Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Barselsbesøg skal styrke fædres rolle – og Køge går forrest

Der er stor succes med Køge Kommunes tilbud om barselsbesøg til fædre. Som den første kommune i landet tilbyder Køge hjemmebesøg fra en sundhedsplejerske til nybagte fædre på barsel – et initiativ, der allerede har gjort en positiv forskel for mange familier.

At blive far er en af livets største forandringer, og det kan både være glædeligt og udfordrende.

 For at støtte fædre på øremærket barsel, har Køge Kommune sat gang i en ny indsats som led i Projekt F for Far – et projekt, der skal styrke fædrene og i sidste ende give kommunens yngste borgere den bedst mulige start på livet.

 Som en del af projektet tilbyder sundhedsplejen hjemmebesøg hos de nybagte fædre. Her er der fokus på farens trivsel, rollen i familien og hverdagen med det lille barn.

 Pernille Sylvest, formand for Børneudvalget i Køge Kommune er stolt af, at Køge som den første kommune i landet sætter fokus på fædres oplevelse af at være på barsel:

  • Det er en vigtig tid i livet, og vi ved, at det gør en stor forskel, når man som far bliver set og mødt i sin rolle. Barselsbesøgene sikrer, at fædrene får den støtte, de har brug for – til gavn for både familien og barnets trygge start på livet, siger hun.

Plads til far – og det, han har på hjerte
Besøget tilpasses den enkelte fars ønsker og behov. Her er der mulighed for at tale om alt fra barnets signaler, praktiske rutiner og de nye roller i familien til de følelser og tanker, der kan opstå, når man som far er gået på barsel.

Jacki Erland-Duong, far på øremærket barsel, er ikke i tvivl om, at han vil anbefale det til andre fædre:

- Jeg synes, det er et fint tilbud – især hvis man kan være lidt usikker eller lige har nogle spørgsmål. Det med fokus på mig som far, og hvordan jeg har det med at skulle stå alene med en baby samt hvordan man nu skal få en hverdag til at hænge sammen, når mor ”pludselig” ikke er der, siger han.

 Også Mathias Sønderholm er glad for hjemmebesøget – særligt som førstegangsfar.

  • Det var rigtig rart, at der var et særligt tilbud til fædre. Jeg kunne stille alle de spørgsmål, jeg havde til at være alene far på barsel. Vi snakkede om lige det, jeg havde lyst til – for mig handlede det meget om mad og dagligdagen. Jeg er helt sikker på, at andre også kunne få noget godt ud af at benytte tilbuddet, siger han.

Udover spørgsmål og tanker, som man kan dele med sundhedsplejersken, er det også muligt at få information og høre mere om de forskellige tilbud til fædre i løbet af barselsbesøget. Det oplevede Robert Holm Rathsach som særligt værdifuldt under sit besøg.

- Det var dejligt, at sundhedsplejersken spurgte ind, så der var plads til at snakke om det, man ønskede og de spørgsmål, man kunne have. Men sundhedsplejersken var også rigtig god til at give en masse information og fortælle om de mange andre tilbud for os fædre. Det giver noget, at man kan snakke med en, som har snakket med andre i samme situation, siger han.

Besøget er gratis og tilbydes til alle fædre i Køge på øremærket barsel.

Barselsbesøgene er en del af Projekt F for Far, som er støttet med midler fra Egmont Fonden.

Giv feedback

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje