Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Nu sendes Køge Kommunes budget i høring

Nu starter byrådet efterårets budgetforhandlinger, der danner rammerne for Køge Kommunes økonomi for årene 2026 – 2029. Forhandlingerne tager udgangspunkt i et budgetforslag uden sparekatalog for 2026, men med udsigt til besparelser i årene efter. Budgetforslaget offentliggøres i dag, og er i høring frem til 7. september.

Nu går efterårets forhandlinger om Køge Kommunes økonomi for årene 2026 – 2029 i gang. På trods af udfordringer med blandt andet stigende udgifter til det specialiserede socialområde, hænger budgetforslaget sammen, uden at der skal skæres i driften i 2026. Til gengæld er forhandlingerne startskuddet på at forberede besparelser på 65 millioner kroner i 2027 stigende til 100 millioner kroner i 2028, hvilket er er nødvendigt for at skabe den nødvendige balance mellem indtægter og udgifter.

  • Byrådet var ved budgetforliget sidste år enige om at skabe grundlaget for to økonomisk set rolige år i 2025 og 2026. Formålet var at give os muligheden for at blive klogere på de økonomiske konsekvenser af de rigtig mange reformer på velfærdsområderne, der i disse år rammer kommunerne. Det er derfor rettidig omhu, når vi nu forbereder os på de tilpasninger, der bliver nødvendige fra 2027, siger borgmester Marie Stærke.

I budgetforslaget er der som noget nyt indarbejdet stigende udgifter til det specialiserede socialområde som del af en budgetmodel, der sikrer næsten 50 millioner kroner mere til området frem mod 2029. Derudover vokser budgetterne generelt med over 100 millioner kroner til demografi i budgetperioden, hvilket betyder, at der afsættes penge til at holde samme service, selvom kommunen vokser og antallet af ældre stiger.

Budgetprocessen fortsætter i de kommende uger. Det materiale, der danner baggrund for politikernes forhandlinger, sendes nu i offentlig høring, frem til den 7. september og kan læses på koege.dk. På Byrådsmødet den 9. september førstebehandler byrådet budgettet, og følger op med et forhandlingsseminar den 11. – 12. september. Budgettet andenbehandles i Byrådet den 7. oktober.

Her kan du læse budgetforslaget 2026-2029

Giv feedback

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje