Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Ny politisk retning skal skabe stærkere løsninger for velfærden: Byrådet sender anbefalinger afsted til fremtidens folkestyre

Det politiske arbejde i Køge Kommunes byråd skal organiseres, så det i langt højere grad fremmer de bedste løsninger for borgernes hele livssituation. Og så skal fremtidens byrådspolitiker bruger mindre tid på rådhuset, og mere tid i kommunens lokalsamfund, i dialog med borgerne. Sådan lyder nogle af de anbefalinger, byrådet nu sender afsted til det kommende byråd, der tiltræder 1. januar 2026.

Køge Kommunes byråd sætter den politiske retning for kommunens virke. Og står det til det nuværende byråd, kommer det i fremtiden til at ske på en måde, der i højere grad giver mulighed for tværgående løsninger, der ser på borgerens liv i en sammenhæng.

Det står klart i en række anbefalinger, som byrådet nu sender afsted til det kommende byråd, der tiltræder 1. januar 2026. Den nuværende struktur med otte stående fagudvalg foreslås forenklet, så færre udvalg får bredere ansvar. Det skal gøre det lettere at arbejde helhedsorienteret og følge med i en tid med mange tværgående og komplekse udfordringer.

Anbefalingerne tager udgangspunkt i en ændret kommunal virkelighed, hvor en række reformer kommer til at betyde store forandringer for det kommunale selvstyre, og dermed også for politikerrollen, som i fremtiden skal bruges mindre på rådhuset og mere ude i kommunens lokalsamfund.

- Som kommune har vi brug for at kunne tænke i løsninger, der rummer det hele menneskes livssituation. Og som byråd har vi brug for at udvikle politik tæt på og sammen med borgerne. Det kan vi ikke, hvis vi bruger for meget tid på at mødes med os selv. Der er et stærkt engagement og fællesskab i hele Køge Kommune – i foreninger, institutioner og lokalsamfund, ligesom vi har dygtige og kreative virksomheder, som gerne vil engagere sig i deres lokalområde. Hvis vi skal lykkes med at bygge fremtidens velfærd, kræver det, at vi som politikere tør rykke tættere på virkeligheden, vise tillid og give mere plads til dem, der vil tage ansvar sammen med os. Det starter med, at vi selv forandrer den måde, vi er politikere på, siger borgmester Marie Stærke.

Byrådet har allerede taget en forsmag på hvordan politik kan udvikles i tæt samspil med borgerne i to såkaldte opgaveudvalg, der hen over foråret har arbejdet med henholdsvis lokalplejehjem og skoleområdet.

- De to opgaveudvalg har vist, at der kommer et helt særligt engagement og ejerskab til løsningerne, når vi politikere inviterer borgere og medarbejdere med ind i udviklingen af politik. Det engagement er jeg ikke i tvivl om kan bredes ud til lokalsamfund, skolebestyrelser, bestyrelserne på plejehjem med videre, siger borgmester Marie Stærke.

Anbefalinger til fremtidens politiske organisering

Stærkere lokalsamfund – tættere samarbejde og mere medansvar

Køge Kommunes lokalområder spiller en afgørende rolle i fremtidens velfærd. Det anbefales, at samarbejdet med lokalsamfundene prioriteres højere – og at der skabes bedre rammer for, at borgere, frivillige, foreninger og institutioner kan tage ansvar sammen og bidrage aktivt til løsninger.

Det handler også om at understøtte de fællesskaber, der allerede findes – og om at gøre det mere enkelt og meningsfuldt at engagere sig i lokalt udviklingsarbejde.

Mere fleksibel organisering – færre udvalg og plads til midlertidige løsninger

Den nuværende struktur med otte stående fagudvalg foreslås forenklet, så færre udvalg får bredere ansvar. Det skal gøre det lettere at arbejde helhedsorienteret og følge med i en tid med mange tværgående og komplekse udfordringer.

Samtidig anbefales det at oprette 1–2 midlertidige opgaveudvalg hvert år, hvor politikere og borgere i fællesskab dykker ned i konkrete temaer. Det kan fx handle om unges trivsel, grøn omstilling eller nye partnerskaber om velfærd.

Den politiske organisering skal i højere grad afspejle borgernes livssituationer og det virkelige møde med kommunen – og give mere reel indflydelse til fx bestyrelser, lokale samarbejdsfora og brugergrupper.

Mere tid til udvikling og dialog – og en ny måde at være politiker på

For at styrke borgerinddragelse og politisk udviklingsarbejde anbefales det, at:

  • Faste udvalgsmøder holdes hver anden måned
  • Møderne suppleres med strategidage og dialogmøder
  • Byrådets deltagelse i eksterne råd og nævn reduceres, så der frigøres tid til lokal dialog og fælles udvikling
Giv feedback

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje