---
title: "Vedtægt for Udsatterådet 2026-2029"
description: "Vedtægter for Køge Udsatteråd 2026-2029"
date: "2026-04-13"
created: "2026-04-13"
---

[Hjem](https://www.koege.dk/)

                    [Politik](https://www.koege.dk/politik)

                    [Kommunalbestyrelse og udvalg](https://www.koege.dk/politik/kommunalbestyrelse-og-udvalg)

                    [Råd og nævn](https://www.koege.dk/politik/kommunalbestyrelse-og-udvalg/raad-og-naevn)

                [Vedtægt for Udsatterådet 2026-2029](https://www.koege.dk/politik/kommunalbestyrelse-og-udvalg/raad-og-naevn/vedtaegt-for-udsatteraadet-2026-2029)

# Vedtægt for Udsatterådet 2026-2029

## §1 Formål

Udsatterådet rådgiver Køge Kommunalbestyrelse og fagudvalg i politiske spørgsmål på udsatteområdet og kan behandle lokalpolitiske spørgsmål, som har betydning for mennesker, der lever i udsathed.

Udsatterådet skal høres og rådgive omkring beslutninger indenfor udsatteområdet på tværs af alle sektorer i kommunen.

Udsatterådet skal medvirke til at skabe de bedste vilkår for borgere, der lever i udsathed.

Udsatterådet kan tage spørgsmål af generel karakter op til drøftelse og komme med forslag til politiske og administrative initiativer.

## § Opgaver

Udsatterådets opgave er at rådgive Kommunalbestyrelsen og fagudvalg om sager, der vedrører udsatteområdet og at sætte fokus på udsatteområdet.

Udsatterådet er et lokalt talerør og skal sikre dialogen med udsatte borgere, der lever med forskellige former for udsathed, og herigennem sætte fokus på udsatte borgeres vilkår og sikre relevante synspunkter til brug for Udsatterådets arbejde.

Udsatterådet kan ikke behandle enkeltsager eller klagesager.

Udsatterådet er høringsorgan i forhold til de kommunale indsatser vedrørende:

- Hjemløshed
- Ledighed
- Misbrug
- Sindslidelse
- Ensomhed
- Erfaringer med vold i nære relationer
- Kriminalitet
- Fattigdom
- Veteraner
- Andre områder, der vedrører socialt udsatte borgere

Udsatterådets brugerrepræsentanter udgør Køge Kommunes høringspart og kan formulere høringssvar og deltage i dialog- og høringsmøder. Medlemmer af Udsatterådet er underlagt forvaltningslovens regler om tavshedspligt og reglerne om indhentelse af og videregivelse af oplysninger.

## §3 Udsatterådets sammensætning

Udsatterådet består af 12-14 aktive medlemmer. Udsatterådet sammensættes, så der er minimum ni brugerrepræsentanter, en politisk udpeget og to med særlig viden og indsigt indenfor udsatteområdet.

Forvaltningen udarbejder i samarbejde med Udsatterådet et forslag til hvilke foreninger og indsatser, der kan indstille brugerrepræsentanter til Udsatterådet. Herudover annonceres der i lokalpressen og på hjemmesiden efter to medlemmer til udsatterådet med særlig viden og indsigt indenfor udsatteområdet.

Alle medlemmerne indstilles på baggrund af erfaringer fra et eller flere af områderne nævnt i § 2 og Udsatterådet afgiver høringssvar forud for Social- og Beskæftigelsesudvalgets udpegning.

Social- og Beskæftigelsesudvalget godkender sammensætningen af medlemmer til Udsatterådet og udpeger en politisk repræsentant til Udsatterådet.

På møderne deltager endvidere Socialchefen i Køge Kommune og Udsatterådet kan anmode om at få belyst særlige problemstillinger på udsatteområdet fx ved deltagelse af andre fagpersoner eller ledere fra Køge Kommune.

Velfærdsforvaltningen varetager sekretariatsbetjeningen af Udsatterådet.

Rådsmedlemmerne bor i eller er lokalt forankret i Køge Kommune.

## §4Konstituering

Udsatterådet konstituerer sig ved det første møde med formand og næstformand.

Udsatterådet virker i en 4-årig periode svarende til Kommunalbestyrelsens valgperiode. Udsatterådet fungerer indtil udpegning af nye medlemmer har fundet sted.

## §5 Møder

Udsatterådet holder 4 ordinære møder om året.

Der er herudover mulighed for to ekstraordinære møder med deltagelse af socialchef og sekretær. Indkaldelse kan ske på formandens, to medlemmers eller Kommunalbestyrelsens/fagudvalgs initiativ.

Social- og Beskæftigelsesudvalget holder møde med Udsatterådet en gang om året.

Udsatterådet deltager i budgetdialogmøder med relevant fagudvalg i forbindelse med den årlige budgetproces.

Udsatterådet er beslutningsdygtigt når mindst seks medlemmer er til stede, heraf skal den ene være enten formand eller næstformand.

Ved stemmelighed er formandens, eller i dennes fravær næstformandens, stemme udslagsgivende.

## §6 Økonomi

Kommunalbestyrelsen afsætter et beløb til Udsatterådets arbejde. Udsatterådets aktiviteter skal holdes indenfor det udmeldte budget.

## § 7 Ændringer af vedtægt

Denne vedtægt træder i kraft efter vedtagelsen i Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Vedtægten tages op til revision i løbet af 2030, eller hvis lovgivning nødvendiggør det.

Vedtægtsændringer skal godkendes af Social- og Beskæftigelsesudvalget efter høring i Udsatterådet.

Godkendt i Social- og Beskæftigelsesudvalget på møde den 09. marts 2026
