskab og dermed skrive et nyt kapitel i klubbens historie.

Klubben håber derfor, at hele Køge vil være med til at skabe en festlig ramme om dagen og bakke op om byens hold i jagten på endnu en titel.

Muligheden for at vinde både mesterskabet og pokalturneringen kommer blot ét år efter, at HB Køge Women indledte en ny udviklingsrejse med nye ambitioner for fremtiden. Gennem målrettet arbejde fra spillere, trænere, medarbejdere, frivillige, samarbejdspartnere og ejere har klubben taget store skridt både på og uden for banen.

## Alt afgøres på hjemmebane

Dagen begynder på Køge Idrætspark, hvor HB Køge Women kan sikre klubbens fjerde danske mesterskab.

Hvis mesterskabet kommer i hus, fortsætter fejringen senere på dagen på Køge Torv, hvor spillere, stab, fans og byens borgere inviteres til at fejre sæsonen sammen.

- Vi har muligheden for at afslutte en fantastisk sæson på hjemmebane sammen med vores fans. Det er de øjeblikke, vi arbejder for hver eneste dag. At vi allerede nu har mulighed for at kæmpe om både mesterskabet og pokalen, er et resultat af den store indsats, som spillere, stab, frivillige, samarbejdspartnere og ejere har lagt i klubben. Det er vi meget stolte af, siger Alex Levin, direktør i HB Køge Women og fortsætter:

- Vi håber, at rigtig mange vil møde op på Køge Idrætspark og være med til at skabe en fantastisk kulisse. Hvis vi lykkes med at sikre mesterskabet, ser vi frem til at kunne fejre det sammen med byen på Køge Torv senere på dagen.

Borgmester i Køge Kommune, Ken Kristensen, påpeger, hvordan HB Køge Women allerede for ganske nylig har givet alle en fantastisk oplevelse med sejren i pokalfinalen – en sejr, der ifølge borgmesteren vidner om et hold med både kvalitet, vilje og et stærkt fællesskab:

- Det er imponerende at se, hvordan spillerne, trænerstaben og hele klubben har løftet sig gennem sæsonen og igen står med muligheden for at skrive historie. Jeg håber, at rigtig mange vil møde op på Køge Idrætspark og bakke holdet op i den afgørende kamp. Hvis mesterskabet kommer i hus, glæder jeg mig til at fejre spillerne sammen med fans, familier og borgere på Køge Torv. Det vil være en fantastisk anledning til at hylde et stærkt hold og forhåbentlig skabe en folkefest, som hele byen vil huske, siger Ken Kristensen.

Cheftræner Kristian Mørch glæder sig til at spille sæsonens sidste kamp foran hjemmepublikummet.

- Vi ved, hvad der er på spil, og vi glæder os til at spille foran vores egne fans. Spillerne har arbejdet utrolig hårdt hele sæsonen, og nu har vi muligheden for selv at afgøre det på hjemmebane, og vi håber på stor opbakning fra tribunerne. Hvis vi lykkes med at sikre mesterskabet, vil det være noget, hele klubben og byen kan være stolte af. Vi mærker stor støtte fra lokalsamfundet, og det betyder meget for både spillere og stab.

## Festlig fejring på Køge Torv

I samarbejde med Køge Kommune planlægger HB Køge Women en fejring på Køge Torv lørdag den 13. juni ca. fra kl. 19.00, hvis mesterskabet sikres.

Programmet forventes blandt andet at indeholde:

• Hyldest af spillerne fra scenen

• Tale ved borgmester Ken Kristensen

• Mulighed for autografer og billeder med spillerne

• Salg af officiel merchandise

• Underholdning og andre overraskelser

• Fejring af byens hold oven på en historisk sæson

HB Køge Women håber, at så mange som muligt vil være med til at gøre dagen til en fælles oplevelse.

Start dagen på Køge Idrætspark og støt holdet i jagten på mesterskabet – og vær med til at fejre spillerne på Køge Torv!

Historisk mulighed på hjemmebane: Sæsonens sidste kamp

HB Køge Women – Kolding IF

📅 Lørdag den 13. juni

⏰ Kickoff kl. 14.00

📍 Køge Idrætspark

Læs mere – også om køb af billetter på [HB Køge](https://www.hbkogewomen.dk/)

Sæt kryds i kalenderen allerede nu! Lørdag den 13. juni kan blive en helt særlig dag for både HB Køge Women og hele Køge.
