Skip til hoved indholdet
    Hjem Virksomhed Brug af veje, torve og pladser Skilte og reklamer Reklameskiltning i det åbne land

Reklameskiltning i det åbne land

En gennemgang af reglerne for at skilte til din virksomhed, uden for bymæssig bebyggelse eller i industriområderne.

Reklameskiltning er skiltning, der er opsat i reklame- eller propagandaøjemed. Det omfatter plakater, afbildninger, fritstående skilte, lysreklamer og lignende. Som udgangspunkt er denne skiltning forbudt i det åbne land. Det åbne land er de områder, der ikke er bymæssig bebyggelse eller udbyggede sommerhus- eller industri-områder. Skove er i dén forbindelse at betragte som det åbne land.

Skilte med servicevejvisning og turistoplysningstavler, der opsættes af myndighederne i henhold til vejlovgivningen anses ikke som skiltning i reklame- eller propagandaøjemed. 

Skiltning må ikke belyses, være retroreflekterende, bevægelig eller være oplyst fx som digitale skærme. Der må heller ikke være anbragt produkter, genstande, flag eller lignende i reklame- eller propagandaøjemed i tilknytning til skiltene. 

Du skal altid søge om tilladelse hos kommunen til at sætte skilte op langs veje – både de midlertidige og de permanente. Har du spørgsmål til din planlagte skiltning, kan du kontakte vejmyndigheden på tmf@koege.dk.

Flere informationer om skiltning

Erhvervsområder udlagt i en lokalplan 
Du må skilte for salg af dine erhvervsejendomme også selvom området endnu ikke er fuldt udbygget. Der må opsættes ét skilt pr. grund på maksimalt 8 m2 med oplysninger om den enkelte grund eller andre grunde i området. 

Du må skilte for din virksomhed, der oplyser om virksomhedens beliggenhed i området. Du må skilte ved hver adgangsvej til området og ved indkørslen til virksomheden. Skiltet må alene oplyse om virksomhedens navn, logo, adresse og art eller produktion. Skiltet skal desuden være rektangulært eller kvadratisk. Det må ikke være større end 2 m2, og skiltet skal holdes i afdæmpede farver. Logo må dog være i din virksomheds normale farver. 

Skiltene må ikke opsættes på støjvolde og lignende eller langs motorveje eller motortrafikveje, hvor der ikke er bymæssig bebyggelse, og skiltene må heller ikke være vendt mod eller henvendt mod motorvej eller motortrafikvej. 

Erhvervsområder udlagt i en kommuneplan 
Her må der skiltes for salg af erhvervsejendomme og for erhvervsudvikling, selvom området endnu ikke er fuldt udbygget. 

Du må inden for 30 m fra den bymæssige bebyggelse i byer med højst 3000 indbyggere med et mindre skilt oplyse om lokale virksomheder i byen. De 30 meter regnes fra en hæk, hegn eller lignende der er knyttet til bebyggelsen. Såfremt der ikke er en sådan, så regnes afstanden fra den yderste bebyggelse mod det åbne land.

Skiltet må alene oplyse om virksomhedens navn, logo, adresse, art eller produktion samt retning og afstand til virksomheden. Skiltet skal være kvadratisk eller rektangulært og må ikke overstige 1 m2. Overkanten af skiltet må ikke være mere end 1,5 m over terræn. Skiltet skal være placeret mindst 1,5 m fra vej eller cykelsti. Det skal have en ensfarvet afdæmpet bundfarve og tekst. Virksomhedens logo må dog gerne være i de normale farver. 

Du må opsætte et mindre skilt til oplysning om næringsdrift eller virksomhed på din egen ejendom eller ved indkørslen til ejendommen fra nærmeste offentlige vej eller private fællesvej. Skiltet må alene oplyse om den næringsdrivendes, henholdsvis virksomhedens navn, logo, adresse og art eller produktion.

Det skal være rektangulært eller kvadratisk. Det må ikke overstige 0,5 m2, og dets overkant må ikke være mere end 1m over terræn. Det skal have en ensfarvet afdæmpet bundfarve og tekst. Virksomhedens logo må dog gerne være i de normale farver. 

Du må opsætte et mindre skilt til oplysning om sæsonbetinget salg af frisk frugt, grøntsager, blomster, juletræer og pyntegrønt dyrket på samme ejendom, der i sæsonen opsættes på ejendommen, ved indkørslen til ejendommen fra nærmeste offentlige vej eller private fællesvej eller ved anden nærliggende sidevej eller markvej.

Du må desuden opstille et skilt i tilknytning til en salgsvogn, -bod eller lignende på den ejendom, hvor produkterne er dyrket. Skiltene må ikke være større end 1 m2, og dets overkant må ikke være over 1,5 m fra terræn. Skilt ved indkørsel eller vej må dog ikke være mere end 1m over terræn. 

Du må skilte for lokale arrangementer herunder loppemarkeder, sportsarrangementer og byfester, der afholdes i en by eller i det åbne land. Når skiltningen placeres ved indfaldsvejen eller indfaldsveje til en by højst 30 m fra grænsen for den bymæssige bebyggelse og inden for en radius af 5 km fra det sted, hvor arrangementet afholdes. Skiltningen må udelukkende oplyse om arrangementets art, varighed og placering. Den må ikke overstige 2 m2, og den må ikke overstige 1,5 m over terræn. Det skal desuden være placeret mindst 1,5 m fra vej eller cykelsti. Tidligst dagen før og frem til senest dagen efter arrangementet, må skiltningen bestå af et banner, der er større end 2 m2, eller hvis overkant er mere end 1,5 m over terræn. 

Du må skilte for små enkeltstående arrangementer i det åbne land, fx åben gård arrangementer, når skiltningen opsættes på den pågældende ejendom eller ved indkørsel til ejendommen fra nærmeste offentlige vej eller private fællesvej. Skiltningen må bestå af ét skilt eller ét banner. Det må alene oplyse om arrangementets art, varighed og placering. Skiltning ved indkørslen til ejendommen må ikke overstige 2 m2, og dets overkant må ikke være mere end 1 m over terræn. Dagen før arrangementet må der dog opsættes et skilt eller banner, der er større og højere. Al skiltning skal være nedtaget senest dagen efter, arrangementet er slut. 

Du må skilte for større arrangementer, herunder dyrskuer, omrejsende cirkus, koncerter eller musikfestivaller, der afholdes i det åbne land, når: 

  • skiltningen placeres, hvor arrangementet afholdes, eller ved indkørselen til ejendommen fra nærmeste offentlige vej eller private fællesvej.
  • skiltningen placeres ved indfaldsvejen eller indfaldsvejene til en by højst 30 m fra grænsen for den bymæssige bebyggelse og inden for en radius af 30 km fra det sted, hvor arrangementet afholdes. 

Skiltningen må alene oplyse om arrangementets art, varighed og placering. Det må ikke overstige 2 m2, og dets overkant må ikke være mere end 1,5 m over terræn. Der skal være mindst 1,5 m til vej eller cykelsti. Dagen før arrangementet må der opsættes et banner, der er større og højere end det førnævnte. Dette skal dog nedtages senest dagen efter arrangementets afslutning. 

Skilte for arrangementer må kun vedrøre arrangementer af højst 1 uges varighed og må tidligst opsættes 14 dage før arrangementet afholdes, og skal være nedtaget senest 1 uge efter afslutning. For gentagne arrangementer må skiltning maksimalt være opsat i 8 uger på et år, så skiltningen ikke får et permanent præg. 

Læs mere om at bruge vejareal.

Vej, Park og Byrum

Anlæg og Vejmyndighed

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje