Skip til hoved indholdet
    Hjem Virksomhed Opstart og ændring af virksomhed Miljøtilladelser Miljøtilsyn

Miljøtilsyn

Her kan du læse om kommunens lovpligtige tilsynsindsats på miljøområdet.

Rigtig mange typer af virksomheder er underlagt krav om rutinemæssige miljøtilsyn, både små og store virksomheder, samt husdyrbrug. De fleste af disse miljøtilsyn er omfattet er brugerbetaling, hvilket du også kan læse om her. Hvert år skal kommunerne, ud over de almindelige miljøtilsyn, udføre to miljøtilsynskampagner, f.eks. om en aktuel/lokal miljøproblematik. 

Miljøtilsynet 

Et miljøtilsyn er en fysisk gennemgang af en virksomheds eller et husdyrbrugs miljømæssige forhold. En tilsynsførende fra kommunen vil, sammen med en repræsentant for virksomheden, gennemgå virksomhedens indretning og drift. Formålet med tilsynet er at forebygge forureninger og kontrollere, at de regler, der er fastsat med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven og husdyrbrugloven, overholdes. Derudover føres der bl.a. tilsyn med at påbud og forbud efterkommes, samt at vilkår i miljøgodkendelser og spildevandstilladelser m.m. overholdes. Ved tilsynsbesøget tilstræber den tilsynsførende også at inspirere og vejlede virksomheden om miljøforbedringer.

Følgende punkter vil typisk blive gennemgået ved et miljøtilsyn:

  • Spildevand
  • Luftemission (udledning af stoffer til omgivelserne) 
  • Støj
  • Sortering og bortskaffelse af affald, herunder tømning af olieudskiller
  • Oplagring af farligt affald, olie og kemikalier
  • Oplag og opbevaring af husdyrgødning
  • Tankanlæg til brændstof samt olietanke
  • Miljøledelse/miljøstyring 

Se Miljøtilsynsplan 2021-2024 nedenfor.

Øvrige oplysninger om miljøtilsyn

DMA - Digital miljøadministration 

Fra 1. maj 2016 skal godkendelses- og tilsynsmyndighederne afgive og offentliggøre oplysninger om de virksomheder, som de er myndighed for, via den fælles, digitale platform Digital Miljøadministration (DMA). Her bliver oplysningerne tilgængelige for både myndigheder, borgere og virksomheder.

DMA samler og stiller data til rådighed for alle, som gerne vil have adgang til miljø- og tilsynsdata på virksomheds- og husdyrområdet. DMA indeholder bl.a. oplysninger om tilsyn, godkendelser og eventuelle håndhævelser.

I DMA kan borgere og interesseorganisationer hurtigt og nemt søge oplysninger om virksomheder i udvalgte områder. De kan også følge med i, hvilke miljøgodkendelser myndighederne har givet, hvad der er ført tilsyn med, og om virksomheder har fået påbud. For borgerne kan det f.eks. være relevant at se, hvilke forurenende virksomheder der ligger i nærheden af deres bopæl, mens interesseorganisationer kan have gavn af at abonnere på afgørelser for bestemte virksomhedstyper.

I DMA kan man finde oplysninger om både de virksomheder og husdyrbrug som kommunen er myndighed for, samt de virksomheder der er beliggende i kommunen, men hvor Miljøstyrelsen er myndighed. 

I miljøtilsynsbekendtgørelsen er der lovkrav om, at kommunerne skal udarbejde en miljøtilsynsplan for virksomheder og landbrug. Læs den nuværende Miljøtilsynsplan 2021-2024.

Formålet med miljøtilsynsplanen er, at tilsynsmyndigheden heri tilkendegiver over for borgere, virksomheder og landbrug, hvordan tilsynsindsatsen med virksomheder og landbrug for den kommende 4-årige periode overordnet vil blive gennemført. Miljøtilsynsplanen gælder i højst 4 år. Køge Kommune fører tilsyn med en række virksomheder fordelt over forskellige brancher og størrelser, samt landbrug med og uden husdyrproduktion. Det er også et krav, at miljøtilsynsplanen skal indeholde en fortegnelse over de særligt forurenende såkaldte IED-virksomheder (Industrial Emissions Directive) og store husdyrbrug.

Køge Kommune sender årligt en indberetning til Miljøstyrelsen om det foregående års indsats med miljøtilsyn og miljøgodkendelser på virksomheder og landbrug i kommunen. 

Tilsynsindberetningen indholder:

  • Antal virksomheder, husdyrbrug og pelsdyrfarme, som kommunen fører tilsyn med
  • Antal udførte tilsyn det pågældende år
  • Myndighedsreaktioner på de udførte tilsyn
  • Opgørelse over antal godkendte virksomheder og husdyrbrug
  • Oversigt over brugerbetaling, der er opkrævet for miljøtilsyn og -godkendelser

Tilsynsindberetningen sendes til Miljøstyrelsen og offentliggøres senest den 1. april på portalen for Digital MiljøAdministration (DMA).

Kommunen skal gennemføre to årlige tilsynskampagner på virksomheder og landbrug, rettet mod en branche, et specifikt miljøtema eller et geografisk område.

I tilsynskampagnerne skal der opstilles mål for indsatsen, og effekten af kampagnerne skal vurderes. Kommunen skal én gang årligt offentliggøre det samlede resultat af kampagnerne digitalt. Køge Kommune har siden reglerne trådte i kraft udført to kampagner årligt. Resultatet af kampagnerne kan ses på portalen for Digital MiljøAdministration, hvor indberetningerne for de tidligere kampagner også kan ses. 

Køge Kommune skal efter et fysisk tilsyn på en virksomhed eller landbrug udarbejde og offentliggøre en tilsynsrapport. En tilsynsrapport er et særligt skema med kortfattede oplysninger om tilsynets resultater. Tilsynsrapporter skal offentliggøres på Digital Miljøadministration.

Køge Kommune opkræver brugerbetaling for miljøtilsyn og miljøgodkendelser på virksomheder, husdyrbrug og andre dyrehold. Lovbestemmelserne om brugerbetaling for miljøtilsyn m.m. følger af brugerbetalingsbekendtgørelsen. Det står også i denne bekendtgørelse, hvilke virksomheder der er omfattet af brugerbetaling. Brugerbetaling opkræves hvis virksomheden, anlægget, indretningen m.v. er omfattet af brugerbetalingsbekendtgørelsens § 2, og godkendelses- eller tilsynsmyndigheden har:

  • behandlet en ansøgning om godkendelse eller andre opgaver efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5.
  • ført tilsyn efter kapitel 9 i miljøbeskyttelsesloven.

Brugerbetaling opgøres efter de nærmere takster og regler, som er fastsat i bekendtgørelsens bilag 2. Timetaksten reguleres årligt af Miljøstyrelsen.
I 2023 er taksten 451,36 kr pr. time.

Godkendelsesmyndigheder og tilsynsmyndigheder opkræver hvert år i november brugerbetaling fra de virksomheder m.v., hvor myndigheden har udført brugerbetalingspligtige opgaver i perioden fra 1. november i det foregående år til 1. november i det indeværende år.

Miljø

Torvet 1, 4600 Køge

Telefontider og åbningstider

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje