Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Udvikling i Køge Kommune Byplanlægning Planstrategi 2023

Planstrategi 2023

Når den fysiske udvikling af kommunen planlægges, er der mange interesser og mulige anvendelser til de samme arealer. Det giver behov for løbende, politiske prioriteringer.

Med Planstrategi 2023 sætter Byrådet en politisk retning for, hvordan fremtiden planlægges, og hvilke dilemmaer og potentialer, der kræver særlig opmærksomhed.

Behovet for mere natur og flere arealer til energiproduktion, og behovet for at afveje interesser i forhold til landbrug, grundvand, byudvikling og rekreative aktiviteter i bl.a. skove og naturområder kalder på en ambitiøs helhedstænkning og strategisk planlægning af Kommunens åbne land.

Vi har høje ambitioner for kvaliteten af vores byer. Der er derfor behov for tilsvarende ambitiøse principper for mangfoldighed, bæredygtig mobilitet og attraktive udemiljøer i vores boligområder.

Planstrategi 2023 har fokus på kvaliteten og indholdet i boligområder. Der lægges op til at Køge Kommuneplan 2025 revideres i forhold til generelle rammer, retningslinjer og mål med henblik på en gennemgang for flere og mere bæredygtige målsætninger, herunder fx parkeringsnormer, bynatur, bæredygtige mobilitetsmål mv.

Planstrategien er opbygget med tre temaer med hver sin fortælling og politiske målsætninger:

  • Natur og landskaber
  • Balanceret boligudvikling
  • Det levede liv

Høring

Planstrategien er i 8 ugers offentlig høring fra den 20. december 2023 til den 18. februar 2024.

Du kan læse og give høringssvar til planstrategien via planstrategi.koege.dk

Eventuelle nye inputs fra den offentlige høring kan indarbejdes i den endelige version af
Planstrategi 2023 uden krav om fornyet høring. Den endelige Planstrategi forventes godkendt på Byrådsmødet den 2. april 2024.

Hvad er en planstrategi

I planstrategien fremlægger byrådet sine overordnede mål for kommunens fremtidige udvikling. Byrådet har pligt til at vedtage en planstrategi i første halvdel af en ny byrådsperiode. Strategien er også et debatoplæg til den kommende kommuneplanrevision, da den sætter den politiske retning for Køge Kommuneplan 2025.

Denne planstrategi er samtidig svar på, hvordan Køge Kommune vil bidrage til en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede - en lokal agenda21 strategi.

Strategien beskriver således byrådets visioner og prioriteringer og fastlægger dermed den overordnede kurs for kommunens fysiske udvikling.

Planstrategiens emner og mål danner udgangspunktet for den kommende revision af kommuneplanen (Kommuneplan 2025), for både udvalgte geografier og temaer. Det er i forbindelse med kommuneplanlægningen, at Byrådet arbejder konkret med geografien og temaerne, men retningen sættes med planstrategien.

 

Planstrategi

Torvet 1, 4600 Køge

Telefontider

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje