---
title: "Detaljevisning"
date: "2023-08-24"
created: "2022-06-03"
---

Høring

# Forslag til Lokalplan 1120 - Ravnsborg Enge - Nordbyen

Kommune- og lokalplaner

                        [Tilbage](https://www.koege.dk/politik/hoeringer-afgoerelser-og-borgermoeder/hoeringsportal/)

## Køge Byråd har den 29. april 2025 besluttet at sende forslag til Lokalplan 1120 for Nordbyen, Ravnsborg Enge og tillæg nr. 10 til Kommuneplan 2021 i offentlig høring.

                                        [Tilbage](https://www.koege.dk/politik/hoeringer-afgoerelser-og-borgermoeder/hoeringsportal/)

Du kan læse forslaget til Lokalplan 1120 på
lokalplaner.koege.dk og skrive et høringssvar, hvis du har bemærkninger til
lokalplanforslaget og/eller til forslaget til kommuneplantillæg 10: [Lokalplan 1120](https://koege.viewer.dkplan.niras.dk/plan/2#/lokalplanid/478 "Lokalplan 1120")

Du kan læse forslag til kommuneplantillæg 10 på
kommuneplan.koege.dk: [Kommuneplantillæg nr. 10](https://koege.viewer.dkplan.niras.dk/plan/5#/13943 "Kommuneplantillæg nr. 10")

Planerne er udarbejdet som led i realiseringen af
Ravnsborg Enge Helhedsplan.

#### Lokalplanforslag 1120

Formålet med lokalplanen er at videreføre
helhedsplanens visioner og realisere Nordbyen i Ravnsborg Enge. Lokalplanen
giver mulighed for at bygge 81 boliger, et forsamlingshus, fælles faciliteter
og opholdsarealer. Derudover udlægger lokalplanen en arealreservation til en
kommende daginstitution.

Centralt i Nordbyen udlægges areal til en
kvartersplads, der definerer det lokale fællesskab. På kvarterspladsen findes
praktiske hverdagsfunktioner, ophold, mindre legearealer eller sportsfunktioner
mv., der understøtter brugen af rummet.

Lokalplanen udlægger en grøn kile, hvor terrænet er
lavest. Den grønne kile skal håndtere områdets regnvand samt sikre rekreative
rammer for de kommende beboere.

Det nye byudviklingsområde bliver forholdsvis tæt og
består af blandede boligtyper og -størrelser.

Lokalplanområdet har vejadgang fra Egøjevej.
Lokalplanen udlægger areal til p-pladser svarende til 1,5 p-plads pr. bolig
uanset boligtype, hvilket samlet set er lidt under Køge Kommunes
parkeringsnorm.

Lokalplanområdet skal separatkloakeres, og regnvand vil
via store bassiner enten blive håndteret som nedsivning eller begrænset
udledning til Tangmosebækken. Tangmosebækken er et hydraulisk belastet vandløb
og for ikke at belaste vandløbet yderligere, må der alene ske udledning til
bækken med det, der svarer til den nuværende naturlige afstrømning.

Der skal udarbejdes et tillæg til Regn- og
spildevandsplanen, som beskriver såvel midlertidig som permanent løsning for
vandhåndteringen samt det fremtidige ansvar. Tillægget er en forudsætning for
realiseringen af lokalplanen.

Regnvandsbassiner skal indpasses, så de falder
naturligt ind i landskabet med fladt skrånende brinker.

#### Kommuneplantillæg nr. 10

Der er udarbejdet et tillæg til Kommuneplan 2021-2033
for Ravnsborg Enge. Kommuneplantillægget har til formål at fremrykke
planlægningen af Nordbyen ift. rækkefølgeplanlægningen samt ændre
rammeområderne for hele Ravnsborg Enge-området syd for diget.

#### Udbygningsaftale

Jf. planlovens § 21 b kan en kommune indgå aftale med
en grundejer om hel eller delvis finansiering af infrastrukturanlæg, som skal
etableres i eller uden for lokalplanområdet, for at lokalplanen kan realiseres.

I forbindelse med denne lokalplan pågår forhandlinger
med grundejer om finansiering af vejtilslutning til Egøjevej og busstoppested
på Egøjevej.

Udkast til udbygningsaftalen ligger som bilag til
lokalplanforslaget.

#### Høringsperiode

Forslag til Lokalplan 1120 og tillæg nr. 10 til
Kommuneplan 2021 er i høring fra den 5. maj 2025 til den 30. juni 2025.

Du kan give dit høringssvar til lokalplanforslaget og
forslaget til kommuneplantillæg på lokalplaner.koege.dk ved at trykke på
knappen *Skriv høringssvar*, når du er klikket ind på lokalplanforslaget.

Det er også muligt at sende høringssvar til
tmf@koege.dk eller til Køge Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen, Torvet 1,
4600 Køge.

Vær opmærksom på at dit høringssvar bliver
offentliggjort på lokalplaner.koege.dk, også hvis du sender det ind på mail
eller post.

Høringssvar skal være modtaget hos Køge Kommune senest
den 30. juni 2025.

Når den offentlige høring er slut, beslutter Køge
Byråd, om forslagene til lokalplan og kommuneplantillæg skal vedtages endeligt.
Alle høringssvar, som er indkommet i høringsperioden samles i en hvidbog, som
fremlægges i forbindelse med den endelige vedtagelse. Vær opmærksom på at dit
navn og din adresse bliver offentliggjort i hvidbogen.

#### Borgermøde

Der afholdes borgermøde tirsdag den 20. maj 2025 kl.
17-18:30 i kantinen i Ravnsborg Hallen. På borgermødet bliver der mulighed for
at høre om forslagene til lokalplan og kommuneplantillæg, stille spørgsmål og
komme med bemærkninger.

Alle er velkomne! Tilmelding bedes ske til
rikke.s.andersen@koege.dk

#### Miljøvurdering

Lokalplan 1120 og Kommuneplantillæg nr. 10 er omfattet
af lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM).
Der er derfor foretaget en miljøscreening efter lovens § 10. På baggrund af
screeningen er der miljøvurderet på følgende emner:

- Landskabelig påvirkning
- Bilag IV-arter
- Regn- og spildevand
- Trafikforhold

På lokalplaner.koege.dk kan du finde miljørapporten
under overskriften *Miljørapport*, når du er klikket ind på
lokalplanforslaget.

Afgørelser truffet ved gennemførelse af
miljøvurderingen kan jf. miljøvurderingslovens § 48 påklages efter reglerne i
planloven. Se klagevejledning nederst.

#### Retsvirkninger

Når et lokalplanforslag er offentliggjort, træder de
midlertidige retsvirkninger jf. planlovens § 17 i kraft. Det betyder, at
ejendomme, som er omfattet af lokalplanforslaget ikke må bebygges eller
udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af den endeligt vedtagne
lokalplan. Eksisterende lovlig anvendelse kan dog fortsætte efter
offentliggørelse af lokalplanforslaget, også selvom det er er i strid med
lokalplanforslaget.

#### Klagevejledning

Du kan klage over afgørelser truffet efter planloven
jf. planlovens § 58. Din klage skal sendes til Planklagenævnet gennem
klageportalen, som du får adgang til via [naevneneshus.dk](https://kpo.naevneneshus.dk/Public/Home/ChooseLoginProvider?returnUrl=https://kpo.naevneneshus.dk/External "naevneneshus.dk"). Klagen skal indsendes
inden 4 uger efter den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen.

Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage,
der kommer uden om Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge
Klageportalen, kan du sende en begrundet anmodning til Køge Kommune, som
videresender din anmodning til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om,
hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Hvis du vil indbringe en afgørelse for Domstolen skal
det ske inden 6 måneder fra offentliggørelse af afgørelsen jf. planlovens § 62.

Forslagene til lokalplan og kommuneplantillæg er
offentliggjort den 5. maj 2025.

## Informationer

                                            Start

                                            05.05.2025

                                                Slut

                                                30.06.2025

                                            Kategori

                                            Kommune- og lokalplaner

                                            Område

                                            4600 Køge

## Links

- [Lokalplan 1120 - Ravnsborg Enge - Nordbyen](https://koege.viewer.dkplan.niras.dk/plan/2#/lokalplanid/478)
- [Tillæg nr. 10 - Ravnsborg Enge -  Nordbyen](https://koege.viewer.dkplan.niras.dk/plan/5#/13943)
- [Nævnenes Hus](https://kpo.naevneneshus.dk/Public/Home/ChooseLoginProvider?returnUrl=https://kpo.naevneneshus.dk/External)

## Abonnér på Høringsportalen

Har du lyst til at få opdateringer på høringer direkte i din indbakke? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor vi løbende holder dig opdateret

                                        [Tilmeld](https://www.koege.dk/tilmeld-nyhedsbrev)
