Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Nyt fra byrådets møde den 26. august 2025

Med disse overskrifter: ”Ekstraordinær budgetopfølgning skaber ro på økonomien”, ”Medfinansiering til parkeringsanlæg ved Køge Nord Station” og ”Kommunen hjælper hallerne i hus med finansieringen af nye tag”.

Ekstraordinær budgetopfølgning skaber ro på økonomien

Køge Kommune har et budget på godt fem milliarder kroner. En række faktorer har indflydelse på de midler, som kommunerne får fra staten, blandet andet udviklingen i beskæftigelsessituationen. Således blev byrådet på tirsdagens møde præsenteret for en ekstraordinær budgetopfølgning, der havde til formål at håndtere, at Køge Kommune i 2025 modtager 42 millioner kroner mindre fra Staten end forventet som følge af den såkaldte midtvejsreguleringer. De manglende penge bliver dækket ind af mindre forbrug på arbejdsmarkedsområdet, hvor det endnu engang viser sig, at færre af kommunens borgere har brug for overførselsindkomster – ligesom den faldende fertilitet betyder mindre udgifter på børneområdet.

På den vis lykkedes det byrådet at skabe balance i budgettet for 2025.

Budgetforslaget for de næste fire år er pt. i høring, og kan findes på koege.dk. Høringsperioden slutter den 7. september 2025.

Medfinansiering til parkeringsanlæg ved Køge Nord Station

Byrådet har nu vedtaget, at der gives en såkaldt udgifts- indtægtsbevilling i forbindelse med den kommende udvidelse af parkeringsanlægget ved Køge Nord Station. Bevillingen dækker over, at Køge Kommune har egne udgifter til anlægget, mens indtægter til projektet også vil komme fra DSB, da der er tale om et såkaldt medfinansieringsprojekt.

- Nu er økonomien på plads for et projekt, som vil have betydning for de mange pendlere, som hver dag vælger at parkere bilen og hoppe på toget i stedet for. Vi glæder os til at fortælle mere om projektet, når det inden længe vil tage form, siger borgmester Marie Stærke.

Kommunen hjælper hallerne i hus med finansieringen af nye tag

En momsteknikalitet er kommet som et bump på vejen for de selvejende haller i forbindelse med finansieringen af de nye tag på både Skovbohallerne og Boruphallen. Det er nemlig hallerne selv, der står som bygherrer for projekterne og som også selv skal finansiere projekterne – dog med midler fra en kommunal pulje, der er afsat til sådanne formål. Men hallerne kan som forening kun få dækket en del af momssatsen, når kommunen skal kompensere deres udgifter, hvorfor de nu står over for en uforudset udgift til etableringen af nye tag.

Den udgift har byrådet nu besluttet at dække ved en yderligere finansiering fra den afsatte pulje:

- Det har aldrig været meningen, at hverken Skovbohallerne eller Boruphallen har skulle betale for deres nye tag selv. Derfor skal de heller ikke stå men en regning for en momsdifference. De midler bliver nu taget fra puljen til de selvejende haller uden at det ifølge vores fagfolk ser ud til at få betydning for de planlagte fremtidige projekter, siger borgmester Marie Stærke.

Der forventes altså fortsat at være tilstrækkelige midler i anlægsplanen til udskiftning af taget på Ejbyhallen i 2027 og Rishøjhallen i 2029.

Pressekontakt:

Borgmester Marie Stærke, 2490 2000

Giv feedback

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje