Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Børnepasning og skoler Skoler, SFO og klubtilbud Styrelsesvedtægt

Styrelsesvedtægt

Styrelsesvedtægt for Køge Kommunes Skolevæsen 2023


Indhold

Kapitel 1: Indledning

Kapitel 2: Skolebestyrelsen

§ 1. Skolebestyrelsens sammensætning
§ 1.a. Sammensætning af skolebestyrelsen ved Ellebækskolen
§ 1.b. Sammensætning af skolebestyrelsen ved 10. klasse Campus Køge
§ 2. Valg til skolebestyrelsen
§ 2.a Forskudt valg
§ 2.b Valg af medarbejderrepræsentanter og elevrepræsentanter
§ 3. Skolebestyrelsens virksomhed
§ 4. Forretningsorden for skolebestyrelsen

Kapitel 3: Rådgivende organer

§ 5. Elevråd
§ 5.a Fælleselevråd
§ 6. Dialogmøder

Kapitel 4: Godkendelse og ikrafttrædelse
_______________________________________________________

Kapitel 1: Indledning

I lov om folkeskolen, § 41 jf. lovbekendtgørelse nr. 665 af 20. juni 2014 står, at kommunalbestyrelsen efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne skal fastsætte en vedtægt for styrelsen af kommunens skolevæsen. Vedtægten indeholder bestemmelser bl.a. om:

•    Antallet af forældrerepræsentanter i skolebestyrelsen,

•    Fremgangsmåden ved valg af medarbejderrepræsentanter til skolebestyrelsen,

•    Udpegning af eventuelt kommunalbestyrelsesmedlem til skolebestyrelsen,

•    Sammensætning af eventuelle fælles rådgivende organer for kommunens skolevæsen.

•    En beskrivelse af de beføjelser, der er delegeret til skolebestyrelsen.

I et bilag til vedtægten optages de beslutninger, som kommunalbestyrelsen har truffet vedrørende skolestrukturen m.v.

_____________________________________________________

Kapitel 2: Skolebestyrelsen

§ 1. Skolebestyrelsens sammensætning

Forældrerepræsentanter
Forældrerepræsentanterne skal udgøre flertallet i skolebestyrelsen. Det faktiske antal afhænger af antallet af øvrige medlemmer jf. Stk. 2 – 4.

Hvis skolen har specialklasser på mindst 3 klassetrin, skal forældrerepræsentationen for specialklasserne udgøre mindst 1.

Antal forældrerepræsentanter fastlægges af bestyrelsen forud for valghandlingen.

Stk. 2 Medarbejderrepræsentanter
Der skal vælges mindst 2 medarbejderrepræsentanter.

Stk. 3 Elevrepræsentanter
Der skal vælges mindst 2 elevrepræsentanter.

Stk. 4. Eksterne medlemmer
Skolebestyrelsen kan beslutte at udpege op til to eksterne medlemmer af bestyrelsen efter retningslinjer vedtaget af skolebestyrelsen.

Stk. 5. Skoleledelsen
Skolens leder og dennes stedfortræder varetager bestyrelsens sekretærfunktioner og begge deltager i skolebestyrelsens møder uden stemmeret.

§ 1.a. Sammensætning af skolebestyrelsen ved Ellebækskolen
Bestyrelsen består af 5 forældrevalgte skolebestyrelsesmedlemmer, 2 medarbejderrepræsentanter og 1 elevrepræsentant.

§ 1.b. Sammensætning af skolebestyrelsen ved 10. klasse Campus Køge
Bestyrelsen består af 3 repræsentanter fra Campus valgt for 2 år, hvoraf en vælges som formand, 3 forældrerepræsentanter valgt for 1 år, 2 medarbejderrepræsentanter valgt for 1 år, 2 elevrepræsentanter valgt for 1 år, 1 erhvervsrepræsentant valgt for 2 år, 1 skoleleder som er bestyrelsens sekretær.

§ 2. Valg til skolebestyrelsen
Skolebestyrelsen fastsætter selv proceduren for valg til skolebestyrelsen under hensyntagen til reglerne i bekendtgørelse af 14. januar 2014 om valg af forældrerepræsentanter til skolebestyrelser samt nedenstående stk. 2 – 11. 

Stk. 2. Som ansvarlig for den praktiske gennemførelse af valget nedsættes en valgbestyrelse, der som minimum skal bestå af skolelederen (som formand) og formanden for den afgående skolebestyrelse.

Stk. 3. Forældrerepræsentanternes valgperiode er 4 år gældende fra den 1. august i det år, der følger efter nyvalg til kommunalbestyrelsen. Skolebestyrelsen kan dog vælge at have toårige valgperioder efter følgende retningslinjer:
1.    Skolebestyrelsen kan træffe beslutning om at ændre valgperioden inden valget igangsættes. Første gang i foråret 2020.
2.    Valgperioderne skal tilrettelægges, så der altid er valg til hele eller dele af skolebestyrelsen foråret efter valg til Kommunalbestyrelsen.
3.    Fremadrettet kan skolebestyrelsen træffe beslutning om at ændre valgperioden i passende tid inden valget, ved de valg, der følger efter valget til Kommunalbestyrelsen (det vil sige hvert 4. år).

Stk. 4 Valget skal være gennemført inden udgangen af maj måned i det år, der følger efter nyvalg til kommunalbestyrelsen.

Stk. 5. Valghandlingen skal gennemføres på en måde, der giver alle med valgret jf. bekendtgørelse om valg af forældrerepræsentanter mulighed for at deltage i valget. Skolebestyrelsen kan beslutte at anvende elektronisk afstemning.

Stk. 6. Såfremt der på et valgmøde for de stemmeberettigede opnås enighed om, hvilke kandidater, der bliver valgt til bestyrelsen, og i hvilken rækkefølge øvrige kandidater bliver valgt som stedfortrædere, kan valget afgøres som fredsvalg.
Aftalen om fredsvalg skal underskrives af alle kandidater.

Stk. 7. Ved kampvalg optælles stemmerne af valgbestyrelsen. Det relevante antal kandidater med flest stemmer er valgt til bestyrelsen. Ved stemmelighed afgøres rækkefølgen ved lodtrækning.
De øvrige kandidater betragtes som stedfortrædere i rækkefølge efter stemmetal. 

Stk. 8. Valgbestyrelsen orienterer de valgte repræsentanter og stedfortrædere om resultatet og offentliggør valgets resultat på skolens hjemmeside.

Stk. 9. Klager over valget behandles af kommunalbestyrelsen og skal være indgivet skriftligt senest 10 dage efter valgets opgørelse.

Stk. 10. Efter valgets opgørelse indkalder skolelederen den nye bestyrelse til et konstituerende møde. 1 punkt på dagsordenen er valg af formand.

Stk. 11. Hvis der i valgperioden er frafald af bestyrelsesmedlemmer og stedfortrædere, så der ikke længere er repræsentanter nok til at udfylde alle bestyrelsespladser, skal der snarest muligt gennemføres et suppleringsvalg. Skolebestyrelsen fastlægger selv proceduren for suppleringsvalget under hensyntagen til reglerne i bekendtgørelsen om valg af forældrerepræsentanter.

§ 2.a Forskudt valg
Der kan afholdes forskudt valg, såfremt den enkelte skolebestyrelse over for forvaltningen tilkendegiver, at man ønsker at gennemføre forskudt valg.
Skolebestyrelsen fastsætter antallet af pladser, der skal besættes ved forskudt valg.
I øvrigt gennemføres valget i overensstemmelse med reglerne i § 4 i bekendtgørelse om valg af forældrerepræsentanter.

§ 2.b Valg af medarbejderrepræsentanter og elevrepræsentanter
Valget gennemføres i overensstemmelse med reglerne i folkeskolelovens § 42. 

Stk. 2. Ved valg af medarbejderrepræsentanter indkalder skolens leder skolens medarbejdere til en fælles valghandling. 

Hver medarbejder har én stemme. Såfremt der er mere end to kandidater, sker valget ved skriftlig afstemning.

De to medarbejdere, der har fået flest stemmer, er valgt. Efter samme fremgangsmåde vælges to stedfortrædere, der deltager i skolebestyrelsens møder ved forfald.

Valget finder sted i forbindelse med skolens planlægning af det kommende skoleår.

Stk. 3. Elevrådet fastlægger selv sin procedure for valg af elevrepræsentanter.

Elevrepræsentanterne må ikke overvære den del af drøftelserne, der angår sager vedrørende enkelte elever eller lærere.

§ 3. Skolebestyrelsens virksomhed
Skolebestyrelsen udøver sin virksomhed inden for de mål og rammer, der er fastsat af kommunalbestyrelsen og jf. reglerne i folkeskolelovens § 44.

Stk. 2. Byrådet delegerer i henhold til folkeskolelovens § 40, stk. 5 sine beføjelser til Skolebestyrelserne, bortset fra arbejdsgiverkompetencen og de punkter, der fremgår af lovens § 40 stk. 2 (bevillinger, skolestruktur mv.)
Eventuelle begrænsninger til ovenstående vil fremgå af bilaget til denne styrelsesvedtægt.

Stk. 3. Skolebestyrelsens møder er lukkede. Det betyder, at der som hovedregel ikke må deltage andre end bestyrelsens medlemmer, samt skolens leder, dennes stedfortræder og eventuelt øvrige afdelingsledere.

§ 4. Forretningsorden for skolebestyrelsen
Skolebestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden under hensyntagen til reglerne i folkeskolelovens § 44.

_____________________________________

Kapitel 3: Rådgivende organer

§ 5. Elevråd

Der oprettes et elevråd på hver skole jf. reglerne i bekendtgørelse af 23. juni 2014 om elevråd i folkeskolen.

Elevrådet kan udtale sig om alle sager af betydning for eleverne i almindelighed.

§ 5.a Fælleselevråd

Der dannes et fælleselevråd, der består af to repræsentanter fra hver skoles elevråd samt to repræsentanter fra hver privatskole. 

Stk. 2. Fælleselevrådet konstituerer sig med en formand, næstformand og sekretær.

Stk. 3. Fælleselevrådet vælges for en etårig periode

Stk. 4. Fællesrådet afholder minimum 4 møder om året, - heraf et møde med borgmester og medlemmer af Skoleudvalget. 

Stk. 5. Alle elever i det kommunale skolevæsen har ret til at overvære møderne i Fælleselevrådet.

Stk. 6. Fælleselevrådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 7. Fælleselevrådet udarbejder høringssvar til politikker, planer og lignende, der berører skoleelever i Køge Kommune.

Rådet udarbejder én gang årligt et idékatalog til Skoleudvalget, som vurderer, om kataloget skal tilflyde borgmesteren og Byrådet. Rådet – eller dele af dette – kan være medarrangør af fælleskommunale skolearrangementer.

§ 6. Dialogmøder

Der etableres et dialogmødeforum, der skal medvirke til at sikre dialog mellem skolevæsenets forskellige parter, dvs. politikere, forældre, elever og ansatte. I disse møder inviteres:

•    Skoleudvalget

•    Samtlige skolebestyrelser (dvs. repræsentanter for forældre, medarbejdere, ledelse og elever)

•    Repræsentanter fra Fælleselevrådet

•    Køge Handicapråd

Stk. 2. Dialogmødet er et inspirationsforum, som er rådgivende for Skoleudvalget.

Stk. 3. Dialogmødet tager på egen og Skoleudvalgets foranledning sager op vedrørende skolevæsenets samlede udvikling.

Stk. 4 Møder
Der afholdes normalt to møder om året. Møderne indkaldes med mindst fire ugers varsel.

Formanden for Skoleudvalget fastsætter dagsordenen, som tilsendes medlemmerne senest to uger dage før mødets afholdelse.

Enhver deltager i Dialogmødet kan forlange et punkt på dagsordenen. Punkter, der ønskes taget op, fremsendes til formanden senest otte dage før mødets afholdelse.

Børne- og Udannelsesforvaltningen sikrer udsendelse af dagsorden og mødereferater.

_________________________________________

Kapitel 4: Godkendelse og ikrafttrædelse

Denne vedtægt for styrelsen af Køge Kommunes skolevæsen er godkendt af Byrådet den 02.04.2024 og træder i kraft den 03.04.2024.

Ændringer af styrelsesvedtægten kan normalt kun finde sted efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne. Seneste ændring af styrelsesvedtægten er dog af ren teknisk karakter, hvorfor der ikke forinden er indhentet udtalelse.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje