Nyhedsbrev, december 2025 Grøn Trepart Køge Bugt
Når juleferien lige straks indfinder sig, har alle byrådene i Grøn Trepart Køge Bugt behandlet den omlægningsplan, som udpeger mulige arealer, der kan omlægges. Efter nytår kan de reelle drøftelser med lodsejerne komme i gang til gavn for klima og miljø.
Omlægningsplanen for Lokal Trepart Køge Bugt blev landets fjerde trepart, som i efteråret nåede til enighed om en robust omlægningsplan med stort fokus på udtagning af de kulstofrige lavbundsarealer med stor CO2 udledning. I dette årets sidste nyhedsbrev kan du læse mere om status for arbejdet og forventningerne til det kommende års gode samarbejde i Lokal Grøn Trepart Køge Bugt.
Et travlt år
Det har været et travlt år. Der er blevet drukket mange kander kaffe og holdt mange orienteringsmøder på og uden for rådhusene med lodsejere og borgere. Forud for møderne er der foregået et stort planlægningsarbejde i de tekniske forvaltninger i dialog med repræsentanter fra landbruget, Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen. Her i december behandler byrådene omlægningsplanerne. Nogle byråd har allerede vedtaget deres omlægningsplan, mens andre er i proces – men inden vi går på juleferie, har alle byråd forventelig nikket ja. Enkelte kommuner i Lokal Grøn Trepart Køge Bugt har ikke arealer i omlægningsplanen – de har derfor kun haft planen til orientering.
Alle de lodsejere, som har arealer, der er egnede til at lægge om, er blevet informeret, forud for den politiske vedtagelse af planerne. Efter nytår kigger vi ind i en periode, hvor kommunerne kontakter lodsejerne om de konkrete muligheder inden for omlægningsplanen. Først og fremmest skal vi finde ud af, om lodsejerne bakker op om de konkrete projektforslag, og herefter skal der laves tekniske forundersøgelser, såfremt der er opbakning.
Formand for Lokal Grøn Trepart Køge Bugt, borgmester i Køge Kommune, Marie Stærke er stolt af at kunne overdrage det videre arbejde til de nye byråd efter nytår:
- Det har været en stor fornøjelse at arbejde tæt sammen med både Landbruget og Danmarks Naturfredningsforening det seneste år. Jeg oplever, at alle parter har bidraget til en robust og sammenhængende omlægningsplan, der tegner godt for det fremadrettede arbejde med udpegning af mere natur og skov. For mig at se er det en bunden opgave at vi sammen bidrager til, at naturen og havmiljøet i Danmark får så gode vilkår, som muligt – til gavn ikke mindst for fremtidige generationer, siger hun.
Danmarks Naturfredningsforening ser også frem til det kommende arbejde.
- Det er meget positivt, at kommunerne nu har godkendt omlægningsplanerne for Køge Bugt, og vi glæder os til at arbejde videre med at indfri trepartens målsætninger. Vi ser frem til i det kommende år at arbejde løsningsorienteret på at realisere de fælles ambitioner om omlægning af omdriftsarealer, så treparten for Køge Bugt bidrager til målene om ny natur, sikring af drikkevand og beskyttelse af eksisterende natur, siger Kasper Monrad Møller, næstformand for Danmarks Naturfredningsforening i Stevns og repræsentant for foreningen i Grøn Trepart Køge Bugt.
I landbruget er man også klar til at gribe fat i det kommende arbejde og her udtaler formand for landboforeningen VKST og repræsentant for Landbrug og Fødevarer i Grøn Trepart Køge Bugt Torben Hansen:
- Vi har haft en konstruktiv dialog om Grøn Trepart i Køge, hvor mange perspektiver skulle samles. Der er ingen tvivl om, at det har været en vigtig opgave og svær proces, hvor mange forskellige interesser skulle samles om fælles løsninger. Samtidig må vi være ærlige og sige, at det har været en kompleks og til tider udfordrende opgave. Der er mange hensyn, der skal balanceres – ikke mindst behovet for at sikre en stærk og konkurrencedygtig fødevareproduktion, som også skal være bæredygtig. Vi ser det som et skridt i den rigtige retning, men det er klart, at der fortsat ligger et stort arbejde foran os, hvis vi skal lykkes med at skabe grøn omstilling uden at gå på kompromis med landbrugets fundamentale rolle som fødevareproducent, siger han.
Det fremadrettede arbejde: Skovrejsning og naturområder
I 2025 har trepartsgruppen fokuseret på kortlægning af potentialet for udtagning af lavbundsjord. Dette har resulteret i udpegning af ca. 2.500 hektar lavbundsjord og randarealer, som har en høj CO₂-udledning og kvælstofpåvirkning. Dette er samtidig arealer, der typisk er dårlige at dyrke, og hvor der ofte står vand.
Som en del af det kommende arbejde har parterne i følgebrevet til omlægningsplanen lovet hinanden, at der i 2026 sættes fokus på skovrejsning og udpegning af naturområder. Treparten vil her udpege områder med synergier mellem bl.a. lavbundsprojekter og drikkevandsbeskyttelse for at se, om de samme områder kan opfylde flere mål. De steder, hvor lavbundsjorden er placeret, ligger typisk omkring ådale, hvor naturen ofte har gode vilkår for at udbrede sig. Det nationale mål er, at treparten skal vise vejen til, at 20 procent af det danske areal skal udlægges til beskyttet natur.
Det andet fokusområde i 2026 vil være at udpege arealer med potentiale for skovrejsning. På landsplan skal der samlet rejses 250.000 hektar ny skov svarende til Lolland, Falster og Bornholms arealer tilsammen. Det er en stor opgave, hvor vi i Køge Bugt skal levere en del af udpegningen. Et godt udgangspunkt vil her være at se nærmere på, hvor der er behov for grundvandsbeskyttelse, da skovrejsning her vil være et godt virkemiddel til at sikre, at der ikke gødes og anvendes pesticider på arealerne.
Med 136 projekter i støbeskeen på nuværende tidspunkt bliver det et omfattende arbejde, som forhåbentligt vil munde ud i nogle fantastiske projekter, som bidrager til mere natur og skov. Til at realisere projekterne har staten afsat 43 mia. kr. i Den Grønne Fond, som udmøntes gennem en række udtagningsordninger, hvor lodsejere kompenseres for deres deltagelse i projekterne.
Man kan læse mere om Grøn Trepart Køge Bugt og finde de tidligere nyhedsbreve her: Grøn Trepart Køge Bugt
Vi vender tilbage med mere nyt fra arbejdet i Grøn Trepart Køge Bugt i 2026.
For nu er der blot tilbage at ønske rigtig god jul og godt nytår.
Bedste hilsner
Grøn Trepart Køge Bugt