Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Udvikling i Køge Kommune Byudvikling Herfølge Bjergby Boliger

Boliger

Sådan kan du bo i Herfølge Bjergby

I Herfølge Bjergby er det visionen, at bydelen får et varieret udbud af boligtyper til borgere i alle stadier i livet, ældre og unge, familier i alle konstellationer og i forskellige ejerformer. En blandet beboersammensætning, hvor der er rummelighed til, at man kan mene noget forskelligt, men har det til fælles, at man gerne vil involvere sig i fællesskabet og leve ressourcebevidst.

Tegningen viser et naboskab i Herfølge Bjergby
Illustration af et naboskab i Herfølge Bjergby (© WERK & Vandkunsten)

I Herfølge Bjergby er der boliger for dem, der gerne vil bygge selv især i form af helårshavehuse, tiny houses og i Frikvartererne. Der er også boliger for dem, der gerne vil flytte ind i et færdigt byggeri i form af en ejer- eller lejebolig eller i et boligfællesskab. Der er derfor en rig variation i naboskabernes sammensætning af boligtyper og bygningsudtryk.

Række-, klynge- og gårdhavehuse i op til to etager er de overvejende bygningstyper. De kan også fremtræde som etageboliger i maksimalt 3½ etager. Der vil være både ejer- og lejeboliger.

Helårshavehuset er et fritliggende, mindre hus på en lille privat ejet grund. Typen er inspireret af kolonihavebebyggelser og er en mellemting imellem et lille parcelhus og et rækkehus. Grundene er små ca. 200-300m2 og boligerne 80-120m2 i 1-1½ etage.

I en anden skala findes villaer som større en- eller flerfamiliehuse, evt. sokkeludstykket på fællesjord og med begrænset privat haveareal.

Der er et ønske om at skabe et område med blandede typologier, for at skabe rammerne for et mangfoldigt bysamfund i bydelen.
For at understøtte den ønskede variation i beboersammensætningen skal der kunne indpasses boliger for udsatte borgere, der har særlige behov, konkret fx i form af boliger i tiny houses. En anden variation udgøres af visionen om at etablere boliger, der er målrettet kunstnere.

Ungdomsboliger, samt bofællesskaber, herunder fx seniorbofællesskaber bliver indpasset i etagehuse, rækkehuse, gårdhavehuse og frikvartererne. Frikvartersboligerne, havehuse og tiny house er oplagt boliger, hvor der er arkitektoniske frihedsgrader og selv- og medbyggeri er en del af programmet.

Plads til kreativitet og nytænkning

Frikvartererne er for den initiativrige beboer i en anderledes boform. Frikvartererne er placeret centralt i hver af kvartererne. Der er plads til kreativitet og nytænkning med mulighed for at afprøve og sammensætte nye materialer med gamle. I Frikvarternes stueetager er der mulighed for at etablere en mindre butik, værksted o. lign., som bringer aktivitet til byrummet. Bebyggelsen er som udgangspunkt ejerboliger, men kan også etableres på lejebasis.

Principper for Frikvarternes bebyggelse:

  • Mulighed for værksteder og småerhverv i stueetagen
  • Varierede bygningshøjder
  • Fremme kreativitet, selvbyggeri og skæve idéer og former
  • Foranderlighed - bygninger der fremstår forskellige fra hinanden
  • Eksperimenterende arkitektur.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje